Dramatiske og mystiske historier om frigjorte adelskvinder og unge drømmere i fremmede og fortidige universer fylder luften i haven ved landejendommen Rungstedlund i Nordsjælland disse søndage.
I Karen Blixens hjem tæt ved Strandvejen i Rungsted, der i dag huser Karen Blixen Museet, oplæser en række skuespillere syv søndage i træk forfatterindens over 80 år gamle debutværk ”Syv Fantastiske Fortællinger”.
Den seneste oplæser er skuespiller Joen Bille, der også har været med til at udvælge de øvrige seks kolleger i oplæsningsrækken. For den 73-årige skuespiller har Karen Blixens liv og værk stået centralt, siden han var ganske ung:
”Hun var en levende bestanddel af mit barndomshjem, for begge mine forældre kendte hende, min far var sågar ungdomsven med hende og havde været hendes balkavaler for år tilbage, så både hendes forfatterskab og person blev meget ofte omtalt derhjemme.”
Han blev derfor hurtigt draget af hendes historier, for de havde et anderledes præg end den litteratur, han ellers kastede sig over: ”Det fulgte slet ikke de slagne veje for den samtidige danske litteratur, jeg havde stiftet bekendtskab med dengang. Det var en ganske fantastisk oplevelse at dykke ned i hendes historier, selvom jeg ikke altid forstod dem fuldt ud i min unge alder.”
Men de mange betydningslag, der besværliggjorde forståelsen hos den unge læser, er samtidig det, der får oplæsningen af historierne til at være helt speciel, siger han:
”Udfordringen – eller snarere glæden – ved at læse hende højt er, at hun har så mange lag. Historierne er mystiske, de er dragende, og de er fulde af et krydderi, der gør tilhørerne vakse. For de sætter gang i refleksioner om livet og mennesket, som kræver en årvågenhed og en lyst til at lade sig indfange.”
Det er da også langtfra første gang, at Joen Bille opfører Karen Blixens værker som enten oplæsning eller skuespil. Allerede i 1969, en uge efter han var blevet færdiguddannet skuespiller fra Statens Skuespillerskole, blev han hyret af instruktør Kaspar Rostrup til at spille en af de bærende roller i Karen Blixens ”Samtaler om Natten i København” på den hedengangne DR-institution TV-Teatret.
Den kommende søndag er det skuespiller Birgitte Hjorts tur til at oplæse en af fortællingerne i haven på Rungstedlund. Den 35-årige skuespiller, der blandt andet er kendt fra tv-serien ”Borgen” og som vært på underholdningsprogrammet ”Flashback” på DR 1, håber at kunne overføre hendes egen oplevelse af historien til tilhørerne:
”Blixen er vidunderlig at læse op, fordi hun i hver af sine tekster tager os med på forunderlige rejser ind i mennesket. Hendes historier rummer en indsigt i det menneskelige sind, som er helt vildt nuanceret. Samtidig skaber hun fantastiske og fortryllende universer, der er genkendelige, selvom de er fremmede og til tider ligefrem overnaturlige. Det er fortællinger, der overrasker og fascinerer læseren, og forhåbentlig kan jeg indfange publikum med netop de følelser på søndag.”
Der er god grund til, at Karen Blixens debutværk, der udkom på dansk i 1935 under pseudonymet Isak Dinesen, stadig er genstand for en flittig læsning i dag, fortæller Lasse Horne Kjældgaard. Han har som professor i dansk litteratur ved Roskilde Universitet forsket i Karen Blixens forfatterskab og desuden bidraget med det litteraturhistoriske efterskrift til genudgivelsen af ”Syv Fantastiske Fortællinger” fra 2012 og sidder desuden i bestyrelsen for Rungstedlundfonden.
”Dels skriver hun bedre (end sine samtidige kolleger, red.) i et sprog, der stadig lever og er gådefuldt. Dels tager hun tematisk fat om nogle helt eviggyldige menneskelige identitetsspørgsmål, der er løsrevet fra samtiden. ’Hvem er jeg, hvem ønsker jeg at være, hvordan skal jeg fremstille mig selv over for andre’? Det er almenmenneskelige spørgsmål, vi til stadighed stiller os selv i dag og nok altid vil stille.”
Da novellesamlingen udkom på dansk i 1935, var Karen Blixen allerede slået igennem i USA med selvsamme værk året forinden, og oprindeligt var hun slet ikke sikker på, at hun turde udsætte novellesamlingen for et dansk publikum, da hun ikke mente, at værket passede på samtidens litterære scene. Og det var der god grund til, siger Lasse Horne Kjældgaard.
”’Syv Fantastiske Fortællinger’ er et værk, der ikke ligner noget andet, man har i dansk litteratur i 1930’erne. Med hendes historier om aristokrater, gejstlige og kunstnere, der finder sammen på fremmede steder og drøfter nogle af livets store spørgsmål, placerer hun sig langt fra samtidens socialrealistiske forfattere. Hendes personer er frie fugle, som umiddelbart ikke har meget tilfælles med romankaraktererne på den øvrige litterære scene, der på det her tidspunkt er domineret af trængte flipproletarer. Den lille mand, der er under pres og risikerer at lade sig dupere af store mænd og totalitære kræfter som nazismen. Det er en litteratur med folk som H.C. Branner og dramatikeren Kjeld Abell i front, der meget eksplicit behandler problemerne i deres samtid og sætter dem under debat. I det selskab er ’Syv Fantastiske Fortællinger’ aparte.”
Den aparte rolle kom da også til udtryk gennem blandede reaktioner hos de danske anmeldere. Mens nogen roste fortællingerne som ”verdenslitteratur”, var andre forbeholdne, andre igen kritisk nedsablende. Mest hårdhændet var Berlingskes anmelder Frederik Schyberg, der mente, at fortællingerne var dekadente, ligesom han beskyldte forfatteren for at være både pervers og snobbet, fordi der ”ingen normale Mennesker” fandtes i historierne, der i øvrigt dyrkede den ”grænseløse erotiske nyfigenhed” på en formålsløs og forargelig facon.
Derfor var det ifølge Lasse Horne Kjældgaard ganske afgørende, at Karen Blixen, der med sine 49 år var en usædvanligt gammel debutant, ambitiøst satsede på udlandet, før hun tog chancen i Danmark. For var hun først fejlet i hjemlandet, havde hun højst sandsynligt aldrig fået den opmærksomhed, der sikrer, at vi stadig læser hende i dag. 8