Prøv avisen
Liv og litteratur

Bliver millionerne delt på den rigtige måde?

For de bøger, jeg har udgivet, og som står på landets biblioteker, har jeg fået 53.125 kroner. Det er langt under en tiendedel af, hvad topscoreren, Bjarne Reuter, får, for på hans konto rykker der i år 769.834 kroner ind - som der så skal betales skat af. Men alligevel, skriver Lars Handesten. Foto: Scanpix

De såkaldte bibliotekspenge er netop delt ud til forfattere og oversættere. Men er det de rigtige, der har fået del i kulturstøtten på 174,6 millioner kroner?

Biblioteksafgiften for 2014 er lige uddelt, og jeg er en glad mand. For de bøger, jeg har udgivet, og som står på landets biblioteker, har jeg fået 53.125 kroner. Det er langt under en tiendedel af, hvad topscoreren, Bjarne Reuter, får, for på hans konto rykker der i år 769.834 kroner ind - som der så skal betales skat af. Men alligevel.

Jeg er stadig glad. Eller måske alligevel kun halvglad. Ikke fordi Reuter får så meget mere end mig, for det er ham vel undt, men fordi jeg synes, at jeg - og en hel del andre - får disse midler af nogle ikke helt gode grunde.

Cirka to tredjedele af mit beløb får jeg for én bog. Det er ”Guld og grønne skove”, som er en lærebog for folkeskolens ældste klasser. Jeg skrev den tilbage i 1999, men den sælger stadig og bruges også i folkeskolen og på seminarierne. Den sidste tredjedel får jeg for en række fagbøger, artikler og essaysamlinger.

Hvis nu det alene var princippet om, at hvad der står på hylderne, skal bibliotekerne også betale for, så var det i orden. De udlåner mine bøger, som måske kunne have solgt endnu flere eksemplarer, hvis de ikke var til låns, og så skal jeg kompenseres med en afgift. Men nu er det ikke formålet at kompensere mig. Biblioteksafgiften er defineret som en national kulturstøtteordning. Derfor kan udenlandske forfattere heller ikke få del i pengene, men kun deres danske oversættere.

Men hvis det er en kulturstøtteordning, skal jeg så have kulturstøtte for at udgive en lærebog? Og skal alle de andre lærebogsforfattere have del i de 174,6 millioner kroner, der tilsammen uddeleles?

En af topscorerene på listen over modtagere er Jørn Jensen. Han skriver ”lette frilæsningsbøger”, som han selv kalder dem, og dem havde han i 2007 skrevet over 300 af, og det indbringer ham i år 458.172 kroner.

Jeg har ikke læst hans bøger, men de opfylder klart nok et behov og giver læsetræning og læselyst til skoleleverne. Disse bøger er for så vidt også en del af vores kultur. Spørgsmålet er bare, om det er den slags, der skal have og har behov for kulturstøtte?

Måske var det heller ikke lige den slags bøger, man tænkte på, da man lavede ordningen i sin tid.

Men de kommer med, når det alene er tallene, der afgør, hvem der skal have. Så er det ikke bare kendte navne som Bjarne Reuter, Josefine Ottesen og Bent Haller, der skal have, så er det også Jørn Jensen og mig selv.

Det praktiske ved ordningen er, at det alene er tallene, der taler. Der er tilsyneladende ikke en flok smagsdommere, som afgør, hvem der skal have, og hvem der ikke skal have. Men så sidder der alligevel nogle bibliotekarer et sted og bestemmer, hvilke bøger og hvor mange af dem, der skal købes ind og sættes på hylderne. Og det får så konsekvenser for, hvem der får kulturstøtte gennem biblioteksafgiften.

Disse bibliotekarers vigtige arbejde er der ikke så meget offentlig diskussion om, som der er, når Statens Kunstfond deler penge ud. I 2014 delte de to litterære udvalg tilsammen ud af 49,4 millioner kroner - altså kun en tredjedel af, hvad biblioteksafgiften er på.

Beløbene taget i betragtning burde der jo være mere diskussion om biblioteksafgiften, da den udgør et langt større beløb. Det er ikke nogen særlig aktiv og prioriteret kulturstøtte at give Jussi Adler-Olsen 557.969 kroner.

Det giver mening at støtte bogudgivelser på dansk, da vi jo ikke udgør noget særlig stort sprogområde, og det danske bogmarked er af begrænset størrelse.

Men er vejen til det at give støtte til en masse klassesæt af undervisningsmaterialer og letlæsningsbøger eller at støtte bøger, der i forvejen køres ind i pallevis i Bilka og Kvickly?

Hvis vi vil anerkende og hædre Jussi Adler-Olsen, så lad os give ham en platinbog eller et armbåndsur i guld for tro tjeneste i underholdningsafdeling Q. Der er ikke nogen kulturel grund til hvert år at sætte en halv million kroner ind på hans konto.

Jeg ved godt, at den slags prioriteringer er særdeles svære, og at det er langt lettere at lade nogle tal bestemme, hvem der skal have hvad. Men man kunne godt tænke sig flere midler til talentudvikling og til økonomisk vedligeholdelse af de mange gode forfattere, der bliver klemt og glemt, når salgstallene og udlånstallenes logik breder sig. For slet ikke at tale om oversætterne, der også bliver presset på prisen. Der bliver mere til dem, der i forvejen har, og mindre til de andre. Det er ikke godt for den højt besungne mangfoldighed. Og det er under alle omstændigheder en diskussion værd.

(PS: En liste over biblioteksafgiftens modtagere er offentlig tilgængelig på Kulturstyrelsens hjemmeside)