Blomstrende landskaber fra Tyskland

Judith Schalanskys omvendte dannelsesroman Giraffens hals er underholdende læsning: Morsom, inspirerende og med vigtige emner.

Judith Schalansky: Giraffens hals". Oversat af Anette Petersen. 279,95 kroner. Forlaget Vandkunsten
Judith Schalansky: Giraffens hals". Oversat af Anette Petersen. 279,95 kroner. Forlaget Vandkunsten

I Tyskland har man gennem mange år været optaget af den store fortælling, den store roman, der skulle beskrive de historiske omvæltninger fra 1989: den fredelige revolution i DDR og overgangen til det nye, forenede Tyskland. De seneste år er der imidlertid i stigende grad kommet fokus på den efterfølgende historie: på de aktuelle udviklinger i de struktursvage områder i det forhenværende Østtyskland, der nu mere end 20 år efter foreningen af de to tyske stater døjer med et påfaldende sammenbrud af infrastrukturen: Yngre og veluddannede folk begynder at flytte væk fra disse områder, og naturen begynder at generobre landsbyerne og de forhenværende industriområder. Versteppen, vergreisen und verblöden, har man kaldt det på tysk: ødemarken tager over, ældre-gennemsnittet stiger, uddannelsesniveauet falder.

LÆS OGSÅ: Ny roman sætter fokus på etikken i klimaspørgsmål

Det er i disse miljøer at den blot 31-årige tyske forfatter Judith Schalansky placerer sin hovedperson, den midaldrende biologi- og idrætslærer Inge Lohmark, der til daglig underviser i en skole i det østlige område af Tyskland en skole, der ligesom så mange andre i området i løbet af få år vil lukke ned, ligesom områdets sociale struktur generelt er i færd med at falde fra hinanden efterladende ensomme, fortabte individer, der knap nok taler med hinanden.

I Schalanskys roman tegnes, samtidig med denne triste historie, på underholdende vis et velfungerende portræt af hovedpersonens karaktertræk og virkelighedssyn. Inge Lohmark fremvises således som præget af en uafrystelige tro på det naturvidenskabelige verdenssyn: med bl.a. Darwin i baghovedet advokerer hun for et deterministisk verdenssyn, hvor alt er bestemt gennem biologien, og hvor kun de bedst tilpassede individer overlever. Konkurrence og kamp om overlevelse er de eneste kategorier, den tydeligvis fortabte biologilærerinde kender noget til. Empati til eleverne er der umiddelbart ikke noget af, og nedgangen af den østtyske provins omkring hende tolkes, ligesom klimaforandringer, med de store historiske briller: der vil altid være arter, der går under, og andre, der overlever, som hun tørt og uden medfølelse konkluderer.

Som læser får man hurtigt indtryk af en fejlplaceret og pædagogisk tilbagestående lærerinde, der ikke formår at tilpasse sig sin tid. Samtidig diskuteres med hende som person også et helt virkelighedssyn. Inge Lohmarks biologiske virkelighedsopfattelse virker nemlig ikke kun snævert, men decideret diktatorisk: for hende eksisterer kun én eneste virkelighed, som kunne efterprøves, bevises. Virkeligheden står hos hende ikke, som det for et demokratisk samfund ellers er standard, til diskussion: hele hendes verden er præget af et fundamentalistisk syn på, hvordan alle naturens fænomener og alle sociale fænomener kan forklares gennem biologien.

Det særlige i romanen er selvfølgelig, at denne, dens hovedpersons tro på et bestemt naturvidenskabeligt fundament sideløbende i fortællingen udfordres. Lærerindens biologiske reduktionisme bryder i stigende grad sammen eller bliver afsløret som håbløs: undervejs i historien begynder hun, der ellers anser homoseksualitet for naturstridig, eksempelvis at nære erotiske følelser for en af de kvindelige elever, og som læser bliver man i stigende grad klar over at hendes idé om at alle sociale adfærdsmønstre kan forklares gennem evolutionsbiologien, nok ikke virkelig holder hen ad vejen: Et for et bliver man gjort bekendt med alle de steder, hvor Lohmarks verdenssyn falder fra hinanden. For slet ikke at tale om de sociale omkostninger, som hendes fortabte og mange steder iskolde virkelighedssyn fører med sig: Tabet af forbindelsen til hendes eneste datter, der dybt skuffet over moderens adfærd er flyttet til USA og har afbrudt næsten al kontakt, hendes karrieremæssige deroute, tavsheden i hendes ægteskabelige liv, osv.

I bund og grund får vi i den af forfatteren selv rigt og flot illustrerede roman således en yderst velfungerende og underholdende beretning om en nedgangshistorie: Om en person, der midt i den sociale undergang af et helt område krampagtigt forsøger at holde fast i en bestemt, diktatorisk tolkning af virkeligheden. Schalanskys Giraffens hals er derfor ikke en vellykket dannelsesroman, som det ironisk anføres på ens omslag, men en undergangshistorie, en sammenbrudshistorie. Samtidig sætter den store emner til diskussion og udfordrer på fortræffeligste vis idéen om, at mennesket kan reduceres til pur biologi. Naturen er, synes romanens egentlige pointe at være, for mangfoldig til at kunne lade sig indfange i sådanne snævre tolkninger.