Prøv avisen
Bøger

Johannes V. Jensens blik for helheden

Johannes V. Jensen, Ord og virkelighed. Forfatterskabets ikke optrykte artikler bd. 3-5 udgivet af Aage Jørgensen. 385 kroner pr. bind. Forlaget Underskoven

De sidste tre bind af Johannes V. Jensens ikke optrykte artikler viser bredden i hans interesser og variationen i hans tone

Den danske kyst, som den tager sig ud ved Isefjord og i Limfjorden, er noget ganske enestående i verden. J.T Lundbye malede den, og Johannes V. Jensen kommenterede maleriet og det bakkede land med de afbrækkede klinter ud imod kysten således:

”I Form og Farve kan disse overalt genkommende Profiler minde om store velbagte Brød, hvoraf Søen har skaaret, et Træk ved Landets Fysiognomi, der leder Tanken hen på Frugtbarhed og dækkede Borde.”

Der er en konkret sanselighed i Jensens beskrivelser og sammenligninger, og hans evne til at finde det slående billede er intakt i 1943, hvor han skrev de citerede linjer.

Jensen var en øm elsker, når det gjaldt det danske landskab, men han kunne også slå danskerne i hovedet med en egen bidsk humor, når han fandt dem for tossede. I 1927 skrev han i en enquete i ugebladet ”Hjemmet” om, hvad han helst spiste. Spørgsmålet svarede han i sin ophøjethed ikke på, men gav i stedet denne svada:

”Kommer man fra Udlandet til Danmark, bedøves man af Mad. Hele Landet spiser og spiser altid, man sætter sig ned sammen og spiser som en hellig Akt, barbariske Middage, hvor man hujer i Munden på hinanden som Vilde i fire Timer i Træk, afbrudt af Taler og dyrisk Hurraraaben. (“) Siden dør man af Apopleksi, Nyre- og Hjertesygdomme. (“) Bønderne dør af Kaffe; Børnene gaar paa Gaden opspilede i Ansigtet af Slikpinde.”

Jensen var ingen kostforagter og sværgede til øllebrød og spegesild, da han nogle år senere blev spurgt igen. Han var til det jævne og sunde, ligesom han dyrkede den virkelighed, som han umiddelbart kunne sanse. Han kunne lide de store maskiner, der trak læsset for det moderne menneske, mens han ikke var meget for moderne genetik og atomteorier.

”Mens man granskede i Mikroskopet tabte man Naturen af Øje”, skrev han kritisk i forbindelse med opdagelsen af kromosomerne, idet han plæderede for det efterhånden forældede synspunkt, at erhvervede egenskaber kan nedarves. Einstein afviste han som ganske uforståelig og derfor elsket af den halvdannede offentlighed, som Jensen afskyede.

Det, Jensen kunne se med sine egne øjne, havde virkelighed for ham. Det, der stemte overens med hans egen erfaring af verden, var det, der duede. På den måde voksede han aldrig selv ud af den ”bondske” opfattelse af verden, som han havde med hjemme fra Himmerland, og som han ellers ofte havde et kritisk blik på.

Sådan var Jensen så paradoksal. Den stringente tanke var ikke hans form for tænkning. Hans styrke lå i den billeddannende evne og blikket for helheden. Det er det, man kan læse utallige eksempler på i hans artikler, som findes i ”Ord og virkelighed”. Det er fem tykke bind fyldt med Jensens avisartikler og bidrag til blade og antologier. De to første bind udkom i foråret, og nu foreligger så de sidste tre bind med artikler fra 1927-1950 med noter, ordforklaringer og kommentarer, så man kan følge med. Det er især nødvendigt med de artikler, der i høj grad handler om helt tidsaktuelle forhold. Og så er der lige de fremmedord, som Jensen excellerede i, og som nok tåler en oversættelse.

Men dertil har den flittige udgiver og Johannes V. Jensen-kender Aage Jørgensen både ført bibliografien ajour og skrevet en god causerende oversigt over artiklernes emner.

De tæller blandt andet København, natur og naturfredning, arkæologi, tysk og angelsaksisk litteratur, teknik og modernitet. Heraf fremgår det, hvad der interesserede Jensen, og hvilke slagsmål han indlod sig i. Han stredes blandt andet om sin oversættelse af ”Egils Saga” og ”Hamlet”.

Det er en blandet fornøjelse at læse artiklerne, der strækker sig fra det stærkt polemiske til det mere poetiske. Men selv i de mest urimelige indlæg er der i det mindste ofte slående formuleringer og noget at more sig over. Det ligger i sproget, og Jensen ved det godt. I sin ”Tak til Sproget” (1942) skriver han: ”Dansk er et isoleret Sprog, men grænser dog til Hovedsprogene og har en Udvidekraft; som Hjemmesprog er det udtryksfuldt, lunet, slebet, bevægeligt, som Vinden der løber hen over en Kornmark. De døde Slægter, fra hvem vi har taget det i Arv, taler i det, deres Sind kommer til os gennem det, som i Folkevisen, med en fjern Klang, som fra en Skov.”

Sådan er det også med Johannes V. Jensen selv. Hans sprog er udtryk for en vitalitet og selvbevidsthed, som er en del af vores arv, og som bliver det endnu mere med udgivelsen af alle hans uoptrykte artikler.

kultur@k.dk