Anmelderen ler sjældent højt af bøger. Men Jens Blendstrups sprog fik skovlen under hende

Jens Blendstrup, dansk litteraturs fremmeste fabulant, er tilbage med en suveræn og anderledes alvorsfuld novellesamling, der spidder det ånds- og hjerteløse samfund

Jens Blendstrup leverer en forfriskende bramfri og uartig tone i et efterhånden klinisk korrekt litterært landskab, mener anmelderen. – Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.
Jens Blendstrup leverer en forfriskende bramfri og uartig tone i et efterhånden klinisk korrekt litterært landskab, mener anmelderen. – Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Lad det være sagt med det samme. Det hører til sjældenhederne, at overtegnede ligefrem griner højlydt af bøger, men Jens Blendstrups syreholdige observationer over menneskelivet fik alligevel skovlen under denne stivstikker af en anmelder. De blendstrupske grotesker er nemlig præcist så sjove, fordi de samtidig rummer en gribende tragik og en træffende samtidsdiagnose.

Det er et ejendommeligt figurgalleri, man møder i ”Sorgens balalajka”. Alt fra en optøet mammutmand over det osteglade genfærd, Sarkofag-Ole, til den kvindelige inkarnation af Mingdynastiet og Ondskaben himself. Som regel begynder det påfaldende almindeligt; på en søvnig villavej, i en vaskehal, i Lalandia, og herfra tager det fart og eksploderer ud i alverdens galakser, gakkede påfund og sammenkog af dybe sandheder og det skinbarlige vrøvl.

Som nu i novellen om ”Manden med jollen”, der som flere af Blendstrups protagonister er en midtvejskriseramt almindelig mand, Bo, med knas i ægteskabet, der en dag møder op i Egå Marina Sejlklub, fordi konen synes, at han er passiv-aggressiv og bør sejle et smut til Sverige. Med sin lille optimistjolle stævner han ud fra Aarhus Bugt på en sejltur, der tager ham jorden rundt – forbi ”den yderste menneskelige pynt hvorfra der kun er glemsel”, en tur, der varer hele 16 år.

Skreddet fra det tilsyneladende samtidsrealistiske til det magisk fabulerende sker umærkeligt, på et splitsekund, hvilket er karakteristisk for den frie og grænsesprængende fortællekunst i alle samlingens 20 noveller. Der er bestandigt en forhandling i gang. Mellem det bevidste og det underbevidste, det allegoriske og realistiske, og mellem en gråtonet gennemsnitstraumatiserende middelklassevirkelighed og en spraglet parallelverden, hvor alt endnu er muligt.

Fællesnævneren er mødet mellem normaliteten og noget gådefuldt og ”unheimlich”. Et møde, der tillige afdækker en dybfølt længsel. For bag det gemytlige kaffebordsydre er Blendstrups personer tragiske tilfælde, der på hver deres vis er fanget i et klaustrofobisk lilleliv af forspildte drømme og for megen fornuft.

En floskel måske, men han formår på overbevisende måde at hæve det fortærskede til noget genuint underholdende.

Et genkommende tema er fremmedgørelse og sprogkollaps. Med sin særlige og præcise sans for det sjove i det sørgelige fremmaner han barokke kammerspilsscener fra ægteskabet på akut skilsmissekurs. Som i titelnovellen ”Sorgens balalajka”, en af samlingens sjoveste, hvor den midaldrende Gitte bruger al sin overskydende tid, efter børnene er flyttet hjemmefra, på at finde fejl ved sin mand Finn. Der er både noget med stemme, som er fistelagtig, og maven, der ligner en død delfin, hvor finnerne er skåret af. Blendstrup har et sublimt på én gang skarpt og ømt blik for det smålige og gnomagtige i mennesket.

Det er dog ikke kun i de intime kollisioner, at Blendstrup brillerer. Under den lune folkekomik løber en strøm af alvorsfuld og forstandig kulturkritik, som særligt udfolder sig i de bedste af novellerne. Her får det gakkede, de ordgydende udflugter, som man især kender Blendstrup for, en klædelig seriøs klangbund. Teksterne i denne kategori er små sci-fi-dystopier over samfundsudviklingen ad absurdum. Det er den sterile optimeringskultur, den åndløse jagt på det dynamiske, strømlinede og effektivt teknologiserede, som Blendstrup veloplagt satiriserer over i ”Mindemaskinen”, ”Moderniseringen af familien Marklund” og ”Det sidste hjerte”.

I sidstnævnte, et af samlingens højdepunkter, fremskrives en dystopisk fremtid, hvor alle ægte, urolige hjerter udskiftes af kunstige i printet kulfiber – for effektiviseringens skyld. Men i takt med de bankende hjerters uddøen opstår en længsel efter det unyttige og tilfældige. Efter de arbejdsløse med deres ufuldkommenhed og sære vaner: ”Halvskaldede. Skrutryggede monstre med let til tårer og pludselige kast med brød til fugle.”

Samme fuldtonede fortidslængsel klinger i værkets nok mest kontroversielle novelle ”Manden fra Urukplateuet”. Her behandler Blendstrup med velkendt komik tidens totalitarisme i form af den nye puritanisme i kølvandet på MeToo. Der står blandt andet:

”Mængden af retssager om overgreb i forholdet mellem kønnene tog til. En overgang var det nærmest umuligt ikke at begå verbalt overgreb når man bare ville lave kaffe. Det gjorde både mænd og kvinder utrygge. Man forsøgte sig med særlige manualer for ordentlige samtaler. Reglen for tilnærmelse mellem de to køn indbefattede således særlige skilte man tog op for ikke at hæve stemmen. Der kunne stå: ’Kære Jutta, jeg finder dig smuk, men vil ikke sige det højt for ikke at træde på din kvindelighed’. Men det kunne godt gøre kærligheden og forelskelsen lidt formel.”

Her sætter Blendstrup unægteligt tingene på spidsen, især da han hævder, at kvinder bare drømmer om primitive voldsmænd og mordere. Men under alle omstændigheder er det forfriskende med så bramfri og uartig en tone i et efterhånden klinisk korrekt litterært landskab.

I ”Sorgens balalajka” er intet så sjovt, at man ikke kan græde over det. Mesterlige er hans toneskift, når han artikulerer både det privilegerede fantasiens nu og objektverdenens stædige tilstedeværelse.

Ikke alle tekster rammer dog lige rent i doseringen af det eksistentielle og det lidt for fjollede. Men når Blendstrup rammer tonen, får balalajkaen en egen særlig poesi.