Prøv avisen

Blodets bånd er den røde tråd i julen

– Illustration: Morten Voigt.

Farven rød minder os om, at juletiden repræsenterer både den største glæde og den dybeste sorg. Nyt afsnit i serien om julens farver

Julen er hjerternes fest. Det lyder som en tyndslidt kliché, men i det omfang, at vi forbinder følelser med noget, der kommer fra hjertet, og at hjerte rimer på smerte, så er det ikke desto mindre rigtigt. I juletiden oplever mange mennesker, at følelserne forstærkes. Glæden kan føles ekstra glædesfuld og sorgen endnu mere sorgfuld.

Derfor er det heller ingen tilfældighed, at vi omgiver os med så meget rødt i julen, fra nissehuer over kirsebærsauce til potteplanten med de store, stjerneformede blade og de hjemmelavede, flettede hjerter, vi hænger på juletræets grene sammen med skinnende, røde glaskugler. Netop den røde farve repræsenterer både det bedste og varmeste og det allermest smertefulde.

Det mener forfatter og sognepræst i Vær og Serridslev Kirker ved Horsens Gudmund Rask Pedersen. Han har ubetinget rød som sin yndlingsfarve.

”Rød er så absolut den smukkeste farve. Den er også den stærkeste, fordi den både har blodet og ilden i sig. Det er fryd og smerte på én gang,” siger han.

På samme måde er det med julen, og det vil vi ifølge Gudmund Rask Pedersen blandt andet forstå, hvis vi går til gudstjeneste hele julen og ikke blot juleaftensdag, som mange af os er tilbøjelige til.

”Præsterne vil gerne være venlige i mælet juleaftensdag, og alle kirkegængere hører den dag det evangelium fra Lukas, som vi kender som Juleevangeliet. Men når vi kommer frem til anden juledag, som også er Sankt Stefans dag, og som liturgisk har den røde farve, hører vi om den hellige Stefan, der bliver stenet på grund af sin tro. Han er den første kristne martyr. Og på julesøndag er især evangeliet til anden tekstrække barsk, for her hører vi om Herodes, der beordrer alle Betlehems drengebørn under to år slået ihjel,” siger han fortsætter:

”For hyggens skyld vil vi gerne isolere julen til fødselsidyllen i stalden i Betlehem. Det er da også helt vidunderligt, når et barn kommer til verden gennem blod og fostervand. Men blodet peger også via de følgende dages hændelser hen imod påskens lidelseshistorie.”

Også i moderne menneskers liv kan tingene være tilspidsede i julen. Blodets bånd, altså familien, er vigtigt, når vi juleaften tager hinanden i hænderne for at gå rundt om træet, og i de følgende dage, hvor vi har fri til at være sammen.

”Der bliver stillet store krav til, at blodets bånd skal lægge sig lige så smukt til rette som båndet omkring den fineste indpakkede julegave. Det er bare sjældent, at det lykkes. Anden juledag topper antallet af anmeldelser om husspektakler hos politiet. Og for mange familier er skilsmisser en del af virkeligheden. Jeg ved af erfaring, hvor svært det kan være. Der er virkelig meget julesorg i en skilsmisse, især for børnene,” siger Gudmund Rask Pedersen.

Når talen falder på den røde farve i julen, får han lyst til at citere et vers fra Benny Andersens digt ”Mørkets sang”:

”Mødes og skilles og mødes igen/ varmt er det hjerte, der bløder/ livet begynder bag smerten min ven/ lykken må danse på gløder.”

”Livet er en gave, ingen tvivl om det, men det hører til ethvert menneskeliv, at hjertet kommer til at bløde. Det giver kristendommen plads til. I kirken skal vi være klar til at formidle hele julens budskab, også alt det, der river og slider og gør ondt,” siger Gudmund Rask Pedersen.

I gamle dage, hvor der på landet blev slagtet gris op til jul, spillede det røde blod en anderledes konkret rolle. Det ved Jytte Møller noget om. Hun har i 17 år været såkaldt husjomfru på Gammel Estrup Dansk Herregårdsmuseum på Djursland, og indtil for et par år siden blev der på museet slagtet gris på gammeldags manér.

Det skete for at illustrere, hvordan alt på grisen for hundrede år siden blev omdannet til mad, der kunne sættes på bordet og fortæres i juledagene. Også griseblodet. Opskriften kan hun stadigvæk i hovedet:

”Når blodet er tappet fra grisens hals, gælder det om hurtigt at røre det med havregryn eller rugmel, for at det ikke skal blive stift. Derefter varmer man blodet op og tilsætter flæsketern, kanel, ingefær, nelliker, sukker, rosiner og en smule fløde for at afrunde. Når det hele er kølet af, hælder man det i en tarm. For hundrede år siden var det typisk den rensede tyktarm fra den samme gris, som blodet kom fra,” fortæller Jytte Møller fra herregårdskøkkenet på Gammel Estrup.

Hun holder selv meget af blodpølse, når den er stegt i smør og serveret med sirup og æblekompot.

”Jeg kommer fra landet, og i mit hjem var der altid blodpølse på bordet juledag. Jeg kan stadig vældig godt lide det. Det er en sødlig og krydret smag, der ikke minder om noget andet,” siger hun.

På Gammel Estrup er det stadig muligt op til jul at købe og smage på blodpølse – og på flæskesteg, medister, sylte, rullepølse, grisetæer i gelé og alt det andet sulemad fra grisen. Forskellen er bare, at det ikke længere er husjomfruen, men en lokal slagter, der tapper blodet og parterer grisen.

Julefrokost-branderter og familiære husspektakler til trods er det heldigvis ikke sikkert, at vi alle ser rødt i julen. Til gengæld er det sikkert, at vi i denne tid ser noget rødt allevegne. Ifølge kunsthistoriker og kunstformidler Birgitte Zacho er det imidlertid både en nyere opfindelse og lidt af en tilfældighed, at julen er rød.

”Det med, at vi forbinder det røde med hjerter og kærlighed, kommer først et godt stykke op i 1900-talllet, hvor vi begynder at interessere os for den romantiske kærlighed. Og kigger vi på kunsten, så skildres en figur som Jomfru Maria både klædt i rødt og blåt, hvor den røde farve symboliserer den lidelse, hun skal igennem, og den blå symboliserer det himmelske. Så sådan set kunne julen lige så godt have været blå,” siger hun og tilføjer:

”Betydningen af en farve kommer ofte som en efterrationalisering og som følge af en lavpraktisk ting, sådan er det også med rødt. Rødt har fra gammel tid været noget ophøjet, simpelthen fordi det har været dyrt og besværligt at få fat i eksempelvis rødt tøj,” siger Birgitte Zacho.

Det bekræfter tekstilkonservator på Nationalmuseet Maj Ringgaard.

”I Danmark har man allerede fra vikingetiden farvet tøj rødt ved hjælp af planten kraprod. Men da man senere gerne ville have en mere klar, rød farve, var det nødvendigt at få fat i små lus, der sidder på kaktusplanter i Sydamerika. Det var både dyrt og besværligt og derfor ekstra fint,” siger hun.

Ifølge Maj Ringgaard var det at klæde sig i rødt et modsvar til den kolde og mørke tid på året, som julen falder sammen med. Det er Birgitte Zacho enig i og trækker tråde op til nutiden, hvor rødt tøj stadig er populært i december.

”Rød er en farve, der opildner til passion, og vi forbinder den med en varme, der understøtter den vinterfest, som julen er,” siger hun.

Daniel Holmberg, der er folkeskolelærer, er måske den dansker, der er allergladest for rødt.

”Lige nu sidder jeg klædt i et rødt jakkesæt,” siger han i telefonen fra sit hjem i Aars i Nordjylland, hvor han har et helt klædeskab fyldt med juletøj.

Under kunstnernavnet Daniel Røde driver han hjemmesiden juleekspert.dk, hvor han blandt andet sælger uldne trøjer med julemotiver, som han selv designer. Selv går han i juletøj, der for det meste overvejende er rødt, i hele november og december, og han begynder at pynte op til jul i og uden for sit hus allerede i efterårsferien.

”Jul er klart forbundet med rødt. Det mest eksistentielle i den forbindelse er julemanden og hans rendsdyr, Rudolf med den røde tud,” siger Daniel Holmberg.

Men selv julemanden har ikke altid været rød. Han var oprindelig en katolsk helgen fra Tyrkiet ved navn Sankt Nikolaus, der var godhjertet, især over for børn. Hollænderne, der kaldte ham Sinterklaas, tog ham i 1600-tallet med til Den Nye Verden, USA, og her blev han med tiden fusioneret med den engelske Father Christmas og blev til den amerikanske julemand Santa Claus.

På den tid kunne han se meget forskellig ud og være klædt i flere farver. Den standardiserede rødklædte julemand med langt, hvidt skæg og gavesæk over skulderen kom først frem i 1931. Han blev skabt af kunstneren Haddon Sundblom, der havde et livslangt samarbejde med sodavandsproducenten Coca-Cola. Og det var, da julemanden blev vist i en Coca-Cola-reklame, at han for alvor blev kendt.

I Danmark optræder han dog allerede i ”Peters jul” fra 1866 – ikke som gaveudbringer, men som ham, der kommer med juleglæde og stemning.