Blød event-kultur eller hårde fakta? Stor tvivl om retningen for kommende kolonimuseum

Aktuel uenighed i Nationalmuseets referencegruppe for et fremtidigt kolonimuseum afspejler, at der i tiden er vidt forskellige syn på, hvad et museum skal være

Skal Vestindisk Pakhus skabe et såkaldt ”samvittighedssted” for slavehandelens ofre svarende til erindringssteder for for eksempel Holocaust?
Skal Vestindisk Pakhus skabe et såkaldt ”samvittighedssted” for slavehandelens ofre svarende til erindringssteder for for eksempel Holocaust? . Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

Skal et fremtidigt dansk kolonimuseum satse på traditionelle elementer som genstande og tekster, der formidler fakta om kolonitiden, slavehandelen i 1700-tallet og det komplicerede forhold mellem Danmark og Grønland? Eller er der mere brug for fortællinger, subjektive vidnesbyrd og et erindringssted, hvor det moderne menneske kan dvæle ved slavernes grumme skæbne?

Det mødes medlemmerne af Nationalmuseets kolonimuseum-referencegruppe torsdag for at diskutere. Og mødet vil bære præg af, at der hersker, hvad gruppens formand, Nationalmuseets chef for indholdsudvikling og samskabelse, Jakob Kirstein Høgel, betegner som ”store holdningsforskelle” i gruppen. Andre bruger langt stærkere betegnelser for uenigheden.

Præcis hvilket museum, der er i støbeskeen, er svært at sige, idet arbejdet ikke er færdigt og gruppens 12 medlemmer er pålagt tavshed, indtil de er klar med en rapport i marts. Men Kristeligt Dagblad erfarer, at det i meget høj grad er oplevelser og fortællinger - og i meget ringe grad faktuel viden fra førende historikere på området - der lægges op til at tage i anvendelse.

Referencegruppen har fået foretaget en undersøgelse af, hvad danskerne ved om kolonitiden, og hvad der findes af relevant materiale på museer og i arkiver. Desuden har man opfordret alle danskere til at komme med konkrete ønsker til et kolonimuseum og fået over 100 bud retur. En mængde, som Jakob Kirstein Høgel erklærer sig ”superglad” for.

Og endelig har man bedt konsulentfirmaet Seismonaut komme med forslag til konkrete scenarier for, hvad et fremtidigt kolonimuseum kunne indeholde, hvis referencegruppens rapport fører til en politisk beslutning om, at Danmark rent faktisk skal have sådan et museum.

Ideerne fra konsulenterne er mange og inddrager både forfattere, kunstnere, festivalarrangører, nulevende borgere på de tidligere dansk-vestindiske øer og akademikere, der ikke er fra Danmark. Men danske historikere med faktuel viden om kolonitiden er ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger svære at få øje på.

Baggrunden for sagen er, at en gruppe historikere og andre interesserede siden 2015 i foreningen Kolonihistorisk Center har arbejdet aktivt for, at Danmark skal have et nyt museum, som fokuserer på kolonialiseringen og slavehandelen. Egentlig var ønsket at dette skulle være en del af markeringen af 100-året for salget af de vestindiske øer i 2017, men ideen manglede politisk opbakning, indtil et flertal til venstre i folketingssalen valgte at afsætte 1,2 millioner kroner på finansloven for 2021 til en referencegruppe, der skal undersøge, hvordan et fremtidigt kolonimuseum kan gribes an.

Kolonihistorisk Center er repræsenteret i referencegruppen med sin formand Anders Juhl. Oprindeligt var foreningen domineret af historikere, som ønskede at samle viden om fortiden, men siden har den fået et bredere kunst- og kultursigte, og ønsket er i Vestindisk Pakhus at skabe et såkaldt ”samvittighedssted” for slavehandelens ofre svarende til erindringssteder for for eksempel Holocaust.

I efteråret kom det frem i Weekendavisen, at der internt i referencegruppen havde været stor uenighed om, hvorvidt Vestindisk Pakhus skulle italesættes som et sted, der var centralt for slavehandelen og hvor slaver havde arbejdet, selvom der ingen dokumentation er for, at der nogensinde har opholdt sig slaver i bygningen. På denne måde har der flere gange været sammenstød i gruppen mellem en samvittigheds- og fortællings-fraktion, der arbejder med kunst og følelser og anføres af folk fra Kolonihistorisk Center og Statens Museum for Kunst, mens Rigsarkivets repræsentanter i debatten finder, at fakta er for svagt repræsenteret.

Når referencegruppen har svært ved at enes skyldes det mindst to fundamentale uenigheder. Dels diskussionen om, hvem der overhovedet er berettiget til at fortælle slavernes historie. Om det er slaverne selv — eller rettere deres efterkommere — eller fagfolk af europæisk herkomst. Og dels er det diskussionen om, hvad et museum overhovedet skal være. Er det et sted, hvor den bedst dokumentede viden samles og forsøges formidlet så sagligt som muligt eller er det et stede for fortællinger, oplevelser, happenings, farverige mulitimedietiltag og kedsomhedsknapper.

Det er en strid om, hvorvidt der er brug for et hus, hvor mennesker af afrikansk oprindelse og kunstnere, som sympatiserer med deres forfædres trængsler kan få stemme, støtte og oprejsning, eller om det skal være et hus, hvor der formidles historiske kendsgerninger på en korrekt, men måske også så tør og saglig måde, at man kan frygte, at det vil være svært at nå det store, brede publikum.

Når Nationalmuseets referencegruppe kommer med sin rapport til marts får vi at se, hvordan det er lykkedes at balancere de to hensyn, men som det tegner nu, står fakta svagt i forhold til følelser.