Et er, at Else Alfelt (1910-1974) stod i skyggen af Carl-Henning Pedersen (1913-2017) og flere andre af Cobra-generationens fremtrædende malere. Sådan var navnlig tidligere forholdene for kvindelige kunstnere.
Noget andet er, at Else Alfelt i kunsthistorieskrivningen ikke ligefrem betragtes som en af Danmarks mest væsentlige malere. I endnu højere grad end Carl-Henning Pedersen er hendes produktion kendetegnet ved gentagelser. Men en udstilling i anledning af 110-året for Else Alfelts fødsel viser ikke desto mindre meget klart hendes motiver og temaer og personlige fortolkning af det abstrakte maleris muligheder. Udstillingen demonstrerer gennem en fin ophængning Else Alfelts kvaliteter og herunder ikke mindst de spirituelle stemninger, der hviler i hendes billeder.
Udstillingen vises på museet i Herning, der bærer både hendes og ægtefællens navne. Det var noget, Carl-Henning Pedersen insisterede på, da museet åbnede i 1976, to år efter Else Alfelts død. Det var ellers nok Carl-Henning Pedersen fra Herning, man gerne ville bygge et museum for, når dem ovre i København nu ikke kunne finde ud af at reagere på kunstnerens tilbud om at overdrage sin samling med henblik på en permanent repræsentation. I forvejen var Carl-Henning Pedersen kendt i Herning takket være den omfangsrige mosaik ”Fantasiens leg om livets hjul” i den indre gård i skjortefabrikken Angli, som siden blev til Herning Kunstmuseum.
Ud over at insistere på, at museet, der ligesom skjortefabrikken er tegnet af C.F. Møller, skulle være et monument for dem begge, var det Carl-Henning Pedersens indstilling, at første udstilling ”kun skulle være med Elses billeder”. Det fik Bitten Damgaard så talt ham fra, og med tiden blev det et museum for Carl-Henning Pedersen med Else Alfelt i en mindre rolle.
Carl-Henning Pedersen har meget at takke Else Alfelt for. Da han som en ung mand overvejer, i hvilken af kunstens musers skål han skal kaste sit talent, er det mødet i 1933 med Else Alfelt på Den Internationale Højskole i Helsingør, der afgør valget.
Et af udstillingens tidligste billeder er Else Alfelts portræt fra midten af 1930’erne af Carl-Henning Pedersen. ”Ungkommunisten” hedder det og viser kunstneren som en alvorlig ung mand. Figurativt malet. Her var Else Alfelt som så mange andre i hendes generation begyndt.
Hendes stedmor havde ræsonneret, at det var mest bekvemt, hvis Else tilbragte sin barndom på et børnehjem. En tante forærede hende en malerkasse. Det sidste afstak livsbanen. Else Alfelt begyndte at portrættere mennesker omkring hende. Hun fik afslag fra Kunstakademiet, som mente, at hun allerede kunne male, så som adskillige andre malere i hendes generation, gjorde hun en dyd ud af nødvendigheden og udviklede en teori om, at Akademiets undervisning kunne være decideret hæmmende for en fri kunstnerisk udfoldelse.
Vigtigere end en formel uddannelse var et uformelt netværk. ”Ungkommunisten” hed som nævnt Else Alfelts figurative portræt af mennesket, hun gjorde til maler og mand, og politisk engagerement på venstrefløjen var en naturlig ting blandt kunstnere dengang i 1930’erne. Det var således ved en demonstration, Carl-Henning Pedersen og hun træffer Egill Jacobsen, og sammen bliver de en del af den kreds af kunstnere, der kommer til at tegne dansk maleri i flere årtier af det 20. århundrede: Asger Jorn, Richard Mortensen, Henry Heerup, Ejler Bille med flere.
På mange måder forskellige, men forenet i en fælles søgen efter et abstrakt udtryk. Om det så var ekspressivt, konstruktivt eller surrealistisk. Det er da også abstrakte kompositioner, Else Alfelt viser, da hun i 1937 for anden gang udstiller på Kunstnernes Efterårsudstilling. Allerede i hendes tidlige, ikke-naturalistiske billeder ser man kimen til en kompositorisk optagethed af cirklen og mønstret, som hun i de følgende årtier folder ud.
Ud over et præludium af nogle meget fine, på alle måder følsomme akvareller begynder optakten i museets runde sal. En stor maleriinstallation slår tonen an.
På grund af form og lysindfald ikke den mest taknemmelige sal at vise malerier i. Men med en ophængning af nogle næsten ens, rødlige billeder af et hvirvlende univers af mønstre og bevægelse skabes en helhedsoplevelse: Her er en maler, der arbejder med nogle meditative kvaliteter inspireret af taoistiske forestillinger, der rækker ud til betragteren og har en så åben natur, at også en kristen tilværelsestolkning vil kunne finde genklang i denne vision af kosmos som en sammenhængende helhed med en højere mening. Det største afspejles i det mindste og omvendt. Rundt og rundt hvirvler farvesporene og går op i en højere harmonisk enhed.
Oplevelsen af verden og tiden som cirkulær er en fremtrædende tematik i Else Alfelts maleri, og de runde former går igen mange steder i hendes billeder. For eksempel i fuldmånen, der hæver sig over et landskab.
På samme vis har himmelstræbende former også en betydelig plads i Else Alfelts værk. Hun er bjergtagen af tinder og højder og de landskaber, der breder sig til alle sider. Pulserende som åndedrættet i naturen og den store rytme i universet.
Else Alfelt var anderledes end de fleste andre abstrakte malere i sin generation og ikke ligefrem det mest fremtrædende medlem af Cobra. Fantasien, en tilstræbt barnlig uskyld, spontaniteten og drømmes betydning kunne mange af dem have tilfælles – men Else Alfelts drømmeagtige billeder har en langt mere indadvendt og reflekteret karakter.
En alvorlig sygdom gjorde en ende på hendes liv som 64-årig. Tilbage på Jorden blev Carl-Henning Pedersen, der rejste et minde for hende med deres fælles museum, som betød, at hun ikke som så mange andre kvindelige kunstnere er blevet glemt. Udstillingen er tilrettelagt på en sådan måde, at den tydeligt demonstrerer hendes styrker. Det lyriske anslag, musikaliteten i mønstrene, billeder om naturglæde og oplevelse af kosmos.
Kosmos på en helt anden måde end i Carl-Henning Pedersens oceaniske univers af flyvende heste og fantasivæsener, sole og stjernetåger, der med tiden forandrede opfattelsen af hans billeder fra uforståelig avantgarde til ligefrem folkelig yndest.
Så heldig i livet var Carl-Henning Pedersen, at han efter en stor kærlighed møder en tilsvarende, jordisk lykke i skikkelse af den mere end habile fotograf Sidsel Ramson, der i museumsbygningens modsatte ende har tilrettelagt en billedfortælling om, hvad de har skabt af billeder inspireret af mange rejser rundt i den store, vide verden.