Jeg havde en farm (og et stort regnskab) i Afrika

En omfattende brevsamling belyser økonomien bag Karen Blixens farm i Kenya og det kaffekompagni, som hun efter 1921 blev manager for

For Karen Blixen, der her er fotograferet i Afrika i 1930 sammen med sin tjener Juma og hans familie, blev Afrika et fristed fra den hjemlige danske købmandsmoral. –
For Karen Blixen, der her er fotograferet i Afrika i 1930 sammen med sin tjener Juma og hans familie, blev Afrika et fristed fra den hjemlige danske købmandsmoral. – . Foto: Ritzau Scanpix.

Man skal interessere sig meget for Karen Blixens liv i Afrika for at komme gennem dette nye værk. Det er ikke forfatterskabet som sådan, der i fokus, men regnskabsforholdene omkring det kaffekompagni, hun efter 1921 blev manager for.

En hovedinvestor i dette kompagni var, ved siden af hendes mor, moderens broder, Aage Westenholz, kaldet Onkel Aage, der også var selskabets bestyrelsesformand. Og det er først og fremmest brevene mellem ham og Karen Blixen, men også mellem ham og Karen Blixens bror, Thomas Dinesen, der danner grundstammen i udgaven, der dækker tidsrummet fra selskabets etablering i 1913 til dets fallit i 1931. Dertil kommer så en historisk-økonomisk gennemgang af selskabets firmahistorie, som er skrevet af professor emeritus Per Boje, og som meget velkomment leder læseren gennem de mange transaktioner, der etableres for at holde farmen i gang.

For lige fra starten var selskabet forfulgt af vanskeligheder. En var, at de nyplantede kaffetræer først gav omsættelig afgrøde efter fire år, men en anden var, at farmen var etableret lige før Første Verdenskrig, hvor priserne på kaffe var høje og alt i Kenya så ud til at gå strygende. Selskabet blev stiftet som et slags familieselskab med henblik på at give det unge nygifte par, Karen og Bror Blixen, noget at leve af. De skulle på kort tid tjene så mange penge i Britisk Østafrika, at de kunne komme hjem til Danmark igen og for pengene anskaffe sig en passende herregård. Det var planen, men sådan kom det bestemt ikke til at gå.

Bror og Karen havde et ekstravagant syn på de penge, der var investeret i projektet, og de kastede sig ud i mange sideprojekter, som især Bror som indledende manager ikke kunne honorere. Måske kedede de sig i nybyggerlandet Kenya i den fire år lange ventetid på kaffeindtægterne, måske prøvede de febrilsk at skaffe sig hurtige gevinster, der kunne leve op til den vision om at tjene mange penge, som de var blevet sendt ud med.

Heller ikke produktionen af kaffebønner, da den endelig kom i gang, levede op til de store forventninger. Regnen kom ikke, som man havde forestillet sig, og endog frost i det højtliggende område ødelagde nogle år blomstringen.

Så familien måtte træde til med stadige tilskud, og de mindre aktionærer så deres investerede penge blive mindre og mindre værd. ”Sugepumpen” var et udtryk, der blev brugt om farmen. Gang på gang så farmen lovende ud, men høsten blev alligevel ofte ganske katastrofal lille.

Det er alle disse tilskud og alle disse bristede forventninger, brevene handler om, tilsat planer om omprioriteringer, nye lån fra lokale til den og den rente og så videre i én uendelighed. For Karen Blixen ville gerne bevare farmen, efter at hun var blevet skilt fra Bror Blixen, som familien krævede det af hende. De så Bror som upålideligheden selv og forbød ham endog at komme på farmen, efter at Karen Blixen i 1921 blev indsat som manager i stedet for ham.

Thomas Dinesen blev som pålideligheden selv sendt til Kenya for at hjælpe Karen Blixen med arbejdet de første to år derefter. I Danmark sad Onkel Aage og skulle varetage selskabets økonomiske interesser, hvad der indlysende nok fik ham til at rådgive konstant om besparelser. Han havde stor tillid til Thomas Dinesen, men mindre til Karen Blixen, der hele tiden påberåbte sig sine repræsentative udgifter til det liv, hun førte, og som, mente hun, også tjente farmens navn og anseelse.

Modsætningen mellem Onkel Aage og Karen Blixen er det mest interessante at få indblik i gennem brevene. Hun kaldte det en modsætning i livssyn, og som man kan se, handlede den om Onkel Aages finansielle og borgerlige livssyn kontra Karen Blixens tilstræbt adelige livssyn, der i begyndelsen sammen med Bror var mindre optaget af finansieringen af deres mere ”legende” liv.

Ja, for Karen Blixen blev Afrika et fristed fra den hjemlige danske købmandsmoral. Og derfor holdt hun så meget af den charmerende og upålidelige Bror. Man kan ikke direkte se upålideligheden af Brors breve, hvor han underdanigt prøver at stille Onkel Aage tilfreds. Alligevel må man efter de forsigtige formuleringer i den øvrige families breve forstå Bror som en letsindig person, der nok mente, at alt kunne lade sig gøre, når han havde både sin og Karens families penge i ryggen. Sammen med Bror kunne hun realisere det opgør med den hjemlige sparemoral, bare ærgerligt at sparemoralen fulgte med i selve selskabets konstruktion, som i høj grad var Onkel Aages arrangement af hensyn til søsterens unge datter.

Som sagt skal man hente bemærkninger mange steder fra for at sammenstille et portræt af de indgående personer, for det er hele tiden lån og prioriteringer, det handler mest om, et emne Per Boje behandler fint og overskueligt i sin kronologiske gennemgang af firmaets historie.

Men man får da visse steder interessante oplysninger som for eksempel, at Karen Blixen var uimodståelig, når hun klagede sig til nye lån. Hun havde, lige siden hun var lille, haft dette karaktertræk, at hun kunne klage sig til folks sympati, fortæller moderen således i et brev til Onkel Aage.

Et lille scoop i denne dobbeltbindsudgave er optrykket af Onkel Aages rejsedagbog fra et besøg på farmen i 1921 (desværre er udrejsen meningsløst beskåret). Herigennem får man et indtryk af en ældre sportsmand, der gerne cykler på de hullede veje fra farmen til Nairobi (18 kilometer) og tilbage igen.

Han har det tidlige 1900-tals imperialistiske syn på indfødte, finder de sorte piger skønne i kroppen, men grimme i ansigtet, og den sorte farve forestiller han sig ligefrem kan smitte af på en, hvis man kommer for tæt på dem.

Man får så meget at vide i denne dagbog om rejseforhold, om forskellige animositeter, som folk havde dengang, og man får at vide, hvordan livet blev levet i Karen Blixens hus, hvordan hun ofte tog ind til Nairobi, kørte rundt og besøgte venner. Når hun senere beskrev sin ensomhed i Afrika, var det nok snarere, at de rigtige folk ikke kom hyppigt nok, for besøg af de ikke-så-interessante var der tilsyneladende nok af.

Brevene i udgaven er fra Aage Westenholz’ arkiv på Rigsarkivet. Der er udarbejdet udmærkede noter til disse arbejdspapirer fra den økonomiske håndtering af farmen. Materialet kom ikke med i Juhl og Asmussens samlede udgave af brevene fra Afrika i fire bind i 2013, da Westenholz-familien ikke ville give adgang til dem.

Man kan forestille sig, at familien efter Karen Blixens lidet flatterende portræt af Onkel Aage i alle disse breve nu har ønsket at rehabilitere ham og dermed har frigivet dem til udgivelse.

Benedikte Rostbøll har som litterat været på lidt af en uriaspost med disse breve, der handler så lidt om litteratur og så meget mere om biografiens vaklende økonomiske fundament. Men hun har løst den vanskelige opgave med stor akkuratesse og flid.

Bogen er som helhed interessant for forståelsen af Karen Blixens person. Desto underligere forekommer det, hvordan hun kunne skabe sine historier midt i denne usikkerhed med pres fra bestyrelsen i Danmark og ågerkarle i Kenya. Fortællingerne fremstår på denne baggrund mest som ønskedrømme om, hvordan tilværelsen burde se ud, hvis man ikke skulle tænke på næste forfaldne lån.