Kan man læse bogen med den umuligt-nøgterne titel ”Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen”, der nu er udkommet på dansk, uden at have læst de to foregående, der i øvrigt kom i 1992 og hed noget lige så umuligt som ”Elvte roman, bog atten” (på dansk 1994) og i 2009 og hed ”17. roman” (på dansk 2010)? Ja, det kan man uden problem, selvom læseoplevelsen toppes, hvis man har læst de to foregående romaner, der altså er udsendt med 17 års mellemrum (og nu netop genudgivet i en samlet bog på Gyldendal). Dag Solstad, som er en af Norges helt store, nærmest myteomspundne forfattere, afslutter, hvad der blev en trilogi om manden Bjørn Hansen.
Man kan sagtens begynde bagfra, for Solstad summerer i rigelig grad op undervejs. Og han er i øvrigt ikke på den måde ude i noget kompliceret plotdrevet, det komplicerede hos ham ligger på det eksistentielle og filosofiske niveau.
Bjørn Hansen eller Bj. Hansen, som han mestendels kaldes i den nye roman, er 77 år og bor alene i en etværelseslejlighed i Grønland, det multikulturelle Oslo. Bjørn Hansen har kun det mest nødtørftige i sin lejlighed, og så er der bøgerne. Den store vestlige maskuline kanonlitteratur (Kierkegaard har en særlig plads i hans hjerte), som han har alfabetiseret og systematiseret med en lidenskab, der får en til at tænke på Canettis Peter Kien fra ”Forblindelsen”. Bjørn Hansen har ikke brug for andre mennesker, det med det sociale har aldrig været hans kop te (poseteen drikker han af en meget stor skål, han har derudover kun to kopper).
En dag ringer det på. Det er hans svigerdatter med barnebarnet Wiggo, som han aldrig har set. Nu er drengen 20 år, og den effektive svigerdatter fortæller, at han skal bo hos sin farfar, mens han læser litteratur på universitetet i Oslo. Det er anden gang i hans liv, at Bjørn Hansen bliver opsøgt af et ungt menneske, der gerne vil ham. Hans søn, Peter, prøvede, da han var 20 år, men Bjørn Hansen fik aldrig omsat tanker til sprog og rakt ud efter sin søn, som han nu ikke har kontakt med.
Bjørn Hansen er ramt af ”selviagttagelsens underlige ånd”, som Marianne Sinclair i Selma Lagerlöfs ”Gösta Berlings saga”. For 25 år siden slyngede han sit store Nej mod tilværelsen, han rejste til Vilnius og kom hjem i rullestol. Planen var at få lov at leve i fred som invalidepensionist, men Bjørn Hansen blev afsløret og måtte tre år i fængsel. Intentionen var aldrig at snyde, men at gøre noget uigenkaldeligt. Og det mislykkedes altså, så nu er der bare skammen og døden tilbage.
Bj. Hansen er ikke religiøs, men han har brug for billeder af det, han står over for. Han visualiserer Perleporten og et møde med sin far. Han vil forklare sig for sin far, forklare ”at den såkaldte forbryderiske handling han havde begået den gang i Kongsberg, var hans livs store bedrift. Han havde foretaget et endeligt brud. Som betød at der ikke var nogen vej tilbage”. Men, erkender han, over for den religiøse far må han affinde sig med, at det, han gjorde, var en synd.
Med Wiggos ankomst får Bjørn Hansen en ny chance. Det går faktisk bedre med tredje generation, som også opfører sig mere frimodigt. Og Bjørn Hansen køber en madras, som kan ”limes” op ad væggen om dagen, så de to kan sove i den mikroskopiske boghule (Solstad er en mester i den slags billeder: en madras limet op ad væggen, en stor hvid teskål).
Wiggo synes, den gamle er sej. En oprører, der har udført noget modigt. Pludselig har Bj. Hansens liv fået fornyet mening. Men så forelsker Wiggo sig. Og hvad gør en gammel, krænket mand så? Dag Solstads tørre, detaljefikserede og repetitive stil, og hans måde at strippe sin hovedperson på via den dækkede direkte tale (som Peer Hultberg i ”Requiem”), afslører hovedpersonens store forfængelighed.
Romanen taber dog lidt højde til sidst, og man er ikke helt sikker på, hvem der taler – er det Bjørn Hansens indre stemme eller en fortæller, der ikke kan styre sig?
Bjørn Hansen fuldender måske i egen optik sit store Nej, men dybest set er hans sidste handling en overmåde latterlig gestus. Nogle har tolket romanens slutning som den vrisne, aldrende forfatters indspark i MeToo-debatten, men hvis det har været intentionen, så fortæller det mere om forfatteren end om virkeligheden.