Prøv avisen
Bog

Svend Brinkmann er en knippelgod formidler i ny bog

5 stjerner
”Hvad er er menneske?” taler mod tidsånden og flugter fint med Brinkmanns tidligere bøger, som har nået stor udbredelse. De potentielle unge læsere og deres forældre kan med læsningen få deres sag for, for det er indimellem vanskeligt stof, men Brinkmann skriver økonomisk og klart. Han er kort sagt en knippelgod formidler. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Svend Brinkmanns nye bog vil med idéhistoriske midler lukke luft ud af tidens selvoptagethed. Den er ”et par briller at se verden igennem”. Et sympatisk projekt og en god, stedvis fremragende bog

Andreas er en ung mand på 17 år, som lige har afsluttet 2.g og står over for en længere rejse rundt i Europa. Han har aftalt at rejse sammen med sin farmor, som har planlagt det som en dannelsesrejse for Andreas. Men hun er blevet alvorligt syg af kræft, så Andreas må tage af sted alene. Med sig får han af hende et manuskript på over 400 A4-sider med titlen ”Hvad er et menneske?” Han får ikke på forhånd noget at vide om rejsemålene. Farmoderen bestiller togbilletter og hotelværelser fra hospicet og vil dirigere ham rundt ved hjælp af Skype.

Det er i meget kort form den fiktive rammefortælling i psykologen Svend Brinkmanns nye bog, som netop hedder ”Hvad er et menneske?”. Han henvender sig med denne bog mere målrettet til unge læsere og deres forældre, kunne man forstå af det gode og grundige interview, Kristeligt Dagblad bragte med forfatteren i fredags – derfor rammen med Andreas, selvom det måske er overdrevet at kalde bogen for en roman, som det blev gjort i interviewet.

Om den fiktive ramme er realistisk, kan man diskutere. Andreas er en både følsom og meget intelligent knægt, men at tro på, at han som almindelig dansk 2.g’er ville være i stand til at oversætte en vanskelig tekst om stoikerne til engelsk, samtidig med at han læser den på dansk, som han gør for en engelsk pige, han møder på rejsen, er noget af en opgave.

På rejsen kommer Andreas til Lascaux-hulemalerierne i Sydfrankrig, Rom, Firenze, Prag, Theresienstadt og Berlin. Undervejs læser han – og vi – om mennesket i det medbragte manuskript, der er opdelt i seks afsnit om 1. det biologiske menneske (undertema: omverdensforhold), 2. det fornuftige menneske (dannelse), 3. det følsomme menneske (moral), 4. det sociale menneske (ondskab), 5. fremtidens menneske (lykke) og 6. det troende menneske (sorg).

Bogen handler overordnet om, hvad det vil sige at være – og blive – et menneske i almen forstand, ikke om, hvordan man realiserer sig selv. Ikke om, hvordan man finder sit ”indre selv” og bliver et ”unikt” individ, men om at blive et menneske som alle andre.

”Menneske først, individ så – for nu at omskrive Grundtvig”, som Brinkmann skriver. ”Menneskets opgave er ikke at realisere sig selv, men at blive menneske”, hedder det også, med henvisning til den østrigske psykolog og holocaust-overlever Viktor Frankl.

Bogen taler dermed mod tidsånden og flugter fint med Brinkmanns tidligere bøger, som har nået stor udbredelse. De potentielle unge læsere og deres forældre kan med læsningen få deres sag for, for det er indimellem vanskeligt stof, men Brinkmann skriver økonomisk og klart. Han er kort sagt en knippelgod formidler, hvad man også kan få indtryk af fra hans radioprogrammer.

Genremæssigt kommer man under læsningen til at tænke på Yuval Noah Hararis bøger ”Sapiens” og ”Homo Deus”, som for denne anmelder sine steder er skarpere end Brinkmanns, på felter som det biologiske menneske – ”mennesket som dyr” – og ”fremtidens menneske”, samt på Jordan Petersons ”12 regler”, som er pædagogisk oplysende på felter som social følsomhed, moral og ondskab.

Dér, hvor Brinkmanns bog bliver rigtig spændende og givende, er ikke mindst i de sidste afsnit – lykkediskussionen og forsvaret for humanismen over for tidens ”lykketeknologier” og trans-, post- og antihumanisme, der munder ud i konklusionen, ”vi bør bevare det menneskelige, snarere end at overskride det gennem piller og anden kunstig optimering”.

Afsnittet om det troende menneske er glimrende. Hvor selvrealiseringskulturen tilsiger det moderne menneske at være ”tro mod sig selv”, er pointen her, gennem en læsning af filosoffen Simon Critchley, som er påvirket af K.E. Løgstrup og Emmanuel Levinas, at man ”bør være tro mod fordringen om at være der for andre”. Det er, hvad Critchley kalder ”de troløses tro”.

At burde være der for andre er et opbyggeligt sted at slutte dannelsesrejsen. Hvad man bør huske i den forbindelse er, at en følelse af forpligtelse over for andre ikke er noget, mennesket er født med. Det er noget, det skal have at vide. Noget det skal dannes til.

Da Andreas kommer hjem til Danmark, er farmoderen død, men med sin rejse – og hendes manuskript – har Andreas fået ”et par briller at se verden igennem”.