Et sølvbryllup eller en rund fødselsdag uden et gavebord med mindst én Bjørn Wiinblad-ting var svært at opdrive i Danmark i 1960’erne og 1970’erne. Hans kander, lysestager, årstidsplatter, plakater og tændstikæsker var her, der og allevegne og noget, som stod på rigtig mange menneskers ønskeseddel.
Der blev rynket lidt på næsen ad ham i kunstkredse, men i den brede befolkning var Bjørn Wiinblads fabulerende og farverige motiver uhyre populære. Siden gik det ned ad bakke og derefter op igen. I 1980’erne og 1990’erne mente mange, at der var for meget ”mormor” over Bjørn Wiinblads brugskunst. Hans ting blev betegnet som kiksede og udtryk for dårlig smag. Men som det sker med så meget andet, der var moderne engang, begyndte Wiinblad-produkterne at dukke op som retrofund på loppemarkeder og i genbrugsbutikker. Først lidt gemt væk bagest på hylderne, siden rykkede de frem i forreste række, og i dag kan hans ting ikke længere erhverves for en slik. Til og med er Bjørn Wiinblad nu blevet relanceret, så nye skåle og andre brugsgenstande kan købes i butikkerne. Farverne er lidt anderledes end de oprindelige, men motiverne er de samme.
”Vi har fået nok af de rene linjer og hvide flader, nu vil vi have farver ind i vores hjem igen. Det kan Bjørn Wiinblad levere, og samtidig fortæller hans ting unge mennesker en historie om deres bedsteforældres generation,” siger Lars Hedebo Olsen, der er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og forfatter til bogen ”Bjørn Wiinblad – en livskunstner”, der udkom i går.
Lars Hedebo Olsen er fascineret af Bjørn Wiinblad, fordi han, med forfatterens ord, var så anderledes.
”Han slog igennem i en tid, hvor der herskede minimalisme i boligindretningen, og alt var stramt og fornuftigt. Men det var han helt ligeglad med. Bjørn Wiinblad kunne ikke få farver og krummelurer nok. Det bedre borgerskab tog hans unika-keramik til sig, og da Wiinblad begyndte at samarbejde med Keramikfabrikken Nymølle, fik også helt almindelige mennesker mulighed for at købe hans ting, og det gjorde de i stor stil. Blandt andet hans smørplatter, som kom til at stå eller hænge i mange hjem. Jeg tror, det var den poesi, han lagde ind i sine ting, folk blev så begejstrede for,” siger han.
Bjørn Wiinblad drejede ikke selv sine vaser og skåle, men dekorerede dem. Først og fremmest malede han kvindeansigter, der alle havde de samme træk: Store mandelformede øjne og en spids næse. Dertil kom alle farverne og mønstrene og måske en hank, der var udformet som et øre.
”Mange mener, at det var hans mor, som han malede igen og igen, og der er nok ingen tvivl om, at han var enormt glad for sin mor. Men der var også lidt af ham selv i det ansigt. Han så sig selv som en alfeagtig figur, der var svævende og bekymringsfri,” siger Lars Hedebo Olsen og tilføjer:
”Bjørn Wiinblad var til fest og farver, og både hans kunst og han selv som menneske udstrålede varme og livsglæde. Til gengæld stod han af, når noget blev for alvorligt,” siger Lars Hedebo Olsen, der i bogen beskriver, hvordan Bjørn Wiinblad kunne holde op med at besøge sine venner, når de blev syge, og han var bestemt heller ikke fan af begravelser.
Wiinblad gik i sin kunst ind for at fylde fladerne helt ud og brød sig ikke om bare pletter. Han blev ved og ved med at dekorere, når han først kom i gang, og dermed passede han ikke ind i sin samtids forståelse af, hvad god kunst var.
Det siger Camilla Jalving, der er kunsthistoriker og museumsinspektør på Kunstmuseet Arken i Ishøj ved København, hvor man sidste år viste en stor udstilling af Bjørn Wiinblads værker.
”Bjørn Wiinblad var en sjov outsiderfigur. Da han kom frem, vakte han forvirring, fordi han ikke rigtigt passede ind i nogen formel. Han var ikke designer, ikke kunsthåndværker og heller ikke en rigtig kunstner. Samtidig har kunsten et problem med allemandseje, og Bjørn Wiinblad blev derfor lidt afvist og aldrig optaget i den gode smag,” siger hun og tilføjer:
”Til gengæld blev han set som en interessant eksempel på en undersøgelse af alternative strømninger . Det, at han lod vaser og kander få et ansigt, og at han dyrkede ornamentikken, peger på, at der var andre strømninger i tiden sideløbende med modernismen.”
Camilla Jalving mener, at Bjørn Wiinblad har fået en retrospektiv betydning på grund af hans frygtløshed for både at omfavne det banale og masseproducerede samtidig med unikaarbejderne, men at han kunsthistorisk stadig har en position som outsiderfigur:
”Med sin fascination af det fabulerende er han farveklatten i de hvide linjer. Og så er han for mange en interessant erindringshistorie. Hans ting passer sammen med duften af mormors småkager og giver os en forståelse af, at genstande ikke kun er form og indhold, men også er tæt knyttet til hverdagslivet.”
