Den danske samtidsroman efterlyses med jævne mellemrum, og det er nok ikke helt det hul, Kim Fupz Aakesons nye roman »Mellemvægt« udfylder. Men den er et troværdigt bud på en moderne manderoman. For nok er kvinderne med, men det er mændenes historier, der styrer forløbet. Historier, der i høj grad handler om at være eller blive mænd - og dét projekt har siden det vilde vest handlet meget lidt om det modsatte køn.
I alt følger vi fem hovedspor og et sidespor. Alle mændene er omkring de 30 år, den alder, hvor det forventes, at man så nogenlunde er blevet voksen og har blikket rettet mod børn, faste forhold og ditto værdier. Men »hver mand har sit«, som Kingo skriver om jordelivets plager, og det gælder også mændene her: Bjarne klatter sit liv bort på et boksetalent, der ikke er stort nok. Og så er han steril. Lillebror Troels er lettere handicappet og er bange for at blive sendt på et hjem. Fritidshjemslederen Svend vejer 122 kg og har mindreværdskomplekser i en tilsvarende størrelsesorden. Voldsforbryderen Carsten prøveløslades efter fire år og vil have hurtig sex og nemme penge og i øvrigt blot undgå at ryge ind igen. Og Michael, der er forhenværende mesterbokser, har tabt hukommelsen efter et trafikuheld og prøver langsomt at finde ud af, hvem og hvordan han er - og det er ikke artige sager, der dukker op af disen.
Især Michaels og Bjarnes liv er forviklede, først som venner, siden som fjender og rivaler. Men gruppens veje og vildveje krydses i det hele taget, og nogle af dem bliver endog hinandens skæbne, til dels takket være den sportsgren, der også har givet bogen navn. For selv om det kun er Michael, der har drevet det til noget inden for boksning, betyder den hårdhændede sport noget særligt for de fleste af dem, og der bliver slået til både inde i og især uden for ringen.
For flere af mændene kommer et bestemt slag endog til at markere et afgørende vendepunkt i deres liv, og det er fristende at se al denne slåen på tæven som et maskulinitetsprojekt i sig selv. Men symbolikken er ikke entydig. For nok vinder f.eks. den kuede Bjarne en ny selvtillid, da han for at beskytte sin familie slår Carsten i gulvet med et i øvrigt perfekt slag. Men Bjarnes store slag er til gengæld ét, han kun lige akkurat når at plante i en mur i stedet for i sin retarderede lillebrors ansigt. Og vendepunktet for den hårde mesterbokser består i for en gangs skyld at lade hånden synke og i stedet lade sig trøste som et lille barn af den transseksuelle Jørgen/Inge.
Så selv om kønnet i høj grad er på banen, er det ikke en given sag, og i sidste instans handler »Mellemvægt« mindre om at kunne slå fra sig end om noget så gammeldags som at træde i karakter. Indse, som Troels og Svend, at man alligevel både kan og tør. Eller, som Bjarne og Michael, at man tværtimod er lidt mindre, end man troede. Skræmmebilledet er Carsten, der som den eneste i gruppen ikke rykker sig en meter og helt fortjent ryger i spjældet igen, nu blot udstyret med en luder in spe.
Det kan måske lyde en anelse skematisk, og skal man indvende noget mod denne meget flotte, men noget svale roman, er det vel også, at man ikke kommer rigtigt ind under huden på dens personer. Men velfungerende er den, skrevet med overblik, tæft og talent og manuskriptforfatterens sikre fornemmelse for replikker. Og så er det i øvrigt ganske velgørende at læse en dansk roman, der er næsten kemisk renset for pæn middelklasse.
Kim Fupz Aakeson: Mellemvægt. 360 sider. 398 kr. Gyldendal.