Prøv avisen
Bog

Ny bog om Bjarne Reuter er et charmerende bekendtskab

4 stjerner

Han har givet os Buster, Kaptajn Bimse, Bertram og alle de andre, og nu har han selv fået en bog. Og selvom værkerne taler bedst for sig selv, er Bjarne Reuter på alle måder et charmerende selskab

Han er i virkeligheden ikke spor glad for at snakke om sig selv. Eller for at være sammen med mange mennesker på én gang. Sådan har det været, lige siden han som dreng sneg sig op i pulterkammeret på loftet på Kabbelejevej 28 B i Brønshøj for at læse og skrive, for at forsvinde ind i en anden verden, ind i fiktionens verden. Og der er han blevet, bortset fra en afstikker til seminariet og nogle få år som skolelærer, isoleret fra omverdenen og i lange perioder også fra kone og børn, hvilket måske ikke altid har været lige kønt. Men det er heldigt for os. For ellers havde vi aldrig fået Buster, Kaptajn Bimse, Bertram og alle de andre antisuperhelte fra Bjarne Reuters hånd.

I forordet til ”En som Bjarne Reuter” skriver Helle Retbøll Carl, at det er første gang, han fortæller detaljeret om sit liv uden fiktionens skær, men hos Bjarne Reuter hænger liv og værk uløseligt sammen. Som det hedder sig i bogen:

”For et blufærdigt menneske er det grænseoverskridende at formulere noget meget personligt stof, og selvom Bjarne Reuter skriver med tingene holdt ud i strakt arm, så erkender han, at det, han skriver, i virkeligheden er et røntgenbillede af ham selv.”

Det er med andre ord ikke et nyt billede af forfatteren, der bliver skrevet frem i den kronologisk fremadskridende fortælling om det sårbare arbejderbarn fra Brønshøj, som tog alting ind, som med hans egne ord var alt for blødt til omgivelserne, som oplevede barndommens uskyldstab voldsommere end de fleste – og som måske i virkeligheden aldrig er kommet sig helt over det og derfor stadig står tvivlende og tøvende og ikke mindst fremmed over for omgivelserne som en anden Peter Pan:

”På mange måder må jeg vel vedgå, at der er en del af mig, som aldrig rigtigt er modnet. Jeg har en ven, hvis venstre lillefinger stoppede med at vokse, da han fyldte fem år, og selvom mine fingre ikke har den skavank, så har jeg det lidt, som om det samme gælder for mig: som om jeg har noget indeni, som ikke er blevet voksen, eller som vedholdende nægter at blive det.”

Hvis man som denne signatur har været forelsket i Bjørn fra ”Når snerlen blomstrer”, skrækblandet fascineret af Sten fra ”Zappa” og er faldet i søvn til lyden af sin egen stemme, mens man læste bøgerne om Kaptajn Bimse højt for sine børn, er det som at dykke ned i sin egen fortid at læse ”En som Bjarne Reuter”. Den bærer os smukt og sikkert rundt i Bjarne Reuters verden, og selvom Helle Retbøll Carl ikke synligt udfordrer Bjarne Reuter, men lader ham blive i det univers, hvor vi kender ham bedst, og hvor han tydeligvis også har det bedst, så er bogen et charmerende bekendtskab, der endnu engang bekræfter det, som vi allerede godt vidste: At Bjarne Reuter står bomstærkt i det fortryllende krydsfelt mellem hemmeligheder og drømme, mellem virkelighed og fiktion, mellem udlængsel og hjemve, samt at han er og bliver verdensmester i at skildre tabet af barndommens uskyld.