Det siges om Steen Steensen Blicher, at han var så optaget af jagt, at han kunne finde på at forlade en igangværende gudstjeneste, hvis han uden for kirkevinduerne fik øje på et smukt stykke råvildt.
Diskret bad han så degnen om at vælge et par af salmebogens længste salmer, og imens menigheden sang sig igennem de mange vers, listede han ud af kirken, greb sit gevær i våbenhuset og forsøgte at komme på skudhold af dyret.
Det er snart 200 år siden, at Blicher havde sit første præstekald i de små midtjyske sogne Thorning og Lysgård, så historierne er blevet genfortalt så mange gange, at sandhedsværdien er tvivlsom.
Sikkert er det dog, at Blicher allerede fra sine drengeår var en stor naturelsker og en ivrig jæger. Derfor har også både hans jagtgevær og et tilhørende krudthorn en fremtrædende plads på Blicheregnens Museum, der ligger præcis der, hvor Blichers gamle præstegård lå. Det fortæller museumsinspektør Karen Margrethe Boe, mens hun viser rundt i de lavloftede stuer, der udgør museet.
”En af de mere sejlivede fortællinger om Blicher er, at han en sen eftermiddag havde konfirmationsundervisning i Lysgård, da degnen pludselig afbrød præsten i hans talesstrøm og udbrød: ’Der står en kronhjort og æder ude i marken’.
Resolut skulle Blicher så have forladt konfirmandstuen med sin bøsse, taget ladegreb og stillet sig op lige foran kronhjorten – for så langsomt at lade geværet falde igen med ordene ’God awten og Guds fred’ og så iøvrigt genoptage undervisningen,” siger Karen Margrethe Boe og tilføjer:
”Om historien er sand eller fordrejet, er sådan set underordnet. Det interessante er, at folk her på egnen har fortalt den slags historier, fordi de holdt meget af deres præst. Blicher var en mand, der betød noget for mange mennesker, og hans menighed beundrede ham.”
Interessen var gengældt, for Steen Steensen Blicher fandt inspiration til sine mange noveller om hverdagsliv og natur, især heden, hos de folk, han færdedes iblandt. Det var, mens han boede i Thorning, at han debuterede som novelleforfatter med ”Brudstykker af en landsbydegns dagbog” (1824).
På Thorning Kirkegård, der ligger på den anden side af vejen i forhold til museet, er der en særlig gravsten, der fanger blikket. Det er Mads Doss’. Han var den husmand fra Thorning Vestermark, der blev titelperson i Blichervisen på jysk om Mads Doss, der var ”en kon koltringsknæjt, han gik med foeren i hien (...)”.
Blicher forlod Thorning efter seks år, fordi han fik et bedre betalt embede i Spentrup ved Randers. I sin afskedsprædiken er han blandt andet citeret for at sige, at det kun var sket en enkelt gang før ham, at sognets præst ikke var flyttet direkte fra præstegården til kirkegården. Den ene var Erik Sørensen-Hinge, der efter at have dræbt en mand i duel flygtede til udlandet. Han blev hovedperson i Blichers novelle ”Præsten i Thorning” fra 1824.
På Blicheregnens Museum kan man finde førsteudgaver af Blichers noveller, og et særligt brev er også udstillet. I brevet anmoder digteren sin forlægger om et forskud, og netop det tema, manglen på penge, var fremtrædende i Blichers liv.
”Økonomien var et stadigt problem for Blicher. Han blev ramt af statsbankerotten i 1813 og mistede ligesom mange andre sin formue,” fortæller Karen Margrethe Boe.
Foruden Blichers ejendele viser museet i Thorning også andre genstande fra 1800-tallet, der vidner om tilværelsen på den jyske hede. Det gælder blandt andet genstande fra de såkaldte kartoffeltyskere, der indvandrede til egnen fra Sydtyskland fra 1759.
Museets motto er Blichers ord: ”Mennesket skal huske sin fortid for at berede sin fremtid. Veed jeg ikke, hvem jeg var, veed jeg ejheller, hvem jeg er, hvem jeg vorder.”
