Blicher på nudansk

Et problematisk, men overordnet nænsomt gennemført projekt

Udsigten til ”en nudansk gennemredigeret udgave” af to tekster af St. St. Blicher gør mig utryg. Når det skal være – men skal det? – må det dog siges, at mag.art. Jens Staubrands modernisering af ”Hosekræmmeren” (1829) og ”Erindringer af Steen Steensen Blichers Liv, optegnede af ham selv i året 1845” overordnet er gjort med nænsomhed. Resultatet foreligger i bogen ”Hosekræmmeren og erindringer”.

Staubrands sigte har været at bidrage til muligheden for en mere ubesværet læsning af de gamle tekster. Med henblik på dette har han blandt andet ændret ord, som han har skønnet er svært forståelige, til et uden videre genkendeligt dansk.

Følsomheden over for ændringer af denne art er vel påvirket af ens relation til de involverede sammenhænge. Et nært forhold har mange til den berømte indledning til ”Hosekræmmeren”. Og for mange af dem er det formodentlig – og forståeligt – problematisk, når det stemnings-anslående, første ord ”Stundom” er blevet erstattet af ”Undertiden”, en afgjort svækkelse. Lidt længere fremme i afsnittet er ”Colonieanlægget” blevet til ”bosættelsesanlægget”, hvad der heller ikke forekommer helt indlysende.

Staubrand må have følt sig stærkt udfordret, når Esben – den ulyksagelige frier til novellens hovedperson, ”den skjønne Cecilia” – fremhæves for sin ”cimbriske Nationalcaracteer”. Det er blevet til ”den jyskagtige nationalkarakter”. Jeg har det svært med ”jyskagtige”.

Mit forhåndskendskab til erindringerne er ret begrænset. På intet tidspunkt under læsningen blev jeg alvorligt udfordret, og jeg må erkende, at redigeringen af det sproglige ikke har hindret Blicher i at være Blicher.

Det er en underholdende, meget veloplagt, men også mærkværdig beretning, der kan virke, som om den er improviseret frem. Springende er den, en løssluppen form, der tilsyneladende ikke tager imod ordrer fra en styrende plan. Om en sådan overhovedet findes. Den fortælleglade digter slår sig løs med gode historier og fortaber sig ganske i dem. Man må overveje, om ikke hans kærlighed til disse ikke nu og da overgår hans kærlighed til den skinbarlige sandhed.

Mange farer – læser vi – forfulgte ham. Således under det engelske bombardement af København. Men trods ”bomber og raketter og deres frygtelige virkninger” satte han sig ved et træ og sov sødeligt i over tre timer.

Fire gange var han nær ved at blive skudt, vist endda i fredstid. De to af gangene var ved vådeskud. Men – erfarede han – endnu farligere end jagt var kørsel og ridning. Hele 34 gange væltede han angiveligt med en vogn, i to af tilfældene var den forspændt løbske heste. Man kan få den tanke, at det også er løbske heste, der trækker erindringerne gennem de mange år, fra Blichers svære fødsel og frem til den skrivende stund, da han er 63 år.

Under alle omstændigheder er det en lille, indbydende bog, til hvilken Jens Staubrand har udvalgt en række relevante illustrationer og ledsaget dem med udførlige kommentarer.