Den italienske mezzosopran Cecilia Bartoli er en unik kunstner med et unikt repertoire, som hun har rendyrket til en lykkelig, ja, nærmest jublende perfektion.
Hun har kvidret løs i hele sin karriere, der har bevæget sig fra klassiske operaroller hos Mozart og Rossini til barokkens mere komplicerede krinkelkroge, men hun synger nu som før blændende.
Og det i bogstaveligste forstand. Det mest karakteristiske ved hendes optræden er nemlig, at hun som den naturligste sag af verden kan blænde op og ned for sin mirakuløst fuldtonende stemme. Det sker i bund og grund lige så enkelt, som dengang hun som purung romersk trafikant skruede op og ned for gashåndtaget på sin scooter for at tage rundkørslen foran Colosseum i det rette glidende tempo og i en tryg, skridsikker vinkel. Hendes mor var en fremragende sangpædagog, og mange finesser i unge Cecilias sangkunst blev finslebet i Bartoli-familiens køkken dengang i slutningen af 1980'erne.
”Fra Venedig til Sankt Petersborg” har man kaldt den koncert, der havde skandinavisk premiere i Tivoli tirsdag aften og gentages i Aalborg i aften, hvorefter Bartoli sammen med sit præcist og sprødt spillende husorkester, I Barocchisti, vil indtage Oslo og Stockholm.
Venedig dækker over, at en række af numrene bærer Vivaldis signatur. Det er en musik med hvirvlende forløb og skønne serenader, der kan få lytteren til at fornemme solstråler i vandet og bølgeskvulp mellem gondoler og færger langs Canal Grande. Og Sankt Petersborg hentyder til en række arier, der for et par århundreder siden var på mode ved zarens hof i den daværende russiske hovedstad - og som Bartoli for nyligt har udgivet en anmelderrost cd med.
Den 57-årige schweiziske dirigent Diego Fasolis kan sin lektie i dette stof og undlod ikke at vise publikum i den tætpakkede koncertsal i Tivoli et stort billede af coveret til skiven, som han også selv har stor ære af. Bartoli selv holdt sig tilbage fra et sådant reklamefremstød, i hvert fald indtil hun ved det tredje og sidste dacaponummer, klappet og trampet frem af den ellevilde skare i salen, kom skridende ind i det store pelsskrud a la russisk adelsdame fra anno dazumal. Det siger noget om hendes karisma, at den aldeles ubesværet trængte igennem den tykke, hvide mundering.
Det er denne karisma, der gør en koncert med hende til en uforlignelig oplevelse. Den rene og skære syngeglæde fosser ud fra Cecilia Bartoli i tykke stråler, hendes øjne truer eller tindrer, der er tid til listige smil eller vrede mundvige mellem alle tonerne - alt efter ariens karakter. Og fagter og musik hænger sammen med den største selvfølge, og som et ekstra plus får man en række fornøjelige stunts undervejs.
Men det bliver aldrig krukket eller teatralsk, kun en del af en smittende og favnende glæde. Og den udfordrende teknik synes slet ikke at være nogen udfordring: Hun tager de svimlende koloraturer lige så sikkert, som rutsjebanen i Tivoli (den er lukket for sæsonen nu) tager sine ture. Om man nu bryder sig om dette undertiden hårdt pumpede repertoire eller ej, så er det umuligt ikke at lade sig rive med og bare nyde turen gennem alle sving, stigninger og dybder. Bartoli kunne for min skyld have sunget ”Se, den lille kattekilling”, jeg ville have været solgt og formentlig være havnet på seks stjerner alligevel.
Og hun ville formentlig have sunget den, så alle i salen kunne fornemme killingen spinde til den store guldmedalje.
kultur@k.dk