Jeg har tidligere på denne plads brugt termen ”økonomisme” om den herskende tidsånd. Det er økonomismen, som regeringer og deres embedsværk gennem de senere år har fremholdt som deres egen fornemste raison d’etre og som noget, andre, trods deres evindelige modvilje og bagstræb, må indordne sig under.
For pengene skal jo passe. Vi har ikke et pengetræ ude bag i haven, som vi kan plukke dem af og så videre.
Men hvordan går det med økonomismen i øjeblikket? Ikke så godt, fornemmer jeg.
Mest afgørende af alt har serien af skandaler i SKAT afdækket, hvor utroligt sjusket og skødesløst skiftende regeringer har håndteret milliarder og atter milliarder af statens penge og også derved spillet hasard med den indgroede tillid til skattevæsenet, som er hele krumtappen i den danske samfundsmodel.
Når vi ikke hører endnu mere om SKAT, er det nok ikke blot, fordi skandalen trodser alle de forestillinger og proportioner, vi normalt ser verden igennem, men også fordi der i eminent grad er tale om et systemsvigt. Et svigt, som alle ansvarlige partier er fedtet ind i ved skiftevis at have beklædt posten som skatteminister, hvorfor ingen kan slå politisk mønt på at bebrejde andre det.
Det gode ved skandalen er, at den må betyde enden for økonomismen som hoven teknokratisk attitude, ideologi og retorik. For de passede jo faktisk ikke på pengene, dem der sad på kassen; de opførte sig faktisk, som om der stod et pengetræ ude i haven. Og et af økonomismens yndlingsværktøjer, at ”rationalisere” og ”effektivisere” ved at fyre medarbejdere i frejdigt stort tal og torskedumt tage glæderne ved kommende it-løsninger på forskud, er i den grad også blevet miskrediteret. Det er og bliver et mærkeligt træk ved vor tid, at offentlige myndigheder ikke udviser bare en lille smule konservatisme og skeptisk forsigtighed, men hovedløst omfavner ”udviklingen” og gør sig til primus motor for disruption.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) slog i sin nytårstale endnu en gang til lyd for, at borgerne skal gå senere på pension for at øge arbejdsudbuddet og finansiere fremtidens velfærd. Det er folk imidlertid ikke indstillede på. Javel, men er det ikke blot en klassisk konflikt mellem pligtmoral og samfundssind på den ene side og menneskers egennytte på den anden side?
Ikke helt. En undersøgelse fra DJØF (som er refereret i Berlingske den 5. januar) viser, at tre ud af fire danskere over 50 år ikke mener, at arbejdsmarkedet er gearet til seniorer. Folk frygter at blive fyret på grund af alder, når de har passeret de 55 år. De oplever ikke, at virksomhederne overhovedet er interesseret i at holde på dem, og fleksibiliteten med hensyn til nedsat tid eller overflytning til arbejdsopgaver, der matcher de ældres kompetencer og muligheder, er ikke til stede.
Statsministeren står således ikke over for en sum af vrangvillige individer, der blot mekanisk slår på deres egeninteresse og siger: ”Vi gider ikke arbejde mere end højest nødvendigt.”
Han står over for en bestemt kultur, en meget omfattende forventnings- og erfaringshorisont, der også hersker på statens eget område, de offentlige arbejdspladser, og som går ud på, at arbejdslivet er en udsat størrelse efter de 55 år, og at mange ældre har svært ved at fastholde meningen i deres arbejdsliv, fordi alting hele tiden laves om på det ”disruptive” arbejdsmarked.
Folk ville gerne arbejde, hvis de kunne få lov til det, men det er blevet svært i det moderne arbejdsliv. Kommunikationsrådgiver Hanne Feldthus beskrev 55-plus-generationens erfaringer meget præcist i en kronik i Berlingske forleden:
”Det føles, som om man bruger hele livet på at lære nye it-programmer, men det gider man jo ikke. Den digitale udvikling er skruen uden ende. Hver gang man endelig har fundet ud af noget, bliver det lavet om. Og al den udvikling sker, uden at den tilfører mere mening til ens liv.”
Vi vil så gerne have, at du bliver lidt længere. Og fremtiden bliver altid bedre end fortiden.
Statsministeren får det til at lyde så betryggende. Men der er en afgrund mellem hans ord og den virkelighed, mange mennesker oplever. Også derfor er økonomismen i krise.