Blicher skal forstås via kristendommen

St. St. Blichers forhold til kristendommen har længe været et centralt debatemne blandt Blicher-læsere

Steen Steensen Blicher (11. oktober 1782-26. marts 1848) var både præst og forfatter. Han blev født i faderens præstegård i Vium.
Steen Steensen Blicher (11. oktober 1782-26. marts 1848) var både præst og forfatter. Han blev født i faderens præstegård i Vium. Foto: Arkivfoto.

Vejen til indsigt i Steen Steensen Blichers forfatterskab går gennem kristendommen. Det understreger Martin A. Hansen i den såkaldte hospitalsdagbog, han førte kort før sin død i 1955. Den pågældende sekvens blev trykt i en udgave af Blichers fortælling "De tre Helligaftener" - med træsnit af Povl Christensen - som Blicher-Selskabet udgav sidste år i samarbejde med Forening for Boghaandværk og Gyldendal.

"Blichers kristendom (..) er af største Betydning for en virkelig Forståelse af ham som Forkynder, Digter og Kunstner", skriver Martin A. Hansen.

Formanden for Blicher-Selskabet, operasanger Erik Harbo, er enig:

"Jeg kan ikke forestille mig noveller af Blicher løsrevet fra det kristne livssyn, der var en selvfølge for ham og hans samtid. Det etiske og det religiøse overlapper hinanden. Heri ligner han samtidens øvrige europæiske forfattere. Blichers personer agerer i et samfund, der er kristent. Og derfor kan kristendommen ikke læses ud af hans noveller. Kirkehistorikeren Hal Koch sidestiller ligefrem Blichers noveller og H.C. Andersens eventyr med Ingemanns salmer. Og H. P. Christensen skriver i bogen 'Blichers tro', at troen 'går i dybden og er en uadskillelig del af Blichers personlighed og livsholdning'."

At Blicher var præst, viser sig dog sjældent i novellernes handling. Ikke hvis man forestiller sig, at en præsteforfatter skal være salvelsesfuld. Men indimellem lader han Peer Spillemand (Blichers alter ego, red.) omtale en fætter, den alvorlige sognepræst i Spentrup. Med Peer Spillemand er vi ovre i Blichers mere muntre novellegenre."

Når Martin A. Hansen fremhæver kristendommens betydning for Blichers livsværk, sker det i opposition til litterater, der opfatter Blicher som "saa at sige eksisterende frit i forhold til kristendommen". Den ænses angiveligt slet ikke.

Erik Harbo uddyber:

"Gordon Albøge har i sin bog 'Blicher og samfundet' givet en oversigt over alle dem, der har forsøgt at skrive præsten ud af Blichers forfatterskab. Hvad angår Blichers egen tid, henvises især til udtalelser af hans overordnede og hans efterfølgere som præst i Spentrup. Albøge fremhæver desuden litteraten Frederik Barfod - en nær bekendt af Blicher på dennes gamle dage - der siger, at han nok ikke havde et sandt indre kald til præstegerningen, men slutter med at bekræfte, at religionen uden tvivl var ham hellig og dyrebar. Vi må huske, at præstegerningen på daværende tidspunkt bestod af så meget andet end søndagsprædiken og sjælesorg. Og det var dette ekstra, der trættede digteren. I samtidige udsagn fremstilles Blicher imidlertid som en god prædikant, der 'kunne tale sådan, at det kunne falde ved os'."

"Gordon Albøge hæfter sig ved, at også en række forskere har frakendt Blicher det indre præstekald og reduceret hans religiøsitet til en tynd fernis af pligtgudelighed. Dette gælder i nogen grad Jeppe Aakjær og Hans Brix. Kapitlet 'Blicher og Embedet' i førstnævntes bog 'Steen Steensen Blichers Livs-Tragedie i Aktstykker og Breve' handler udelukkende om administrative forhold. Om Johannes Nørvig, der udgav en stor, væsentlig bog om Blicher, hedder det, at han kun øjner en overfladisk pligtkristendom samt en skæbnetro. I Søren Baggesens 'Den blicherske novelle' lades med Albøges ord 'Blichers trosytringer stort set ude af betragtning og indgår ikke i bogens grundlæggende analyser'. Men i Hans Povlsens 'Steen Steensen Blicher' fra 1952 og Knud Sørensens biografi fra 1984, 'St. St. Blicher. Digter og samfundsborger' får den klare objektivitet lov til at råde."

Erik Harbo har tidligere gjort gældende, at Blicher nok aldrig er bedre end første gang, man læser ham.

Men dermed siger du vel ikke, at han ikke kan genlæses?

"Jeg kan godt se, at min formulering kan misforstås. Måske var det overraskelsesmomentet, der fik mig til at tale om, at Blicher aldrig er bedre end første gang. Han har en evne til at slutte en historie eller et kapitel på en måde, som får læseren til at overgive sig: Man røres, tårerne presser på, og det risler én ned ad ryggen. Det er den samme effekt, musik kan have. Jeg garanterer ikke for, at man ikke ved en genlæsning mange år efter, hvor man har glemt meget af historien, oplever den samme glæde igen og forbavses over ordenes magt over én. I hvert fald anbefaler jeg, at man ofte genlæser sine yndlingshistorier."

Hvilke historier hører til blandt dine egne yndlinge?

"Blicher er måske aldrig større end i sin allerførste novelle, 'Brudstykker af en landsbydegns dagbog'. Knud Sørensen skriver i sin Blicher-bog, at når novellen er så god, har det blandt andet noget at gøre med dens dagsbogsform, dette at den består af små korte stykker."

"Sørensen fremhæver, at da Blicher skrev 'Brudstykker af en landsbydegns dagbog', var han "endnu ikke episk forfatter, men lyriker". Han mestrede ikke at beskrive de små forskydninger i et handlingsforløb, men han kunne skildre og bearbejde øjeblikke, kunne give det enkelte øjeblik en oplevelsesfylde og et perspektiv, så øjeblikkene hos den meddigtende læser blev knyttet sammen i et forløb".

"Blicher har en række aldeles fremragende noveller. Bare for at nævne nogle af dem: 'Skytten på Aunsbjerg', 'Ak! hvor forandret!', 'Præsten i Vejlbye', 'Sildig opvågnen', 'De tre Helligaftener' og 'Hosekræmmeren'. Også de to ferieeventyr, 'Juleferierne' og 'Høstferierne', er prægtige, men lidt spredte i det. Begge hører til Blichers mest fantasifulde."

"Sommetider er de også temmelig urealistiske. Men Blicher får det hele til at hænge sådan sammen, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det fantastiske. Medmindre man da forholder sig til det som litteraturforsker. Dér, hvor historierne er ulogiske, har man prøvet at rette en smule. Der er ingen grund til, at der direkte optræder fejl. I 'Vestlig profil af den cimbriske halvø', der skildrer en rejse fra Hamborg til Skagen, får vi en masse dagsbogsoptegnelser, som i mange tilfælde indeholder en eller anden historie. Det er en form, Blicher dyrker allermest i netop den bog. Den gode fortæller kan ikke lade være med hele tiden at binde os en lille krønike på ærmet."

"Vi må ikke glemme, at han også var lyriker. Hans samling 'Trækfuglene' er et fuldstændig enestående værk, som mange mennesker desværre har fået galt i halsen efter at have læst 'Præludiet' - 'Sig nærmer tiden, da jeg må væk'. Så tror de fejlagtigt, at det er en sørgelig bog. Vi går i selskabet meget op i Blicher som lyriker og dyrker ved vore arrangementer altid sang og musik. I øvrigt var Blicher selv meget musikalsk," siger Erik Harbo.

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Operasanger Erik Harbo har været formand for Blicher-Selskabet siden 1989.
Operasanger Erik Harbo har været formand for Blicher-Selskabet siden 1989. Foto: Privatfoto