Prøv avisen

”Mor om natten” er en barsk og betagende fjeldvandring i sindets uvejsomme landskab

4 stjerner
Og selvom Niels Fredrik Dahl skriver lyrisk fortættet, bliver det parallelle dobbeltportræt aldrig koketteret selvmedlidende. Tonen forbliver tværtimod nøgtern, lavmælt, ukrukket. Renset for postmoderne spilopper og andet stilpostyr, der tynger visse af vore hjemlige forfattere, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.

Hjerteskærende kærlighedselegi til en mor, der ikke magtede livet, demonstrerer nok en gang nord- mændenes litterære overlegenhed

”Mor om natten” er seneste skud på det storslåede knopskydende litterære træ, som vores naboer mod nord fostrer for tiden. Det formelig vælter frem med udsøgt norsk prosa, der med hybrider af essayistik, fiktion og autobiografi bærer den store historie frem. Espedal, Knausgård, Saabye Christensen, Per Petterson, Jan Kjærstad, ja man kunne blive ved. Og Niels Fredrik Dahls knugende portræt af en mor i langsom opløsning er ingen undtagelse.

Godt og vel 15 år efter, den norske lyriker, forfatter og dramatiker Niels Fredrik Dahl granskede faderforholdet i sit rå romanværk ”På vej til en ven”, er han klar med en efterfølger. Denne gang om det ikke mindre problematiske forhold til den skrøbelige, plagede mor.

En splintret erindringscollage tager form, da jegfortælleren få år inden sin mors død uvilligt modtager hendes hemmelige dagbog. ”Du kan gøre hvad du vil med den, siger hun – læse den eller lade være.”

I natbogen, som hun kalder den, skrifter hun sine mørkeste tanker, sin sjæls natsider – dødsdriften, mismodet og det skjulte begær – alt det, der ikke sømmer sig for en pæn forstadsfrue og mor til tre – når hun sidder alene oppe om natten og skriver.

”Jeg sidder i mørket. Der løber glødende elve inde i mig. Der er ingen løsning. Jeg slipper aldrig løs.”

I lang tid tør den navnløse fortæller end ikke åbne bogen. Han kender kun alt for godt dens indhold. Hele sit voksenliv har han forsøgt at flygte fra moderens sorte skæbne, hendes plagede sind og sygdomme, som har lagt sig som en blytung skygge over hans barndom. ”Jeg lærer at liste. Jeg lærer ikke at tale eller le. Jeg kan lukke og åbne døre uden det mindste knirk, jeg kan stå helt ind mod døren hun ligger bag, lægge øret mod den og høre at hun stønner derinde.”

Først år efter moderens død, dykker han ned i natbogen. I en erkendelse af, at han alligevel ikke kan flygte – måske for at skabe struktur i de afrevne erindringsglimt.

Hyppigt krydsklippes mellem forskudte tidsplaner, mellem barnlige erindringer og den modne mands kamp for at holde det nedarvede tungsind på afstand. Mellem moderens minder om sin egen traumatiske opvækst under krigen og fortællerens minder om moderens sidste krampagtige dødskamp. På én gang fortrængning og erindring. På én gang fjernt og alt for nært. Som forholdet mellem mor og søn.

Kursiverede indslag fra natbogen blander sig med skildringen af fortællerens besværede voksenliv med druk, depression og betændte forhold. Bevidstheder glider sammen – så labyrintisk, at man mister overblikket og glemmer, hvem der taler. Morens syge sind vævet ind i drengen, vævet i den voksne mands dna.

”…jeg vidste ikke, at jeg skulle leve mit liv på vej mod det samme, på vej mod den hun var. Jeg skulle vælge alle andre veje, jeg skulle prøve alle andre mulige ruter først, jeg skulle lukke hende fuldstændig ude fra mit liv, skære hende af, jeg skulle aldrig spørge hende om noget, fortælle hende noget der var sandt, men alligevel skulle jeg uvægerligt ende hos hende, i hende.”

På subtil vis flugter den brydsomme fragmentform med moder-søn-forholdets ubestemmelige dobbelthed. Stærkest står barnets beskrivelser af moderen. Billedet af drengen i pyjamas bag døren med bløde barneøjne, der ser alt – den ubetvingelige omsorg for en mor, der berøver én barndommen. Og selvom Niels Fredrik Dahl skriver lyrisk fortættet, bliver det parallelle dobbeltportræt aldrig koketteret selvmedlidende. Tonen forbliver tværtimod nøgtern, lavmælt, ukrukket. Renset for postmoderne spilopper og andet stilpostyr, der tynger visse af vore hjemlige forfattere.

Indimellem mister fortællingen dog vaklende pusten og kører i ring – på grænsen til tomgang. Men det tilgives.

”Mor om natten” er en barsk og betagende fjeldvandring i sindets uvejsomme landskab. Gennem fortrængningens tjæresorte tilgroede stier over uoverstigelige afgrunde ankommer man momentvist til krystalklare stjernenætter af stor skønhed, der cementerer Dahls plads i strømningen af stærke norske stemmer i samtidslitteraturen.