Thomas Gravgaard (født 1975) er journalist og har især arbejdet med fodbold som kommentator, vært og redaktør på Viasat Sport og andre tv-kanaler. Han er som så mange andre sportsjournalister også selv en fan, og nu har han skrevet en interessant og temmelig speciel bog om sit liv som fodboldfan. Bogen er samtidig også et kønspolitisk indlæg.
Sagen er, at Gravgaard lige fra han var ung har interesseret sig lige så meget, hvis ikke mere, for den organiserede fankultur, der ledsager mange fodboldklubber i Europa og verden. Det er den ekstreme fankultur, der har tiltrukket ham, den vi normalt tager afstand fra med termer som hooligans, og som Danmark i sin tid bød på afslappet hyggemodstand med de såkaldte roligans.
I store dele af sit liv trækker Gravgaard ikke nogen klar streg i sandet mellem fankultur og latent fodboldvold. Det er et af de store og forløsende øjeblikke i hans liv, da han med en vis succes selv kaster sig ud i et gevaldigt slagsmål mellem tilhængere af Glasgow Rangers og Celtic omkring en pub i Edinburgh (han repræsenterer Celtic).
Det er interessant med dette personligt engagerede indblik i et fænomen, man ellers mest kender til gennem distancerede analyser. Det bliver også tydeligt, hvordan fankulturen får tilført energi gennem historiske og kulturelle identiteter og modsætninger, som kan blive politiske og voldelige. Gravgaard kommer dybt ind i disse miljøer og føler sig som madrilener, irer, skotte, waliser, og så videre, indtil det på et tidspunkt går op for ham, at det er og bliver en lånt identitet, og hvis den rummer problematiske elementer, skal han måske ikke tage den på sig som en skæbne.
LÆS OGSÅ: Hovedstaden er hovedpersonen
Det andet, personlige og psykologiske, hovedspor i bogen er Gravgaards kønsidentitet. Han fremstiller sig selv som fra barnsben grundlæggende usikker på, hvem han er som kønsvæsen. På den måde afspejler bogen den bredere samfundsmæssige tendens, hvor den klassiske manderolle synes udspillet, og hvor det er lidt uklart, hvad der egentlig skal sættes i stedet. Ikke mindst fordi pigerne ikke blot tager teten, men også udsender blandede signaler: Skal man lytte efter, hvad de siger, vil de have den bløde mand, men skal man se på, hvad de gør, falder de forbløffende ofte for the bad boy.
Gravgaard ender som den lille og den forsmåede i sine parforhold, og han kompenserer gennem fankulturen, hvor han kan føle sig som en rigtig mand, oplært og anerkendt af andre rigtige mænd, en verden med klare linjer og ingen ambivalenser.
Som helt ung er han i Madrid og kommer sammen med en kæreste i kontakt med Atlético Madrids ekstreme fans. Gennem de følgende år udbygger han kontakten og bliver en slags dansk maskot dernede og ambassadør for Atlético herhjemme. Han drømmer om at overføre træk fra fankulturen til det hjemlige AGF som at brænde romerlys af og lave laviner, hvor en stor masse kaster sig frem på tribunen. Han må dog sande, at det er Brøndby, der er længst fremme med fankulturen, og hans kammerater i AGF-miljøet kan have noget svært ved at forstå, at fascinationen af en fankultur kan stå over tilknytningen til en klub. I en periode tør han ikke komme på stadion eller bevæge sig rundt i Aarhus af frygt for at blive overfaldet. I samme periode bryder han med Atlético, fordi en tiltagende højreekstremisme i fanklubben kulminerer i drab på en modstander-fan.
Som journaliststuderende får han praktikplads i Skotland, bliver Celtic-fan og oplever for en tid den totale embeddedness i klubbens kollektive identitet. Han får selvtillid, lærer at udholde sit eget selskab og trives med simple mandlige råd som Dont take shit fae nae body. Oh, and by the way, never forget to hate Rangers.
Som udlært journalist opsøger han senere lignende miljøer og bliver fan af den walisiske klub Cardiff. Han tumler dog stadig med problemer; den erhvervede hooligan kan ikke blive træt af at tæske løs på den indre tøsedreng, og den slags vrede kan godt blive lidt trættende at høre på for andre. Efter nye nederlag i kærlighedslivet (jeg har ikke læst så megen selvudstillende mandlig bekendelse siden 1970erne) og sammenbrud med depression synes han dog ved bogens afslutning at være nået til en vis indre frihed og sikkerhed med kone og to børn. Og han afsværger de betændte dele af sin fascination, lidt som når en tidligere politisk eller religiøs fanatiker vender tilbage til normaliteten.
Kulturanalytisk kan man sige om fodbold (og sport i det hele taget), at den repræsenterer en civilisering og symbolsk stilisering af konflikter, krig og vold. Og det særlige ved fankulturen er åbenbart, uden at Gravgaard selv reflekterer dybt over det, at det særlige ledsage-univers, den opretter i forhold til sporten, rummer en fare for tilbagerulning: Den symbolske kamp konverteres tilbage til fysisk vold, som opsøges for sin egen skyld eller næres af politiske og religiøse modsætninger.
I det moderne samfund må macho-moral også undergå en vis civilisering ind i arbejde eller interesser. Gravgaards selvfremstilling virker her lidt uforløst. Det er uklart, hvor meget vold han reelt har taget del i. Og det kan undre, at han ikke har kunnet kanalisere sin mandlighed ud i arbejdet eller i andre gøremål; måske har hans arbejde været for tæt på hans problematiske interesse.
Hele opstillingen med tøsedrengen over for hooliganen virker på mig lidt forenklet. Der er altid mere i et liv end dette, men det vil han åbenbart ikke ud med, eller også har han ikke blik for det. Men det er godt for ham, at han har fundet fred med sig selv, for måske er det en misforståelse, at kvinder tænker i bløde versus rigtige mænd. Måske har de bare en svaghed for mænd, der ikke er alt for ydre-styrede, men ved, hvem de er, og ved, hvad de vil. Og den kønsidentitet kan heldigvis udfolde sig på mangfoldige måder.
Forfatteren drømmer på et tidspunkt om at overføre træk fra fankulturen til AGF fra hjembyen Aarhus, men må dog sande, at det er Brøndbys fans som på dette billede, der er længst fremme med fankulturen.