Jeg tænker en gang imellem på, om det er aldersbetinget, at man går mere op i årstiderne end førhen. Mine børn har altid virket rimeligt uinteresserede, når jeg kommenterede, hvor tidligt det bliver mørkt, og nu bliver det godt, når det går mod lysere tider, og tænk, at det er mørkt klokken fire om eftermiddagen og den slags.
Jeg er ikke sikker på, at jeg heller selv gik op i det som barn. Naturligvis registrerer man årstiden og de henholdsvis behag og ubehag, muligheder og begrænsninger, der kan være forbundet med den, men det er noget, man tavst tager til efterretning. Der skal ske noget særligt, sommerferie, første december, bliver det måske en hvid jul, før årstiden kommer op over barnets opmærksomhedstærskel. Ellers er den bare en ramme for alt det andet, der foregår, og som er ulige mere interessant.
Selv går jeg i stigende grad op i årstiden; det er nærmest, før jeg med åndeløs suspense følger med i, hvor mange minutter dagen nu tiltager, når vi har passeret jul og nytår. På en måde er det en lidt ørkesløs beskæftigelse, for det er jo alligevel det samme hvert år, og lysets sejr over mørket er aldrig definitiv. Det kan blive nok så meget lykke og lyse nætter, mørket kommer dog igen.
Rytmen gør sig også gældende i arbejdslivet. Både i dagbladsverdenen hvor jeg var før, og på universitetet, hvor jeg er nu, er der skiftende årstider, sæsoner. På avisen var der for eksempel brølende bogsæson i visse måneder og stille og tyst i andre samt vekslen mellem agurketid og nyhedsintense perioder. På universitetet er der de måneder, hvor der kører undervisning, og så er der eksamensperioder.
I denne uge har jeg de sidste undervisningstimer her i 2014, og jeg ved, at når de er overstået, vil jeg have lyst til at løfte armene triumferende mod himlen, som om jeg havde gennemført en ironman eller vundet den store gevinst. Forstå mig ret, jeg holder meget af at undervise, men det er også hårdt arbejde, både fordi det kræver en del forberedelse, hvis det skal du til noget, og også fordi man nu engang som underviser er på. Lige meget hvor meget man gerne vil aktivere de studerende, bliver det let et to-tre timers standupshow med lidt improviseret pingpong-dialog med publikum. Så det er en stor lettelse og forløsning at nå til ende med det og endelig kunne komme til at skrive og forske.
Bare lige indtil det begynder igen til februar.
Der er noget arkaisk og førmoderne over dette liv i en rytme. Det passer sig ikke rigtig for det moderne og funktionelle samfund. Det er symbolsk, at DSB ikke kan køre, når de første blade falder, eller den første frost sætter ind. Stod det i vores menneskelige magt, ville vi formentlig afskaffe årstiderne eller i hvert fald justere dem, måske mildt forår og mildt efterår det meste af året og så med en dejlig sommer i midten og et par dages vinter ved juletid. På universitetet er rytmen også trængt. Allerede nu virker det lidt, som om der er eksamen hele året, fordi de studerende skal have mange muligheder for at gå til re-eksamen, hvis de ikke bestod i første omgang. Jeg spår, at om føje år vil der også være undervisning hele året rundt, og lettelsen over, at det er slut for denne gang, vil kun være et minde om en af fortidens lidt mærkelige skikke.
Vi hengiver os til rytmen, samtidig med at vi fornægter, at det er en rytme. Vi lægger en historie ind i det gentagne, føler spænding og nedtælling, hvor der for et overordnet perspektiv ingen spænding er, fordi alt kommer tilbage. Hvordan kan det være? Jeg har forklaringen stående et sted. Nogle gange husker jeg nemlig en pointe fra et interview, mange år efter at jeg lavede det. Den er blevet hos mig. Måske er den ligefrem blevet en af brikkerne i mit syn på livet. En dag får jeg så trang til at konsultere den. Og med artikeldatabasen Infomedia er ens gamle interviews kun et par klik væk. Artiklen er fra 1999. Hvad var det nu, interviewpersonen præcist sagde? Jeg læser og leder. Uden resultat. Pointen er der ikke. Man har ikke altid de forrådskamre, man går og tror. Eller også er indgangene overgroet med tiden. Det er også et mysterium. Men ha' nu en god december i spændingen om, hvorvidt det bliver jul.