Blæst igennem af Bruckner

Daniel Barenboim og hans orkester slap kræfterne løs i Tivoli i København

Inden for klassisk musik taler man – ofte med et smil på læben – om det spændende WEDO-orkester. Forkortelsen står for West-Eastern Divan Orchestra og er opkaldt efter et kendt digt af Goethe.

Det er grundlagt tilbage i 1999 i et frugtbart samarbejde mellem den nu afdøde palæstinensiske kulturforsker Edward Said og dirigenten og pianisten Daniel Barenboim – oprindeligt som en workshop for israelske, palæstinensiske og andre arabiske musikere. Håbet var, at man via musikken skal kunne erstatte fjendskab og fordomme med viden og indbyrdes forståelse.

Hensigten blev klart formuleret:

”Vi vil ikke kun uddanne vidunderlige musikere, men nysgerrige og reflekterende mennesker, der tager del i samfundsprocessen.”

Orkestret, der aktuelt består af 108 medlemmer fra syv forskellige lande, har i snart en snes år henrykket publikum i hele verden, heriblandt i Aarhus og København. Ved OL i London 2012 optrådte det som en slags husorkester.

Daniel Barenboim stammer fra Argentina, men har som musiker rod i den centraleuropæiske tradition. Og det er karakteristisk for ham, at han til koncerten fredag aften havde valgt to standardværker fra det klassiske repertoire i form af Debussys symfoniske suite ”La Mer” (Havet) fra 1905 og Bruckners lidt ældre symfoni nr. 9.

De tre satser i Debussys skildring af havet leger med et finurligt tonesprog, som man ofte betegner som impressionistisk. Voldsomt er havet kun i glimt, og en af mine mentorer i klassisk musik erklærede engang, at han følte sig hensat til et badekar, når Debussy udmalede ”bølgernes leg”, som han kaldte andensatsen. Man kan om nogle af Debussys værker blive fristet til at bruge det paradoksale udtryk ”visuel musik”.

Så er der straks mere på spil, mere tyngde i Bruckners sidste symfoniske værk, som blev en overraskende nærværende oplevelse.

Barenboim har inden for det seneste årti udviklet sig til en formidabel Bruckner-dirigent med sin seksstjernede indspilning af den syvende symfoni med Berliner Staatskapelle som et prægnant eksempel (DGG 479 0320).

Her gav han med sit unge orkester 9’eren en hos den fromme østrigske komponist sjældent hørt fremdrift og var godt hjulpet af orkestrets imponerende størrelse, hele 10 kontrabassister var der stuvet sammen på scenen, og omkring hundrede dedikerede musikere sørgede for overrumplende udladninger af energi og velklang. Bruckner lød ikke som en senromantiker i denne fortolkning, snarere som en fuldblodsromantiker.

Vi blev virkelig blæst igennem i løbet af den time, symfonien varede, og jeg mindes ikke, hvornår jeg sidst har oplevet ham lyde som en ung komponist. Og at det tilmed skete i hans sidste, uafsluttede symfoni – han fik kun færdiggjort tre satser – er både tankevækkende og livsbekræftende. Opmuntrende var det at konstatere, hvor mange unge tilhørere, der havde fundet vej til koncertsalen. Den 75-årige Barenboim er stadig i stand til at trække folk af huse.

Barenboims suveræne overblik manifesterede sig ved, at han dirigerede de store værker uden partitur, og det undrede vel ingen i salen, at han fik sved på panden og ofte måtte tage lommetørklædet frem. Vi andre fik til gengæld tårer i øjnene, når Bruckners musik klang mest inderligt, som en længsel efter den kære Gud, som han havde tilegnet symfonien.

Læs stort portræt af Daniel Barenboim på k.dk/kultur