Prøv avisen

Bloomsbury-gruppen besøger Stockholm

5 stjerner
Virginia Woolf og hendes ældre søster, Vanessa Bell, var en del af Bloomsbury-gruppen. Her er det Vanessa Bells ”Studland Beach”. – Foto: Tate

I kunsthallen Artipelag, der ligger en halv times tid uden for Stockholm, kan man sommeren over se en stor udstilling med titlen ”Bloomsbury Spirit”. Udstillingen er en blandet kulturhistorisk og kunstnerisk præsentation af den gruppe af kreative mennesker, der blev kendt som Bloomsbury-gruppen

”They lived in circles, they painted in squares and they loved in triangles” (de levede i cirkler, malede i firkanter og elskede i trekanter) står der på plakaterne for udstillingen ”Bloomsbury Spirit” på det stockholmske udstillingssted Artipelag.

Og det er sandt, at det, der kaldes Bloomsbury-gruppen, som bestod af en kreativt skabende cirkel af mennesker i London i begyndelsen af 1900-tallet, også levede mere åbent rent seksuelt. Heldigvis er det ikke de private forhold, som udstillingen, der er sammensat af den svenske kunstkritiker og forfatter Ingela Lind, er mest optaget af at afdække, derimod er dens indfriede intention at give den besøgende en fornemmelse af den store mangfoldighed, og de kunstneriske fællesskaber, som Bloomsbury-gruppen stod for.

Kunsthallen Artipelag er et vidunderligt sted, bekostet af ægteparret bag virksomheden BabyBjörn, Björn og Lillemor Jakobson, og tegnet af arkitekten Johan Nyrén, efter utallige andre forslag blev forkastet. Den smukke sorttjærede bygning ligger på en højtbeliggende odde, lige ud mod Baggensfjordens østlige strand, og det er et oplagt udflugtsmål for en dagstur, hvis sommerrejsen går til Stockholm. Her i sommertiden kan man sejle dertil fra Nybrokajen i Stockholm.

Som det altid er tilfældet med historiske grupperinger, er det sin sag at definere helt præcist, hvem der var med og hvornår. Men centralt i det, vi i dag kalder Bloomsbury-gruppen, er de to søstre, der dengang begge hed Stephen, men senere blev til henholdsvis maleren Vanessa Bell (1879-1961) og forfatteren Virginia Woolf (1882-1941). Efter deres far, litteraturkritikeren Leslie Stephen, døde i 1904, flyttede Stephen-søstrene og deres to yngre brødre ud af det stive victorianske hjem ved High Park Gate og ind på adressen 46, Gordon Square i Bloomsbury-kvarteret i London. Det var storesøster Vanessa, der ganske radikalt sørgede for at iscenesætte deres nye liv, hvor et af de ypperste principper var, at det skønne ikke er noget, der står på en hylde til pynt, men derimod er en måde at leve på.

Det var på Gordon Square, det begyndte. Her tog brødrene deres studiekammerater med hjem, og snart kom hjemmet til at danne rammen om (for tiden uhørt frigjorte) samtaler om kunst, filosofi, politik og seksualitet. Ikke mindst var det ganske uhørt, at unge kvinder fra det bedre borgerskab tog del i den form for samtalerum, der plejede at henlægges til herreværelset. Til gruppen hørte blandt andre kritikeren og forfatteren Lytton Strachey (1880-1932), forfatteren E.M. Forster (1879-1970) som man måske vil kende for de filmatiserede romaner, ”A Room with a View” og ”A Passage to India”, den britiske nationaløkonom og senere grundlægger af den makroøkonomiske teori, John Maynard Keynes (1883-1946), og Leonard Woolf (1880-1969), politisk teoretiker og forfatter, som i 1912 blev Virginia Woolfs ægtemand.

Bloomsbury-gruppen var ikke centreret omkring en ideologi, men var derimod en gruppe, der opstod og blev bundet sammen af venskaber og kærlighed. Det var også en gruppe mennesker, der blev ved med at se hinanden livet igennem, og hvis kreds ideligt suppleredes af nytilkomne kærester og venner. Bloomsbury-gruppen blev aldrig en officiel gruppe, de var, med udvidelse af citatet, en cirkel af mennesker, der trådte ind og ud af hinandens liv, men som alle havde det tilfælles, at de troede på, at man kunne leve livet på andre og mere æstetisk tilfredsstillende måder.

Forfatteren Virginia Woolf blev siden kendt som en af de største modernistiske forfattere. Det særlige ved hendes forfatterskab er hendes evne til at skildre de mellemmenneskelige relationer ved at lade synsvinklen skifte fra den ene person til den anden. Det var menneskers indre liv, langt mere end de ydre bedrifter, der interesserede hende. I romanen ”Mrs. Dalloway” fra 1925 følger vi mrs. Dalloway en dag i London, fra tidlig morgen, hvor hun går ud for at købe blomster til aftenens fest. Det lyder jo ikke af så meget, men hvis man tænker på, hvor mange steder ens tanker kan nå at vandre i løbet af en dag – lige fra de praktiske detaljer til fortidige kærester, nutidige venskaber og eksistentielle overvejelser, så er stoffet uendeligt. Og sådan er det også i romanen om mrs. Dalloway, der dels handler om alle hendes overvejelser omkring aftenens fest, fortiden og fremtiden, men som for eksempel også lader os møde en parallel skæbne i form af en ganske ung mand, alvorligt psykisk skadet efter krigsdeltagelse, som ender med at tage sit liv. Om Woolfs skrift kan man sige, at hun dels lader flere tider skyde sig ind i det samme sted (fortid og nutid væves sammen i den konkrete person på det konkrete sted, ligesom hun skriver fra flere steder på den samme tid (Big Ben slår, og vi hører det gennem karakterer flere steder i byen).

Virginia Woolfs ældre søster, Vanessa, uddannede sig til maler. Hun giftede sig med kunstkritikeren Clive Bell, med hvem hun fik to sønner. Sammen med kunstkritikeren Roger Fry, der havde stået bag de store udstillinger i 1910 og 12, der introducerede det engelske publikum til postimpressionisterne med folk som Matisse, Manet og Cézanne, skabte Vanessa Bell og maleren Duncan Grant i 1913 butikken og udstillingsstedet Omega Workshop, hvor idéen var, at kunstnere og møbeldesignere skulle kunne vise og sælge deres ting.

I 1916 flyttede ægteparret Bell til landstedet Charleston i Sussex, og her flyttede Vanessa Bells store kærlighed, der blev far til hendes datter, Duncan Grant også ind. Duncan Grant var homoseksuel, og hans elskere opholdt sig også i hjemmet. Charleston blev Bloomsbury-gruppens nye samlingssted, her kom også Virginia og Leonard, som bosatte sig i Monks House i nærheden.

På Artipelag har man arbejdet med at give en levende præsentation af gruppen og med at gestalte tidens stemning. Således træder man først ind i en stor gennemgangshal, der etablerer gadens rum, hvor en lydcollage af stemmer, hesteklapren og klokkeklemten sammen med den danske maler Karen Gabel Madsens seks store stemningsfulde scenografiske malerier bygget over Londons gadeliv, læsesalen på British Museum, King’s Cross Station og landskabet i Sussex fører den besøgende til en rekonstruktion af huset og haven i Charleston. Her kan man se ind i Vanessa Bells grønne badeværelse, hvor selv badekarret er bemalet, man kan kigge ind i det store landkøkken og træde ind i stuen, hvor et uhøjtideligt sætstykke hænger over kaminen, deres malerier pryder væggene, og Vanessa Bells lette mønstrede tekstiler beklæder møblerne. På Artipelag har man helt åbenlyst blandet scenografi med rigtige værker, hvilket passer fint med gruppens egen ånd, og når man står der på gårdspladsen, der godt nok har måttet forsynes med lidt for blankt, fast grus, så virker det.

Man kan også gå ind i to udstillingssale, der dels præsenterer den victorianske udstillingssalon, med palme og plysstole, dels Omega Workshops måde, inspireret af William Morris, at integrere kunst og design på. Værkerne var ikke signerede, opgøret med det ophøjede kunstnersubjekt var, ligesom det antiautoritære, essentielt for dem. Det er disse to rum der, ud over den iscenesatte have, er udstillingens højdepunkter. Her kan man se Vanessa Bells malerier og forvisse sig om, hvor fin en kolorist hun og også Duncan Grant var. Det var ikke som sådan motivet, der optog dem, men formen. Man kan sige, at deres motiver, stilleben, portrætter, den nøgne kvinde, er ret gængse, men det nye hos dem ligger i den måde, de, ganske givet inspireret af Mattisse, lader farven være formdannende på.

I Omega-rummet kan man se, hvordan de arbejdede med interiør på en fri og uortodoks vis. Det hele behøvede ikke at være solidt fra inderst til yderst, det kunne være let, udskifteligt, frisk og spontant. For eksempel er nogle af de tæpper, som tilsyneladende er vævet i svære mønstre, i virkeligheden bemalede. Væsentligt for både Omega Workshop og for ånden i Bloomsbury-gruppen som sådan var deres forståelse af modernismen som en på alle måder frisættende bevægelse, der indebar, at gammelt og nyt kunne sættes sammen på nye måder, og at man kunne leve livet på en mere æstetisk, fantasifuld og legende måde. Om det altid lykkedes for dem i virkeligheden, er spørgsmålet, men bestræbelsen var befriende og smittende, også i dag.

Andre dele af udstillingen præsenterer gruppens forhold til Indien (næsten alle havde tætte relationer til den britiske kronkoloni, og det er Ingela Linds pointe, at det kan fortjene nærmere læsning), til den russiske ballet, man kan blive introduceret til Woolf-parrets trykkerivirksomhed (de udgav for eksempel T.S. Eliots digte), og man kan se den svenske samtidskunstner Peter Köhlers værker, inspireret af det umage par Lytton Strachey og Dora Carrington.

Udstillingen på Artipelag er på mange måder en uhøjtidelig og også ret uegal udstilling, både kunst og kulturhistorie, værk og kulisse, historiske fakta og fiktion. Dens store force er, at den i sin måde at vise tilbage til Bloomsbury-gruppen og dens særegne tid, personer og steder, nødvendigvis får den besøgende til at reflektere over tiden i dag. Hvordan er vores forhold til autoriteter og helte, hvor er der plads til det legende og samtidig eksistentielt tænkende menneske i dag?

Den danske maler Karen Gabel Madsens seks store stemningsfulde scenografiske malerier bygget over Londons gadeliv, læsesalen på British Museum, King’s Cross Station og landskabet i Sussex er en del af udstillingen i Stockholm. – Foto: Poul Henningsen
På billedet er Roger Fry, Clive Bell, Duncan Grant, Lytton Strachey, Saxon Arnold Sydney-Turner og Vanessa Bell. – Foto: National Portrait Gallery
Vanessa Bell og maleren Duncan Grant skabte i 1913 butikken og udstillingsstedet Omega Workshop, hvor idéen var, at kunstnere og møbeldesignere skulle kunne vise og sælge deres ting. Her er det et design, som Roger Fry lavede for Omega Workshop. – Foto: Victoria and Albert Museum
Forfatteren Lytton Strachey malet af Dora Carrington. – Foto: National Portrait Gallery