I år er det ti år siden, at Koncertkirken på Blågårds Plads i København så dagens lys. Mange vil sikkert forbinde pladsen med meget andet end musik, ikke mindst efter urolighederne i april. Men for det hjemlige komponistmiljø er den omdannede kirke for længst blevet en uofficiel nationalscene for ny og eksperimenterende musik i lille og mellemstor skala.
Næsten dagligt kan københavnere slå vejen forbi en billig koncert eller performance på stedet, og programmet for de kommende uger byder på alt fra 100-årsfejring af komponisten Niels Viggo Bentzon til otte timers cembalomaraton.
Og dét på et koncertsted, der ikke modtager fast driftsstøtte fra hverken stat eller kommune.
Torsdag aften aflagde det dansk-internationale vokalensemble Theatre of Voices besøg med et program bestående af nyere værker fra de baltiske lande. Dels fordi Theatre of Voices er et af de ensembler herhjemme, der brænder allermest for den ny musik – flere af dets medlemmer optræder hyppigt som solister i nyskrevne vokalværker og operaer. Dels fordi dirigenten og grundlæggeren, Paul Hillier, har en tæt forbindelse til estisk musikliv.
Størst indtryk gjorde den eventyrlystne lettiske komponist Pteris Vasks’ korte ”Window” og ”Encounter”, musikalske fortolkninger af digte af den polsk-amerikanske poet og nobelprismodtager Czesaw Miosz.
I førstnævnte formår Vasks at transformere firkantede, middelalderlige melodier til flydende harmoniske bølger ved hjælp af overrumplende tonale omslag med kraftige associationer til jazz. Samme harmoniske overflod finder man i ”Encounter”, ikke ulig en maler, der opfinder nye farver efter behag – og igen med en karakteristisk brug af dronende mellemstemmer, som Vasks pludselig kan vride rundt for at forme sine lydlige billeder.
På programmet var naturligvis også to værker af esteren Arvo Pärt. ”Da pacem”, som Paul Hillier også opførte med sit andet vokalensemble, Ars Nova, på deres seneste miniturné, fik en helt anden intimitet i Koncertkirkens rumklangsdæmpede rum, end man oplever det i en almindelig kirke, hvor tonerne svæver som spøgelser under det hvælvede loft. Og i ”Virgencita” frembragte de otte sangere en charmerende, sprød harmonika-klang i værkets dragende klimaks, hvor sopranerne sang, som gjaldt det livet.
Mere energiforladt var til gengæld aftenens uropførelse af estiske Helena Tulves tre kvarter lange ”The Narrow Road to the Deep North”. Her fik Theatre of Voices selskab af Michala Petri på blokfløjter og Ying-Hsueh Chen på slagtøj, men Tulve formåede på intet tidspunkt i sit monotone værk at skabe klangligt med- eller modspil mellem de forskellige instru-menter. I stedet endte det som en bedaget, reciterende forelæsning over værkets tekstlige forlæg, en japansk rejsebog fra det 17. århundrede.
Helena Tulve er ellers en af de mest interessante yngre komponister fra de baltiske lande, så man forstår sagtens, at Hillier har bestilt et værk hos hende. Og paradoksalt nok er det vel egentlig et stort sundhedstegn for miljøet omkring Koncertkirken, at der også er plads til at præsentere en lang uropførelse af et estisk værk uden det helt store at byde på.