Prøv avisen

Bo Lidegaard og godheden mod jøderne i oktober 1943

”Jeg vil bestemt ikke nedtone, at der var stærke modsætninger mellem samarbejdslinjen og modstandslinjen, men jeg mener alligevel, at der var en dybere dansk overensstemmelse, som i dag nogle gange bliver nedtonet, fordi det tjener en nutidig dagsorden at fremhæve modsætningen,” siger Bo Lidegaard. – Foto: Jens Astrup.

Langtfra alt, hvad danske politikere og borgere gjorde under Besættelsen, var forbilledligt. Men i oktober 1943 løb mange en stor risiko for at redde over 7000 jøder, og dermed bestod danskerne den store eksamen i sammenhængskraft, erklærer historiker og chefredaktør Bo Lidegaard, som beskriver forløbet i sin nye bog, Landsmænd

I hele den grufulde historie om nazisternes folkemord på verdens jøder udgør Danmark en undtagelse, som lige siden har optaget historikere. Mens nazisterne i stort set alle andre besatte lande kunne forfølge deres mål, var der noget, som gjorde, at Det Tredje Rige vaklede, da turen kom til de danske jøder. Militær modstand var det ikke, for hæren var afvæbnet, og modstandsbevægelsen kunne intet stille op, da den tyske rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best, gav ordre til, at omkring 8000 danske jøder den 1. oktober 1943 skulle pågribes og deporteres.

I sin nye bog, Landsmænd, der udkommer den 9. september, opsummerer Bo Lidegaard, historiker med speciale i det 20. århundredes danmarkshistorie og chefredaktør ved dagbladet Politiken, at tyskerne kun fik fat i 202 jøder den nat, de slog til. Resten af de danske jøder var gået under jorden, fordi de var blevet advaret, og overalt i landet stillede vildt fremmede danskere deres hjem til flygtningenes rådighed, skønt det var livsfarligt. I de efterfølgende nætter blev der foretaget mellem 600 og 700 illegale sejladser over Øresund, som bragte i alt 7742 mennesker ud af det besatte Danmark. 686 af dem var ikkejøder, der fulgte med deres jødiske familie. Bo Lidegaards indfaldsvinkel er, at alle disse redningsaktioner, alle disse eksempler på hjælpsomhed og godhed fra danskeres side, foregik uden nogen styring fra oven.

LÆS OGSÅ: Imponerende biografi om de danske jøders redningsmand

Vi står i en situation, hvor landet ikke har nogen fungerende regering. Der er ingen fri presse. Landet er i militær undtagelsestilstand. Befolkningen står i et voldsomt moralsk dilemma uden nogen til at fortælle, hvad de skal gøre. Alligevel optræder alle på samme måde de enten lukker øjnene eller hjælper aktivt. Så godt som ingen vælger at deltage i forbrydelsen, forklarer Bo Lidegaard.

Han tilføjer, at selvom mange tidligere har beskrevet de afgørende oktoberdage i 1943, er ingen gået i dybden med at forklare den fælles danske position, som skiller sig ud fra alle andre besatte lande bortset fra Bulgarien.

Det svar, jeg mener at kunne finde, er, at de ledende politikere igennem hele det årti, som gik forud, havde arbejdet meget bevidst med det problem, et demokrati har, hvis det står over for en overmagt, som det reelt ikke kan forsvare sig imod. Den strategi, de valgte, var en bevidst sammenkædning af det at være dansk med det at være demokrat og gå ind for en grundlæggende humanisme. Den vigtigste del af at være et demokrati er en fundamental accept af hinanden som borgere, hvis synspunkter og forskellighed vi respekterer, siger Bo Lidegaard.

Han ser derfor fortællingen om redningen af de danske jøder som en fortælling om en nation, der nok opgav militær modstand mod den tyske overmagt, men så meget desto stærkere stod på den principielle, moralske afvisning af den tankegang, som drev nazisterne. Danskerne så med ganske få undtagelser ikke på jøderne, som nazisterne gjorde. De så dem som landsmænd. Og derfor opfattede de det som et borgerligt ombud at hjælpe, da truslen kom.

Nutidens danske debat om Besættelsen er præget af modsætningen mellem modstandsbevægelsens principfaste position og politikernes pragmatiske forhandlings- og samarbejdspolitik. Men Bo Lidegaard betoner, at i forhold til at se jøderne som landsmænd, var der ingen modsætning.

Jeg vil bestemt ikke nedtone, at der var stærke modsætninger mellem samarbejdslinjen og modstandslinjen, men jeg mener alligevel, at der var en dybere dansk overensstemmelse, som i dag nogle gange bliver nedtonet, fordi det tjener en nutidig dagsorden at fremhæve modsætningen, siger han og tilføjer:

Jeg vil hævde, at en stor del af den danske befolkning i krigens sidste år på én og samme gang støttede departementchefstyret, som langt hen ad vejen var en fortsættelse af samarbejdspolitikken, og modstandsbevægelsen. Det var uforenelige synspunkter, men mange af os har uforenlige synspunkter. Det er såre menneskeligt.

At samarbejdspolitikken, som blev ført fra den 9. april 1940 og frem til den 29. au-gust 1943, muliggjorde redningen af de danske jøder, er ifølge Bo Lidegaard indiskutabelt. Norge og Holland ligner Danmark, men her blev der indsat nazistiske regimer, som samarbejdede med besættelsesmagten om holocaust. Befolkningerne sagde ikke fra i fællesskab. Omkring 70 procent af de hollandske jøder og op mod halvdelen af de norske omkom. I Danmark var det under én procent.

Samarbejdspolitikken er blevet fremstillet som én lang holdningsløs glidebane, men det savner hold i virkeligheden. Det var en nøje udtænkt strategi, som var meget lidt heroisk, krævede indrømmelser også indrømmelser, det er svært at leve med i dag men det var ikke en glidebane uden skarpt markerede røde linjer. Og det interessante var, at når tyskerne overskred de røde linjer, sagde politikerne fra. Også selvom det fik den hårde konsekvens, at de mistede muligheden for at beskytte de mest udsatte dele af befolkningen, siger Bo Lidegaard.

Kontrasten hertil var, da danske myndigheder i 1941 medvirkede ved arrestationen af danske kommunister. Bo Lidegaard forsvarer ikke dette, men han forklarer det med, at kommunisterne ifølge datidens øvrige politikere selv havde positioneret sig på de totalitære kræfters side:

Kommunisternes skæbne bekræfter i en vis forstand, hvad der var på spil omkring jøderne. Når det danske samfund ikke solidariserede sig med kommunisterne, gjorde man alt det, man ikke gjorde imod jøderne. Man registrerede dem på forhånd, var særdeles entusiatisk i forhold til at efterkomme den tyske arrestationsordre og tog hellere for mange end for få. I politikernes øjne var nazister og kommunister to alen af ét stykke. De stod uden for fællesskabet, fordi de ikke bekendte sig til demokrati.

Men de 8000 mennesker, der i oktober 1943 stod over for truslen om deportation og død i koncentrationslejrene, var danskere. De mennesker, som forhandlede med dr. Best, først og fremmest Udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen, lagde ikke skjul på, at deportation af de danske jøder ville skade forholdet mellem Tyskland og Danmark. Og det måske mest mirakuløse var, at den danske position smittede af på tyskerne. Hvis Best havde ønsket det, kunne tyskerne have pågrebet mange flere danske jøder. Men skønt overbevist nazist og antisemit var han samtidig så optaget af ikke at få unødigt bøvl med danskerne, at han var med til at muliggøre redningen.

Det er velkendt, at en af Bests nære medarbejdere G.F. Duckwitz forud for aktionen kontaktede Socialdemokratiets formand, Hans Hedtoft, og fortalte, at den var under opsejling. Herfra gik advarslen videre til Det Mosaiske Troessamfund og hovedparten af de danske jøder. Hidtil har det været en udbredt opfattelse, at Duckwitz var en slags whistleblower, som sladrede bag sin chefs ryg. Men denne antagelse deler Bo Lidegaard ikke.

Det er svært helt at trænge ind i samspillet mellem Werner Best, som jeg og andre forskere opfatter som en stålsat nazist og antisemit, og Duckwitz, som har personlige skrupler over jødernes skæbne. Det, som forener de to mænd, er, at begge vurderer, at deportation af de danske jøder vil skade tyske interesser på længere sigt. Derfor samarbejder de om at begrænse omfanget. Duckwitz var moralsk anfægtet, men især tysk patriot. Hans motiv er, at det skader Tyskland. Bests motiv er mere pragmatisk, at det skader Best, siger Bo Lidegaard.

Resultatet af disse overvejelser blev, at tyskerne nok gjorde forsøg på at pågribe de danske jøder. Men via mellemmænd sørgede ledende tyskere i København for, at jøderne var advaret, og kun i få tilfælde slog man til mod flygtningetransporterne. Ingen fiskerbåde blev angrebet. Derved mente Best, at han dels kunne opfylde sine ordrer fra Berlin om at rense Danmark for jøder, dels begrænse de skår, dette slog i hans forhold til Danmark.

Jeg kan ikke bevise det, men som jeg læser kilderne, peger de i retning af, at Duckwitz ikke foretog sig noget, som Best ikke var bekendt med, og at Best var hjernen bag Duckwitz dobbeltspil, siger Bo Lidegaard.

Han betoner, at der ingen grund er til at tilskrive dr. Werner Best godhed. Heller ikke den danske politik var drevet af høj moral. Den var en ren overlevelsesstrategi. Stillet over for truslen om at gå til grunde erkendte man, at det var nødvendigt at stå sammen. At nedlægge våbnene, men i stedet etablere det, som digteren PH i revyvisen Man binder os på mund og hånd kaldte en indre fæstning i danskerne. Og det forbløffende ved de oktoberdage var, at danskernes indre fæstning påvirkede den tyske overmagt.

Man kan spørge sig, hvilke magtmidler Danmark havde. Der var ikke det mindste optræk til en opstand, der kunne true Det Tredje Rige. Men det, som åbenbart gjorde en forskel, var, at det ikke var lykkedes at drive en kile ind i befolkningen, så i hvert fald et mindretal så en interesse i at sige, der var et jødeproblem. Den stålsatte danske insisteren på, at jøderne ikke kunne udsondres af den danske befolkning, var en større vanskelighed for nazisterne, end man fra dansk side havde turdet håbe på, fordi selv nazisterne havde brug for en form for legitimering eller accept.

Derfor valgte tyskerne langt hen ad vejen at se igennem fingre med, at danskere hjalp jøder til Sverige. Kolde kalkulationer blev befordrende for godheden i oktober. Og hvad kan vi så lære af det?

Det, vi kan lære, er, at i den yderste situation står og falder samfundet med dets indre sammenhængskraft. Det er afgørende, at den enkelte borger er bevidst om det ansvar, som følger med at være borger. Og til syvende og sidst er det ikke myndighedernes stilling, men befolkningens, som afgør, om samfundet holder.