Det var skolemanden Jeppe Tang Andersen, der i sin bog om bibelhistorie satte Egyptens ti plager på remse: ”Vand til blod og frøers mængde. Myg dernæst Egypten trængte. Utøj, kvægpest, bylders nød. Hagl, græshopper, mørke, død.”
Sådan lød det lille vers, som generationer af danske skolebørn siden 1865 har stiftet bekendtskab med. Og det er netop Egyptens ti plager, der giver Händels ”Israel i Egypten” fra 1739 sin højdramatiske karakter.
Oratoriet var oprindelig i tre dele - ”Israelitternes klagesang over Josefs død”, ”Udvandringen” (Exodus) og ”Moses' sang” - men det er gængs praksis at nøjes med de to sidstnævnte. Händel selv valgte angiveligt at udelade den indledende klagesang efter de første opførelser.
Der havde i øvrigt været tale om genbrug, idet mesteren havde skrevet den som en royal begravelseskantate.
Concerto Copenhagen (CoCo) gav os imidlertid rub og stub i sin gallakoncert i Konservatoriets Koncertsal i København, og selvom man kan mene, at det ud fra et helhedsperspektiv ikke er et ubetinget plus for den kunstneriske styrke og sammenhæng, var vi sikkert mange, der var taknemlige for at kunne høre værket i sin oprindelige form.
Og fra Exodus-delen steg pulsen betragteligt. Aftenens fremragende korsangere - Nederlands Kamerkoor - tog nu opstilling som et dobbeltkor, og de ti egyptiske plager blev til hårrejsende musikalske oplevelser. CoCos karismatiske dirigent, Lars Ulrik Mortesen, var i formidabel form og fik sine musikere og de hollandske sangere til at præstere det ypperste.
Græshopperne svirrede i hobetal, haglen piskede ubønhørligt i salen, og - som skrevet står i Anden Mosebog - mørket blev ”så tykt, at man kunne tage og føle på det”.
Den passage - og mange med den - forvandlede Mortensen til ren magi. Også mildheden i musikken blev manet frem, da man nåede frem til afsnittet om, hvordan Herren skilte vandene og ledte sit folk sikkert gennem Det Røde Hav. Umiddelbart herefter hører vi imidlertid om, hvordan jødernes fjender bliver ”overskyllet - ikke en eneste af dem blev tilbage”. Den krigeriske gammeltestamentlige Gud er her skildret i al sin vælde.
”Israel i Egypten” slutter bjergtagende. Førstesopranen (hun havde taget opstilling på balkonen) fører an i lovprisningen af Herren: ”Sing ye to the Lord” - og med korets magtfulde forsikring om, at ”The Lord shall reign for ever and ever”, får man uvilkårligt indtryk af, at den aldrende komponist, der på dette tidspunkt havde opgivet operagenren, nu for alvor havde pejlet sig ind på sin udødelige ”Messias” to år senere.
Og som ”Israel i Egypten” i overværelse af regentparret blev fremført denne aften, kunne man forlade Frederiksberg med en stærk overbevisning om, at værket ikke står tilbage for Messias eller for den sags skyld noget andet oratorium.
kultur@k.dk