Blodet fra Jesu kors er den røde tråd i Martin Scorseses film

I næste uge har den amerikanske instruktør Martin Scorseses nye film ”Silence” premiere i de danske biografer. Den handler om forfulgte kristne missionærer i Japan, men kristendommen har altid fyldt meget i mesterinstruktørens ofte voldelige film

Robert De Niro i Scorseses film ”Raging Bull” (”Tyren fra Bronx”) fra 1980. Foto: Allstar Picture Library/Polfoto

I Martin Scorseses kommende film, ”Silence”, gemmer en frafalden missionær – der på overfladen har tilpasset sig den japanske kultur og religion i 1700-tallet – et lille krucifiks i sin lukkede hånd, så ingen kan se, at han stadig er kristen.

Sådan kan man se på hele Martin Scorseses karriere og filmværk. Selvom hans ofte voldelige film på overfladen kan ligne en knyttet hånd, der har tilpasset sig den omgivende kultur, har han altid gemt et kors inden i hånden. For blodet fra Jesu kors er den røde tråd, der løber gennem hans film. Det flyder med blod og stigmata i Scorseses film, når man ser efter, men han er samtidig en af vor tids største filminstruktører set med ”verdslige” briller.

”Martin Scorsese hører sammen med Steven Spielberg, George Lucas og Francis Ford Coppola til den stærke generation af unge filminstruktører, der brød igennem i 1970’erne, efter Hollywood ellers havde været lidt kriseramt i 1960’erne. De gamle opskrifter på filmsucceser virkede ikke længere. Men Scorsese var med til at vise en ny vej. Mens Spielberg fornyede filmtraditionen fra Walt Disney og Alfred Hitchcock, orienterede Scorsese og Coppola sig mere mod europæisk film med dystre neddykninger i menneskets mørke sind. Og mens Spielberg fik succes med ’Dødens gab’, fik Scorsese det sigende nok med hovedværket ’Taxi Driver’. Scorsese har også lavet genrefilm, men han har sat et personligt præg på alle sine film, som om de alle sammen er hentet op fra hans eget sind,” siger filmhistorikeren Peter Schepelern.

Martin Scorsese (født 1942) voksede op i New York i en katolsk familie med italienske rødder. Forældrene havde flyttet et anstrengt forhold til kirken med til Little Italy på Manhattan i New York, men som dreng blev Martin Scorsese selv stærkt optaget af katolicismen og meldte sig som alterdreng.

”Jeg stolede på kirken, fordi det, præsterne prædikede om, gav mening for mig. Jeg forstod, at der fandtes en anden måde at tænke på uden for den lukkede, skjulte og skræmmende barske verden, jeg voksede op i,” har Scorsese forklaret til New York Times.

Teologien og tilværelsens store spørgsmål optog ham således tidligt. Og som ung mand overvejede han meget kraftigt selv at træde i præstekjolen som katolsk præst, men i stedet for den katolske præsteskole valgte han ”at blive forkynder i syndens centrum – Hollywood, hvor hans film kredser om synd, skyld og bodsgang,” som sognepræsten Thomas Aallmann udtrykker det:

”Allerede i ’Mean Streets’ fra 1973, der hed ’Gaden uden nåde’ på dansk og var hans første samarbejde med Robert De Niro, slår Martin Scorsese sit filmiske forkynderkald an gennem sit alter ego i filmen, der siger, at man ikke gør sine synder gode i kirken, men på gaden. Og da Scorsese fravalgte præstekaldet, valgte han bare filmmediet som prædikestol og med bopælspligt i den mest dekadente verden, man kan forestille sig. Men mens andre filminstruktører dyrker volden som mål i sig selv, har den en forkyndelsesfunktion i Scorseses film. Sådan adskiller han sig for eksempel fra filminstruktører som Quentin Tarantino, der nærmest skaber ballet ud af vold. Hos Scorsese viser volden i stedet vores grimme natur eller peger direkte på Jesu lidelseshistorie,” siger Thomas Aallmann og tilføjer:

”Det sidste kommer måske klarest frem i mesterværket ’Raging Bull’, hvor bokseren, der har hovedrollen, lader sig rense fra sin synd og skyld ved at lade sig gennembanke i bokseringen. I en scene hænger han i tovene med armene ud til siden som en lidende Kristus. Og det er en del af Scorseses teologi, at der altid er en pris at betale for ens bodsgang. I kirken får man visket tavlen ren om søndagen, så man får en ny chance mandag morgen, men den skal også gribes.”

Omvender man sig ikke, kan man også hurtigt blive en død mand i Scorseses film, hvor man altid kan blive likvideret med en klaverstreng af en ”ven”, der har sneget sig ind på bagsædet af ens lyserøde Cadillac. Sådan forstærker gangstermiljøerne i Scorseses film ofte eksistensvilkårene for almindelige mennesker. For man kan jo aldrig vide, om man lever i morgen. Og Martin Scorsese har også ofte udstillet menneskets syndige natur gennem gangsterverdenens forstørrelsesglas. For når nogen i den verden tænker ”dåre” om sin broder, er der ikke langt til drab, som Jesus også påpeger i Bjergprædikenen.

”Martin Scorsese sparer i det hele taget hverken på vold og bandeord, når han udstiller syndens natur på det store lærred. Faktisk skulle hans film ’Casino’ fra 1995 have sat filmisk verdensrekord i at bruge bandeordet ’fuck’, der regnes for det værste i USA, flest gange. Det er ikke en rekord, man normalt ville få ros for. Men han skildrer den faldne verden. Spilleterningerne lander hele tiden på to et-taller som et slangesymbol. Og filmen, der udspiller sig i ørkenbyen Las Vegas, spiller samtidig på, at Jesus også blev fristet i ørkenen,” siger Thomas Aallmann.

Et andet eksempel på en af Scorseses film med tydelige bibelreferencer er ”Cape Fear” fra 1991. Den er en skildring af Jobs Bog. Og allerede ”Taxi Driver” fra 1976 kan ses som en skæv Noa-fortælling, hvor hovedpersonen som en anden korsridder vil rense ud i syndens by, ligesom ”regnen vasker gaderne rene”.

”Scorseses filmfigurer er åndelige væsener, der bærer rundt på en rastløshed, fordi de ved, at de er syndere med et regnskab, der skal gøres op. Og det kræver ofte, at man må være parat til at gennemgå lidelse for at gøre skaden god igen,” siger Thomas Aallmann.

For det meste er de kristne motiver indirekte i Scorseses film, men i ”Den sidste fristelse” (”The Last Temptation of Christ”) fra 1988 flytter Scorsese Jesu fristelseshistorie i ørkenen til korset, hvor en lille pige, der viser sig at være Djævelen selv, frister frelseren til at gå ned fra korset.

I stedet for at blive verdens frelser, bliver Jesus nu Maria Magdalenas mand, og først som en gamling indser han, at han må tilbage til korset for at frelse verden.

”Kernen i Scorseses kristendom er, at man skal angre sine synder og gå bodsgang for dem. I den sammenhæng skiller ’Den sidste fristelse’ sig ud. For hos Scorsese er det ikke Gud, der skal til eksamen, men alle os andre. For Jesus fuldførte jo sit løb, og nu er det vores tur,” siger Thomas Aallmann.

Scorsese har dog også længe været optaget af lidelsens og ondskabens problem. Det kommer blandt andet frem i ”Shutter Island” (2010), hvor hovedpersonen i en scene spørger en tysk læge, hvordan man kan tro på Gud, når mennesker lider.

Spørgsmålet går igen i ”Silence”, som Scorsese ifølge et interview med New York Times har haft lyst til at lave, siden han i 1986 læste Shusaku Endos bestsellerroman ”Silence”, der følger forfulgte kristne i 1700-tallets Japan.

Men her taler Gud i tavsheden – som en lidelsesfælle, der måske ikke fjerner lidelsen i dette liv, men er parat til at dele den med sine disciple. Som Jesus siger i en central scene: ”Træd bare på mig!”

Henrik Wivel anmelder ”Silence” ved premiere i næste uge.