Det kan godt være, at kristendommen fylder mindre og mindre i ”Herrens Veje”. Men samtidig får kirken og den kristne tro, i hvert fald foreløbigt, lov til at forblive ophøjet. Forkyndelsen står stadig. For selvom det administrative måske fremstilles som uforsonligt og direkte dæmonisk med biskop Monicas mellemværende, så forbliver Johannes som præst og Lindegård som kirke omgærdet af respekt fra manuskriptforfattere, instruktører og skuespillere.
Anderledes forholder det sig med Christians vækkelsesprojekt. Christian er ikke klarsynet. Og forklaringen kommer ikke til ham, eller hans følgere, på bjerget, der er blevet til en mudret top i en dansk grusgrav. For Christians stejle rejse mod toppen ender med et frit fald. For det er præmissen i ”Herrens Veje”, at mennesket kan løbe og løbe, men ikke fra sig selv.
Med papfiguren som ikon for afgudsdyrkelse af individet indser Christian, at Open Mind hverken åbner hans hjerte eller hans hjerne. Det har serien vidst længe. For den ærbødige ophøjelse af Christian i første sæson af ”Herrens Veje” bliver her i anden sæson til en afstandtagen.
Selv inden Christian blev bevidst om sit fald, holdt Adam Price og co. sønnen ud i strakt arm. Han er blevet sin egen gud og profet i et. Vesten, faderen, Gud er modstanderen, men der er ingen hjælpere. Christian er alene, og alene er han ingenting.
Det er ganske pinagtigt at bevidne Morten Kirkskovs forsmåede mellemleder gøre op med både chefen og sig selv i afsnittets centrale scene. Men bag scenen gemmer sig et velgørende opgør mod det lette fiks, med smarte selvhjælpsløsningers lovning på lykke, hvis man blot følger bud.
Med Lars Ranthes kulturjødiske psykiaters kærlige møde med Emilie er de tre monoteistiske religioner nu i spil, for ”Herrens Veje” vil have det hele med. Men det bliver lidt vel overgjort, når handlingstrådene knyttes og bindes, knyttes og bindes.
Med Svend kommer vi helt ind i sindet på en syg narkoman. Men scenen med slangen har ikke den gotiske kant, den flirt med det overnaturlige, der har gjort lignende scener uforglemmelige. Og med sin genvundne tro på Gud og sig selv, er Johannes overbevist om, at han kan hele Svend.
”Med Guds og min hjælp,” siger han, mens han genfinder den ungdommelige glæde med Elisabeth i udøvelsen af næstekærlighed. Selv en gammel provst kan åbne hjernen og hjertet, men undskyldninger kan han ikke give. Denne generation af mænd, for hvem undskyld er det sværeste ord, vil hellere gemme sig bag forskansningen af bedrevidenhed. Og Christian, der selvfølgelig stadig, også, er et barn, får den ikke.
Tilgivelse og tungsind hviler tungt over ”Herrens veje”, mens små glimt af lykke lyser op.