Det blev opfattet som en stor provokation, da den danske kunstner Bjørn Nørgaard i 1970 slagtede en hest foran Louisiana. Sådan var det imidlertid ikke ment.
Om der så er tale om rituel slagtning, udstoppede hundehvalpe eller blendede guldfisk, så må det ikke være kunstnerens hensigt at provokere, mener den danske kunstner.
Også billedet af en palæstinensisk selvmordsaktivist i et blodrødt bassin og titlen »Snehvide og sandhedens vanvid«, der har påkaldt sig en massiv israelsk vrede, anklages af den israelske ambassadør for at være en provokation.
- Vi har lavet et kunstværk, ikke et politisk manifest. Politiske tilgange beror på betragterens perspektiv, sagde Dror Feiler, den israelske kunstner, der sammen med sin svenske hustru, Gunilla, står bag kunstinstallationen »Snehvide og sandhedens vanvid«, til sit forsvar forleden i et interview til den svenske avis Dagens Nyheter.
Alligevel bliver kunstinstallationen opfattet som både antisemitisk og provokerende. Og det var ikke kun israelerne, der blev fortørnede. To svenske kristendemokrater blandede sig også i den offentlige debat i vores naboland og argumenterede for, at det var uetisk at fastholde udstillingen af et kunstværk, som havde skabt så oprørte følelser.
Hvis ikke provokationen er et mål i sig selv, hvad er så hensigten med de kunstværker, som vækker vrede? Kristeligt Dagblad har talt med museumsdirektør Peter S. Meyer fra Trapholt og kunstneren Bjørn Nørgaard.
Selv om der kunstnerisk set er forskel på at slagte en hest og lave et »blodbad«, så er målet det samme ifølge Peter S. Meyer, som for et par år siden selv lagde lokaler til en massakre på guldfisk.
- Ønsket om, at kunsten skal være politisk og virke på samfundsmæssige præmisser, er kommet på mode igen. Det er også derfor, at medierne er blevet så vigtigt et parameter. En række internationale udstillinger, som for eksempel »Documenta« i Tyskland og biennalen i Venedig, har de seneste henholdsvis to og tre gange været stærkt politisk engagerede, fortæller han.
Det er imidlertid ikke noget nyt fænomen, at kunst er samfundskritisk og provokerende. Det har man set før både i 1960'erne og 1970'erne, men også helt tilbage i 1930'erne ifølge museumsdirektøren.
- Det er en tendens inden for den moderne kunst, som kommer i bølger. Kunsten pendler mellem at være vendt mod sig selv, den såkaldte »l'art pour l'art« og så udfylde en samfundskritisk rolle, siger han.
Herhjemme blev Bjørn Nørgaard kendt som en protestkunstner, da han i 1970 huggede hovedet af en hest for at vise sin modstand mod Vietnamkrigen. Han afviser i dag, at kunst partout skal provokere, men er enig i, at den samfundskritiske kunst er kommet på mode igen.
- Kunst skal ikke noget. Kunsten har ikke nogen forpligtigelser. At kunsten så gør det, det er et valg, mit personlige valg som kunstner. En markant beskrivelse af virkeligheden kan føre til, at tilskueren bliver provokeret, men det er ikke hensigten. Hvis du har en bestemt hensigt, så er det ikke længere et kunstværk, siger han.
- Hvad med din rituelle slagtning?
- Vi lavede ikke hesteofringen for at provokere, men fordi vi ville problematisere, hvor grænsen mellem kunst og virkelighed går. Vores udgangspunkt var et moralsk krav til kunsten om ikke bare at være pæn, men også at blande sig i samfundsdebatten ud fra en kunstnerisk ide. Det mener jeg stadig.