Bjørn Hansen begejstrer anmelderne for sidste gang

Det er næsten 30 år siden, at den norske forfatter Dag Solstad præsenterede os for Bjørn Hansen. Nu foreligger så den tredje og sidste roman om ham på dansk. Og den har været værd at vente på, mener anmelderne

Den norske forfatter Dag Solstad (født 1941) udgav sin første bog om skatteopkræveren Bjørn Hansen i hjemlandet i 1992. Nu er Dag Solstads ”Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen” udkommet på dansk. – Foto: Leif Tuxen.
Den norske forfatter Dag Solstad (født 1941) udgav sin første bog om skatteopkræveren Bjørn Hansen i hjemlandet i 1992. Nu er Dag Solstads ”Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen” udkommet på dansk. – Foto: Leif Tuxen.

Det kan være en smule svært at finde rundt i Dag Solstads trilogi om skatteopkræveren Bjørn Hansen. Første gang, vi mødte ham, var i ”Elvte roman, bog atten”, som udkom på norsk i 1992 og på dansk i 1994. I 2009 fulgte så ”17. roman”, på dansk i 2010, og endelig i 2019 ”Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen”, som Rosinante netop har udgivet i Sara Kochs oversættelse.

I den anledning har forlaget sendt en ny og samlet udgave af de to tidligere romaner på gaden, hvilket har ført anmeldelser af den nye roman, de gamle romaner såvel som samlede anmeldelser af hele trilogien med sig. De to første er i øvrigt oversatte af Kari Sønsthagen og Torben Weinreich samt Camilla Christensen.

Et kort resumé er måske nok på sin plads: Da vi møder Bjørn Hansen første gang, er han midt i livet. Det er efterhånden mange år siden, at han forlod sin hustru og sin lille søn i Oslo for at flytte sammen med sin elskerinde i Kongsberg, hvor han pænt passer sit arbejde som skatteopkræver og spiller dilettantteater men i virkeligheden helst bare vil læse Kierkegaard.

Men forholdet til elskerinden holder heller ikke. Han bliver alene for anden gang, og pludselig kommer hans søn, som skal studere til optiker i byen. Han flytter ind hos sin far, selvom de er fuldstændig fremmede for hinanden, og så udtænker Bjørn Hansen en drastisk plan.

Hvad den går ud på, skal ikke afsløres her, men det kan dog røbes, at den kun delvist lykkes, og at han efter mange år genoptager kontakten til sin søn, som nu er blevet gift og selv har fået en søn.

Men det spænder heller ikke helt af, som han havde forestillet sig, og da vi møder Bjørn Hansen for sidste gang, er han blevet 77 år. Han er vendt tilbage til Oslo, hvor han bor i en lille lejlighed med en sovesofa, et bord, to stole og to tekopper samt bogreoler på alle vægge. Og der dukker hans svigerdatter så op med det nu voksne barnebarn, der skal læse litteratur i Oslo, og han flytter ind hos den farfar, som han ikke kender, præcis som hans far flyttede ind hos den far, som han ikke kendte. Og lur mig, om ikke også det spænder uheldigt af.

I Politiken er der seks hjerter fra Jes Stein Pedersen til ”Elvte roman, bog atten” og ”17. roman” og en konstatering af, at der er meget skønlitteratur, som blegner i lyset af det forunderlige, Dag Solstad formår at skrive frem:

”De to romaner handler om Bjørn Hansen i to forskellige aldre, og der er to grunde til at anbefale dem på det varmeste. For det første er de skrevet på en helt særlig måde. Fortælleren gør præcis, hvad han har lyst til. Springer frem og tilbage i tid, ved meget mere om Bjørn, end denne ved om sig selv, er med andre ord en klassisk alvidende fortæller. Men samtidig er romanen ultramoderne i sin frapperende og vildt reflekterende skildring af de følelser, der fylder Bjørn, som igen og igen lader andre mennesker bestemme sin livsbane.”

”En tindrende lykkelig læseoplevelse.” Sådan beskriver Erik Skyum-Nielsen i Information læsningen af Dag Solstads trilogi, og han glæder sig over, at det, han betegner som ”et absolut hovedværk i nordisk litteratur”, nu foreligger i sin helhed på dansk.

”Bøgerne er proppet med detaljer, som alle sammen forekommer lige vigtige og dermed dementerer muligheden for genfortælling. Eller sagt på en anden måde: Man kan kun genkalde sig dem ved at genlæse dem, i deres minimalistisk-monstrøse helhed.”

Også Klaus Rothstein er nærmest lykkelig i Weekendavisen. Han kalder de tre romaner for ”fuldendte” og konkluderer:

”Bjørn Hansen-trilogien er litteratur af høj klasse. Dag Solstad behersker sproget og portrætkunsten med elegant overblik og en ukunstlet, melodiøs genfortællingsprosa, der på én gang er helt simpel og uhyre raffineret. I en skrapt kontrolleret kortform gennemlyser han tro og tvivl (der er en del om Gud, som Dag Solstad selv fører samtaler med, men ikke tror på) og fangenskab og frihed.”

I Kristeligt Dagblad er det trilogiens sidste bind, der bliver anmeldt, og Mai Misfeldt konstaterer blandt andet:

”Man kan sagtens begynde bagfra, for Solstad summerer i rigelig grad op undervejs. Og han er i øvrigt ikke på den måde ude i noget kompliceret plotdrevet, det komplicerede hos ham ligger på det eksistentielle og filosofiske niveau.”

Og selvom hun mener, at romanen taber en smule højde til sidst, bliver det alligevel til fem stjerner præcis som hos Henriette Bacher Lind i Morgenavisen Jyllands-Posten, der betegner romanen som ”knasende sprød alvor på en bund af rungende latter” og konkluderer, at Dag Solstad ”skriver ironisk og livsklogt om at vende ryggen til livet”, samt at hans ironisk-tragiske fortælling om Bjørn Hansen for alvor kommer til sin ret, ”når den læses ud i én køre, så man bliver fanget ind af tekstens simple rytme og tætte eksistentielle overvejelser”.

Trilogiens to første bind får fire stjerner med på vejen af hende sammen med en bemærkning om, at bind to er det svageste af de tre, omend det er vigtigt, da det trækker nødvendige tråde til den tredje og sidste roman om Bjørn Hansen, der står midt i livet, da han begynder sin lange, analytiske og flashbackprægede monolog, som drives af ét altoverskyggende, nagende spørgsmål: Er dette virkelig livet

”Bogen i tiden” skriver om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.