Bjørn Nørgaard: Den tomme grav er hjertet i Dronningens gravmæle

Bjørn Nørgaards gravmæle til Dronningen har skabt stor debat. Men det er overset, at værket viser, hvordan samfundet stadig hviler på kristendommen i en tid, der ellers ”risikerer at blive det største hukommelsestab i menneskets historie”

Bjørn Nørgaard har tidligere udført 17 gobeliner over Danmarks historie for Dronningen, ligesom han nu har udført Dronningens gravmæle, som han også betragter som en del af Danmarks historie. –
Bjørn Nørgaard har tidligere udført 17 gobeliner over Danmarks historie for Dronningen, ligesom han nu har udført Dronningens gravmæle, som han også betragter som en del af Danmarks historie. – . Foto: Leif Tuxen.

Det er den tomme grav, der giver troen fylde.

Opstod Jesus ikke fra de døde, visner det kristne opstandelseshåb jo også. Men vores danske dronning tror på, at den opstandne frelser også kan vise os andre vejen til et evigt liv:

”Heller ikke den vej skal man gå alene. Der er én, som har været gennem det hele,” som Dronningen selv har udtalt smukt i et interview her i avisen. Og ligesom kristendommen dybest set bygger på evangeliet om kongernes konges tomme grav, peger Dronningens kommende gravmæle også direkte på den tomme grav.

Det står bogstaveligt talt krystalklart i kunstneren Bjørn Nørgaards såkaldte glas-kenotaf, den 16 tons tunge glascylinder, der siden april har hvilet på tre elefantfødder i Roskilde Domkirke. For inde i cylinderen ligger en glasfigur af Dronningen, der understreger, at hun – selv når gravmælet engang tages i brug – ikke er der som andet end en afsjælet figur.

Dronningens gravmæle er gennemsyret af kristne symboler. Nederst står tre elefantfødder, der blandt andet symboliserer treenigheden. Glascylinderen med glasfiguren af Dronningen er et billede på den tomme grav - og i den gyldne overbygning er symbolerne for tro, håb og kærlighed også en del af skulpturen. -
Dronningens gravmæle er gennemsyret af kristne symboler. Nederst står tre elefantfødder, der blandt andet symboliserer treenigheden. Glascylinderen med glasfiguren af Dronningen er et billede på den tomme grav - og i den gyldne overbygning er symbolerne for tro, håb og kærlighed også en del af skulpturen. - Foto: Keld Navntoft, Kongehuset

”Ligesom man kan opfatte glasset som magtens transparens, kan vi også opfatte det som dødens transparens. Den kristne tankegang er jo, at døden ikke er endelig, men er overgangen til noget andet. Døden er i kristendommen ikke afslutningen, døden er således gjort gennemsigtig i troen, og glasset er derfor også et billede på den tomme grav,” siger Bjørn Nørgaard, da vi mødes i hans frodige have på Frederiksberg, hvor livet også er genopstået i en nærmest paradisisk farveeksplosion efter den lange vinter, som nu næsten er glemt.

Gravmælet har været 15 år undervejs, siden Bjørn Nørgaard blev inviteret til det første møde om opgaven hos regentparret på Fredensborg i 2003.

”Jeg tror, at jeg blev spurgt, fordi jeg også have lavet Dronningens vægtapeter, de såkaldte gobeliner, til Christiansborg Slot. Det var en opgave, der også tog 12 år. Og jeg vil sige, at regentparret gennem begge forløb viste mig en meget stor respekt som kunstner. Det var således meget klart, at jeg var kunstneren, og de var opdragsgiverne. Jeg vil næsten sige, at de er de fineste opdragsgivere, jeg har haft. For andre har ofte villet blande sig langt mere,” siger Bjørn Nørgaard, som alligevel tog tilløb, før han takkede ja til opgaven. Men han fandt hurtigt fælles fodslag med regentparret:

”Både Dronningen, Prinsen og jeg selv så helt klart gravmælet som en videreførelse af de diskussioner over, i hvilket omfang moderne kunst skal indgå i repræsentative funktioner, og i hvilket omfang moderne kunst kan være alligorisk, altså fortællende. Kunsten var at udføre opgaven oprigtigt, men samtidig bygge ind, at man hiver gulvtæppet væk under sig selv. Det er den dobbeltbevægelse, der er nødvendig, når moderne kunst skal indgå i sådan en sammenhæng, som egentlig er den moderne kunstner fremmed,” siger Bjørn Nørgaard og tilføjer, at han da også er gået ”til grænsen og måske lidt over” for at få sine kunstneriske intentioner med hele vejen igennem det lange forløb.

Undervejs har den moderne kunstner ikke kun involveret kongehuset, men også en mindre hær af håndværkere og ingeniører, som skulle medvirke til, at Bjørn Nør- gaards vilde idéer kunne blive til virkelighed – først i en 1:10-model, siden i en 1:5-model og til sidst som det færdige gravmæle.

”Jeg vil da gerne indrømme, at jeg var en lettet mand, da de 16 tons glas kom på plads, og gravmælet blev lukket af, indtil det skal tages i brug,” siger Bjørn Nørgaard, der ikke har nogen kommentarer til, at gravmælet som bekendt kun bliver et hvilested for én person. Men prins Henrik har stadig fået sit aftryk på gravmælet – især på den gyldne overbygning, hvor regentparrets forskellige personligheder og interesser kommer til udtryk. Her lever Prinsens interesser for vindyrkning og jagt således videre i form af en vindrueklase og et jagttrofæ, mens en del af en af hans egne skulpturer sågar er med ved siden af de trofaste gravhunde. De får i øvrigt selskab af isbjørnen med det grønlandske flag, løven med det danske flag og vædderen med det færøske flag, mens regentparrets to våbenskjold naturligvis også er en del af skulpturen – sammen med bøger, en saks, en teatermaske og pensler, der peger på vores lærde dronnings kunstneriske side.

Med til skulpturens gyldne overbygning hører også den jødiske-kristne arv med en davidsstjerne og symboler for tro, håb og kærlighed, ligesom antikken også er med i den store fortælling i form af en antik fod. Men det hele bæres altså af tre elefantfødder, som har flere forskellige betydninger:

Bjørn Nørgaard fortæller om symbolikken i Dronningens gravmæle 436934

”Det symboliserer både treenigheden med Faderen, Sønnen og Helligånden, men også Rigsfællesskabet. For det ene ben er af grønlandsk marmor, det andet er af færøsk balsalt og det tredje af bornholmsk granit. Men det kan også betyde tro, håb og kærlighed, ligesom H.C. Ørsted som oplysningsmand mente, at samfundet stod på tre søjler af kunst, videnskab og ret,” siger Bjørn Nørgaard, der ikke bekymrer sig om, at værket også har modtaget massiv kritik, mens digteren Harald Voetmann ligefrem har kaldt sarkofagen (der altså ikke er en sarkofag, men en kenotaf) ”banal som en facebook-opdatering” og sammenlignet den med en pølse:

”Sådan er det jo, når man lægger noget frem,” siger Bjørn Nørgaard roligt og læner sig tilbage i sin havestol:

”Jeg tror selv, at det gravmæle med tiden vil blive en naturlig del af det fantastiske rum i Roskilde Domkirke, hvor landets regenter ligger begravet tilbage til 1400-tallet, og det er jeg egentlig ret stolt af. Man kan spørge sig selv, hvorfor man overhovedet skal have sådan nogle monumenter, men de fungerer som punkter i historien. Og måske er de punkter mere vigtige, end de nogensinde har været,” siger han og kigger ud over sin brillekant som en garvet professor, inden han tilføjer:

”Vi lever i en tid, hvor vi alle sammen risikerer at blive reduceret til algoritmer, mens den lange historie er ved at køre ind i en ubestemmelig digital tåge, fordi alle informationer virker lige gyldige og derfor ligegyldige. Ingen kan holde styr på så mange informationer, og det er jo nemt at trykke på delete-knappen, så denne tid risikerer at blive det største hukommelsestab i menneskets historie.”

Sarkofagerne er netop større end Facebook-opdateringer, for de er ikke ”kun” en samling hvilesteder for landets regenter, men en vandring gennem danmarkshistorien – gennem stilens, magtens og kunstens historie som en levende historiebog, mener han:

”Gennem gravmonumenternes udvikling ser man også den udvikling, samfundet har gennemgået. Det er det, der er spændende ved gravmonumenter, for de afspejler den tid, de er skabt i. Både kunstnerisk og stilistisk, men også den måde, de afspejler kongemagtens rolle i samfundet fra middelalder til enevælde og fra enevælde til demokrati på. Det er meget tydeligt, hvordan de enkelte gravmæler udvikler sig kunstnerisk og stilistisk.”

Tidligere tiders sarkofager var således mere pompøse, mens man for alvor ser et skift ved Christian X’s nærmest minimalistiske marmorsarkofag:

”Samfundet blev mere sekulært og demokratisk på den tid. Det blev et velfærdssamfund. Man skal også tænke på, at det var der, vi havde set nogle store diktaturer med fascismen og nazismen. Både kunstnerne og samfundet i al almindelighed ønskede ikke de meget pompøse magtsymboler, men ønskede tværtimod, at magten blev demokratiseret. Det ser man meget tydeligt i de mere enkle sarkofager, der kom op mod vores århundrede.”

”Nu har vi været igennem en meget nødvendig periode, hvor autoritet og magt er blevet nivelleret. Men når man afmonterer magten og autoriteten på et område, skabes der ofte et tomrum, hvis man ikke er i stand til at fylde det rum ud med en anden betydning. Og magttomrum har det med at blive udfyldt af noget andet. Det ser vi nu, hvor de multinationale mediemonopoler som Facebook, Netflix og Google for eksempel udfylder det tomrum, der skabes, mens man herhjemme har travlt med at afmontere Danmarks Radio. Vi er samtidig havnet i en form for demokratisme, hvor vi ikke accepterer, at nogen ved mere end andre. Sådan opstår fake news, mens vi forlanger, at magten skal være transparent. Men vores samfund hviler stadig på traditionen for behovet for vores autoriteter. Det er også det, min skulptur afspejler,” siger Bjørn Nør- gaard og tilføjer:

”Det er et forsøg på at give et billede af, at vi har en magt, men at magten skal være transparent i et demokrati. Det betyder ikke, at magten ikke skal være der, men det betyder, at vi alle sammen skal vide, hvor den er, hvorfor den er der, og hvad den gør.”

Men de tre elefantfødder holder altså først og fremmest troen oppe – ved at løfte dronningefiguren op mod himlen, mens den gennemsigtige glasfigur viser, at hun til den tid allerede er væk. For når man dør, er man heller ikke længere i kroppen, mener Bjørn Nørgaard:

”Jeg har senest begravet min morbror. Min mor, søster, hendes mand, min nevø og jeg selv var inde i kapellet og se ham, inden han blev lagt i kisten. Vi stod og kiggede på min morbror, og det hele var der, men det egentlige var der ikke. Derfor er udtrykket det afsjælede legeme egentlig smukt,” siger Bjørn Nørgaard, som kalder sig selv en ”håbefuld tvivler”:

”Hvis der kommer et liv efter døden, tager jeg det gerne med. Men jeg ved ikke, hvordan det bliver,” siger han. Men nu bærer hans gravmæle alligevel mere stof til forestillingen om, at kongernes konge en dag – om forhåbentlig lang tid – skal hente vores dronning hjem til Himlen.