Puttemiddage går ud på, at drenge, der går i 3.g på et gymnasium, inviterer de kønneste 1.g-piger til en middag, hvor de skal servere for drengene. En ”putte” er betegnelsen for en 1.g’er. Dette optagelsesritual er efter sigende selv i disse MeToo-tider fortsat et udbredt fænomen på blandt andet nogle nordsjællandske gymnasier.
Visse steder er der et tilsvarende arrangement, hvor 3.g-piger inviterer 1.g-drenge til en tilsvarende middag. ”Bjørnen” handler om den 15-årige Carli, der skal til puttemiddag, og oplevelsen er så ydmygende for hende, at hun ikke tør komme tilbage til gymnasiet igen.
Tina Sakura er cand.mag. i litteraturvidenskab og har blandt andet oversat Stephenie Meyers ”Twilight”-bøger til dansk. Hun har mest skrevet bøger for mindre børn, og ”Bjørnen” er således hendes første bog for unge. Meget passende udkommer den i Carlsens billednovelleserie, som er korte fortællinger for unge. Serien serverer bøgerne i et meget indbydende, lidt billedbogsagtigt format og illustreres af dygtige danske tegnere.
I ”Bjørnen” er det Signe Kjær, der har påtaget sig ansvaret for at illustrere Sakuras fortælling. Sakuras skrivestil er stærkt poetisk og sanselig. Sakura bruger mange metaforer, så omgivelserne smelter sammen med hovedpersonens oplevelse af situationen.
Det er meget følelsesfuldt, ofte meget intenst, men Sakura økonomiserer heldigvis tilstrækkeligt med virkemidlerne, så det ikke bliver for selvsmagende og fortænkt.
Derfor er der ikke noget, der er ligetil i fortællingen.
Historien begynder sådan her:
”Skoven æder mig, jeg forsvinder i bløde munde af mudder. Helt nye, hvide sneakers, de bliver aldrig sko igen.”
Det er typisk for forfatteren, at naturen og omgivelserne får deres eget liv, at skoven kan spise én med sin mund af mudder, og også, at hun skiftevis skriver fra et poetisk univers for kort efter at fare tilbage til det helt hverdagsagtige med de hvide sko, der bliver så beskidte.
Det hyppige skifte mellem de to planer skaber en intim dynamik, som læseren involveres i. For vi forstår, at det er hovedpersonen, Carli, der føler skoven være levende, og som giver den en særlig betydning. Det er Carlis følelser, der beskrives, så ens sanser går i et med hendes, hvis man ellers læser historien nøje.
Signe Kjær tegner med fede, brune farver, hvor det passer. Med dyb blå for vand, og sanseligt grønt, hvor græsset gror, til slut i bogen med en stærk gul baggrundsfarve, der også symboliserer solens stærke kraft.
På det første opslag fylder grene, blade og blomster siden og blokerer for andet end skoven. Og til venstre, nærmest på vej ind i skoven, helt alene, en slank og bar hvid træstamme. Lidt væk fra de andre, helt barberet, ganske som vi får beskrevet Carlis kamp med at få barberet sin kønsbehåring af som en forberedelse til puttemiddagen.
I det hele taget får Kjær malet følelserne, så kontraster og betydning giver en næsten taktil fornemmelse af, hvad det er, Carli føler og oplever. Det er virkelig et godt match til forfatterens stil.
Der er et stort gruppepres til puttemiddagen. Carli må drikke, hver gang drengene drikker, kysse en af de andre puttepiger, der ligesom hende har kaninører på, og må slikke flødeskum af drengenes bare bryster. Da hun skal slikke flødeskum af en agurk, der er sat i gylpen på en af drengen, ender hun med at brække sig og løbe derfra.
Det bliver endnu værre for Carli, da billeder af hele puttemiddagen deles af drengene på de sociale medier. Carli skammer sig. Bedre bliver det ikke af, at hendes køn konstant klør efter barberingen.
Carli ligger en hel uge i sin seng og vil ingenting. Moderen ved ikke, hvad der er galt. Carli vil ikke fortælle det. Hun kommer tilbage til gymnasiet efter en uge og hører en af drengene sige ”De kunne jo bare sige nej” gennem de lukkede døre fra kontoret. Og så må hun hjem igen. For det, drengen siger, er jo, at det er hendes egen skyld.
Det er mormoderens arv, der redder Carli. Mormoderen har efterladt en kasse til Carli, som har været på loftet, og her ligger en lys tromme og et bjørneskind sammen med en masse bøger om shamanens vej og bogen ”Venusdeltaet”, som er Anaïs Nins erotiske noveller. Her er erotikken noget helt andet end angst og skyld og skam. Den er fyldt med lyst, glæde og ikke mindst styrke.
Fundet får Carli til at føle, at hendes køn er hendes igen, det klør ikke længere, hun er sig selv igen. I skoven, hvor hun tidligere har vandret med sin mormor, bruger hun trommen og bjørneskindet og får derigennem urkraften gennem sig, så hun kan konfrontere drengene fra 3.g, der invitererede hende til puttemiddagen og give igen, genvinde slaget.
Signe Kjær får siderne til at lyse op, så tromme og bjørn bliver helt overjordiske, og det overnaturlige træder frem. Det bliver ikke overgjort. Det er det fine ved Kjærs illustrationer. De er beskedne og virkningsfulde og bliver derved en del af bogens poesi.
”Bjørnen” er en meget stærk fortælling om et væsentligt emne, nemlig puttemiddage, men som i virkeligheden er et billede på, hvordan de nye generationer bliver udsat for en ekstrem seksualisering, som kun forværres af muligheden for at dele billeder på de sociale medier. Billeder, som man ikke kan få til at forsvinde igen. ”Bjørnen” er kompromisløs i sin form, Carlis følelser flyder tykt gennem siderne. Slutningsscenen er særlig kraftfuld. Her smelter Carli og bjørn sammen, og Carli forløses på en måde, der efterlader alle stumme. Det er en bog, der klart lever op til seriens motto:
”Korte fortællinger med meget på hjerte.”