Prøv avisen

Bo Lidegaard: Samarbejdspolitikken modvirkede, at antisemitismen slog rod

Chefredaktør og forfatter Bo Lidegaard fortæller i sin bog Landsmænd Om de danske jøders flugt i oktober 1943 om den politiske baggrund og den historiske betydning af redningen af de danske jøder. Vi bringer her et uddrag fra bogen

Boguddrag

Spørgsmålet om, hvad de danske hjælpere vidste eller troede om den reelle risiko, er gennem de forløbne 70 år indgående blevet diskuteret.

Meningerne er delte, og der er ingen grund til at tro, at hjælperne havde nogenlunde samme opfattelse. Den mest indgående historiske undersøgelse finder om hjælperne, at der er belæg for at antage, at der var mange, som var klar over, at de i hvert fald ikke udførte en ekstremt farlig form for modstandsarbejde, og at dette forhold også skal indgå i en nuanceret forståelse af, hvorfor tusindvis af danskere turde debutere i det illegale hjælpearbejde i oktoberdagene.

Historikerne bygger især denne vurdering på den domspraksis, der allerede i løbet af oktober blev bygget op, og som viste, at selv fiskere, der blev taget på fersk gerning, slap relativt nådigt. Flere, der var med til at organisere transporterne, har også efterfølgende ment, at for jødetransporterne mistede man båden, men heller ikke mere. Helt anderledes stillede det sig, hvis der var sabotører eller andre modstandsfolk blandt flygtningene, og der er flere vidnesbyrd om, at disse måtte udgive sig for jøder, hvis de skulle gøre sig håb om at komme med over. De erfarne hjælpere sondrede således mellem transport af modstandsfolk, for hvilke der var hårde straffe, modsat hjælpen til jøderne, som blev straffet langt mildere.

Men der er også klare eksempler på det modsatte. Da en betjent flygtede natten til den 9. oktober, forklarede hans hustru efterfølgende til en kollega, at grunden var, at han havde hjulpet jødiske flygtninge over og frygtede at blive skudt af tyskerne. Hans nervøsitet var slået over i panik, efter at han havde hørt, at det tyske politi havde taget 12 fiskere fra Snekkersten, deriblandt sognefogeden, for at hjælpe jøder til Sverige. Det er med rette påpeget, at den betjent, der optog rapporten om kollegaens frygt for at blive skudt, bemærker: uanset om denne frygt var ubegrundet.

LÆS OGSÅ: Bent Blüdnikow: Samarbejdspolitikken medførte store ofre for jøderne

Men det er ikke pointen. Den ligger i frygten og uvisheden. Rygterne og de halve sandheder. Rædslen og de søvnløse nætter. Fantasien og de dårlige nerver. Hensynet til familien og fremtiden. Mange har formentlig været klartseende nok til med tiden at danne sig et nogenlunde realistisk billede af risikoen og koldblodige nok til at satse på, at det nok ikke gik så galt, sådan som den nævnte undersøgelse viser. Men andre har ikke haft det overblik og heller ikke frygtløsheden. De har handlet på trods af usikkerheden, og de har overvundet deres egen frygt. Det er det, der kaldes mod, og som sikrer dem en plads i historien.

Samme nat som Adolph Meyer omsider igen kunne lægge sig trygt til rette i en rigtig seng hos sin kollega i Höganäs, hørtes på kystpolitiets kontor på Taarbæk Havn skud fra havnen. To overbetjente gik ned for at se, hvad der var passeret. Her fik de kontakt med en tysk kriminalassistent, der forklarede, at han og en kollega var kørt til Taarbæk efter en meddelelse om, at der i havnen lå en båd med jøder klar til at afgå. De tyske politifolk blev hurtigt klar over, at der blev ført jøder om bord på fiskekutteren Matador. De affyrede nogle skud i luften og råbte: Det er det tyske politi. Herefter opstod en ildkamp med de danske hjælpere, hvorunder den danske student Claus Christian Heilesen ramtes af et dræbende skud. Det kølige historiske tilbageblik viser, at statistikken var med de flygtende og deres hjælpere. Kun ganske få blev fanget, og endnu færre måtte lade livet. Selv de jøder, der blev fanget og deporteret fra Danmark, fik særbehandling, og langt flertallet overlevede. Men statistikken hjalp ikke Claus Christian Heilesen det øjeblik på havnen i Taarbæk. Uanset hvor få gange det gik så galt, havde både de flygtende og deres hjælpere al mulig grund til at frygte, at de handlede med livet som indsats.

I 1996 udgav Daniel Goldhagen en omfattende undersøgelse af den almindelige befolknings inddragelse i og viden om holocausts gennemførelse, Hitlers Willing Excecutioners. Det er et urovækkende værk, fordi Goldhagen viser, hvor mange tyskere der tog del i det forbryderiske projekt.

Men det var især urovækkende, fordi det afdækkede chauvinismens rodnet i Tyskland og viste, hvor forfærdelig udbredt den tankegang var blevet, der lå til grund for masseudryddelsen af sagesløse medborgere. Hvor dybt problemet havde rod i den almindelige befolkning, der havde tilladt sig selv at give så meget efter for den systematiske beskrivelse af jøderne som et truende fremmedlegeme, at de havde mistet den grundlæggende medfølelse og indlevelse, der er selve udgangspunktet for vores fredelige sameksistens. Goldhagen beskæftiger sig kun lidt med de få undtagelser, hvor holocaust mislykkedes Bulgarien og Danmark. Hans fokus er det modsatte, og på baggrund af blandt andet dødslejrenes systematiske mord på jøder, der var uundværlige som arbejdskraft, konkluderer han, at udryddelsen af jøderne () blev prioriteret højere end selve nazismens overlevelse. Goldhagen påpeger endvidere, at denne prioritet var så høj, at udryddelsen fortsatte til den bitre ende og længe efter, det for længst stod klart, at Det Tredje Rige ville lide nederlag.

Den tyske historiker Peter Longerich har en anden tolkning. Han stiller mange af de samme spørgsmål som Goldhagen, men giver andre svar, når det gælder, hvad den tyske befolkning vidste eller rettere ville vide. Davon haben wir nichts gewusst! er den rammende titel på Longerichs indgående studie fra 2006 i den nazistiske propaganda mod jøderne og den offentlige omtale i Tyskland af massemordet. I Longerichs udlægning var jødeudryddelsen en offentlig hemmelighed. De enkelte elementer var almindeligt kendt, så alle havde muligheden for at indse massemordets sigte og forstå dets omfang. Men det er ikke ensbetydende med, at de fleste tyskere vidste, hvad der foregik. Longerich mener, at flertallet lukkede øjne og øren og veg tilbage fra at se forbrydelsens omfang i øjnene, også fordi mange vagt fornemmede, at med indsigt fulgte medansvar. Jo nærmere nederlaget rykkede, des mere søgte den nazistiske propaganda at fremme denne følelse af kollektiv skyld og ansvar.

Den tvetydige besværgelse, det vidste vi ikke noget om, antyder mere, end den fornægter: Det var klart, at noget foregik, og at alle anede det værste. Men Longerichs pointe er netop, at flertallet ønskede alt andet end at erstatte anelser med vished:

Mellem viden og uvidenhed var der en bred gråzone præget af rygter og halve sandheder, fantasi, påtvungne og selvpålagte begrænsninger i kommu-nikationen. Det ligger mellem ikke-at-ville-vide og ikke-at-kunne-forstå.

Historien om de danske jøders flugt er på mange måder fundamentalt forskellig fra de tyske erfaringer, og den er ikke egnet til at kaste lys over forholdene i Det Tredje Rige. Til gengæld stiller den skarpt på et andet påtrængende spørgsmål: tillod de særlige historiske omstændigheder i Tyskland Hitler og andre ledende nazister at vildføre et helt folk, så det til sidst i forholdet til andre mennesker, her jøderne og andre minoriteter, undertrykte deres almindelige medmenneskelighed? Eller skabte disse historiske omstændigheder tværtimod i sig selv et kort afbræk i civilisationens kontrol med den enkelte, så mennesker i nogle frygtelige år kunne få lov til at udleve deres brutale fremmedhad og selviskhed? Er mennesket med andre ord grundlæggende godt, men svagt? Eller ligger brutaliteten lige under overfladen, kun holdt i skak af civilisationens åg?

På to vigtige punkter støtter fortællingen om de danske jøders flugt den første udlægning. For det første ligger der en opløftende erfaring i, at den danske befolkning, hvis politiske ledere tidligt indså de frygtindgydende konsekvenser af den totalitære tankegang og konsekvent afviste at lade den få fodfæste i den nationale politik, spontant vendte sig mod den uretfærdighed, der blev udøvet mod deres landsmænd og mod jødiske flygtninge i Danmark.

Det var lykkedes at skabe så stærk en forbindelse mellem det danske, det nationale og respekten for humanistiske værdier, at langt, langt de fleste var helt fremmede over for tanken om at udskille jøderne og stærkt indignerede over det overgreb, besættelsesmagten herved forøvede mod deres landsmænd og mod de statsløse jøder i Danmark. Leni Yahil udtrykte det på den måde, at skønt det danske folk, dets ledere og myndigheder havde lagt solidaritet med jøderne for dagen lige fra besættelsens begyndelse, kom redningsaktionen som en overraskelse, og ingen havde på forhånd vidst, på hvilken måde befolkningens store masse i det kritiske øjeblik ville omsætte denne solidaritet fra teori til handling. Der gaves ingen fortilfælde for noget sådant.

Også i Danmark florerede mere eller mindre uskyldige fordomme over for jøder. Men antisemitismen havde ikke fået lov til at slå rod, og for det altoverskyggende flertal var deres jødiske medborgere mere medborgere end jøder. Og heri ligger en vigtig pointe: De utallige danske, der i de afgørende dage i september og oktober 1943 hjalp jøderne på flugt, så ikke de flygtende som jøder. De så dem som nødstedte landsmænd, som familier ramt af uretfærdighed og forbrydelse, som gamle, kvinder og børn, der oplevede, hvad ingen mennesker bør opleve, som naboer, kolleger og slægtninge, landsmænd eller flygtninge, der uden egen skyld pludselig var ramt af en ulykke, der oven i købet var menneskeskabt af besættelsesmagten. Derfor opfattede de det som både en menneskelig og en national pligt at påtage sig et personligt ansvar for at bidrage til flugten uden hensyn til personlige konsekvenser.

Når antallet, der hjalp, blev så massivt, og de, der trak den anden vej, var så få, skyldes det netop denne stærke forbindelse mellem det medmenneskelige instinkt og den nationale pligt. Derfor er redningens største helte de politiske ledere, der gennem et tiår, hvor det var blevet let og populært at tale om dem og os, havde haft modet til at gå op mod chauvinismen og holde fast i den medmenneskelighed, der ligger til grund for ethvert samfund.

Men historien kaster også fra en anden side lys på spørgsmålet, om bødlerne var forført eller befriet fra civilisationens snærende bånd. På besættelsesmagtens side var en lang række fremtrædende nazister med til at gøre flugten mulig. Hver for sig havde de deres egne opportunistiske grunde, og det er ikke svært at påvise, hvordan både den ene og den anden kunne spekulere i at fremstå som dem, der havde forsøgt at mildne slaget. Alligevel er det meget bemærkelsesværdigt, at både de ledende tyske nazister i København og deres overordnede i Berlin veg tilbage fra udådens konsekvente gennemførelse i Danmark. Der var vel at mærke ikke tale om en forsamling af særlige, bløde nazister, men om mænd, som alle bar deres personlige del af ansvaret for uhyrlighederne andre steder. Og endnu mere tankevækkende: den logik, der støttede en begrænsning af aktionen mod de danske jøder, fandt vej helt op til den øverste nazistiske ledelse, hvor der allerede ved ordrens udstedelse blev taget forbehold over for at gå for hårdt til værks. Hvorfor? Hvad gjorde de danske jøder til noget særligt, og hvordan var det muligt for Best at overbevise selv Adolf Eichmann om at skåne danske jøder? Hvad gjorde Danmark til en undtagelse?

Svaret er uafviseligt: Det, der beskyttede de danske jøder og jødiske flygtninge i Danmark, var deres landsmænds konsekvente solidaritet. Hannah Arendt har i sin bog fra 1964 om retssagen mod Adolf Eichmann om dette rammende skrevet:

Politisk og psykologisk er det mest interessante aspekt ved denne hændelse den rolle, som de tyske myndigheder i Danmark spillede med deres åbenlyse sabotage af ordrer fra Berlin. Det er det eneste tilfælde, vi kender til, hvor nazisterne mødte åben modstand fra den indfødte befolkning, og resultatet synes at have været, at de, som blev udsat for denne modstand, ændrede holdning. De så tilsyneladende ikke længere på udryddelsen af et helt folk som en selvfølgelighed. De havde mødt modstand baseret på principper, og deres hårdhed var smeltet som smør i solen, de var endda blevet i stand til at vise ængstelige ansatser til ægte mod. Uden et figenblad af legitimitet veg selv forhærdede nazister tilbage.

Befolkningens medvirken var altså ikke blot en praktisk betingelse for projektets gennemførelse, men dens opbakning samtidig også en forudsætning for, at ledende nazister turde sætte uhyrlighederne i værk. Hermed er også sagt, at selv disse erfarne nazister med blod på hænderne ikke kunne eller ville gå hele vejen alene. Nok bar de hver især antisemitismen og medansvaret for holocaust i sig. Men de var samtidig afhængige af en vis forståelse for og støtte til projektet, som de helt måtte savne i Danmark. Uden den kom de selv til at ryste på hånden, og udryddelsen af jøderne kom til at fremstå som et mål, der måtte vejes op mod andre, mere praktiske hensyn, navnlig det videre samarbejde med Danmark og de fortsatte forsyninger herfra. De ledende tyske nazisters medvirken til at gøre flugten mulig tyder på, at deres deltagelse i rædslerne i hvert fald her var praktisk bestemt.

I den danske sammenhæng vejede Tysklands interesse i fortsat samarbejde med mønsterprotektoratet tungere end ønsket om at udslette jøderne. Hermed er også sagt, at disse ledende nazisters medvirken ikke var drevet af en personlig nødvendighed. Hadet mod de anderledes var ikke en urkraft, der blev sluppet løs. Det var et politisk slagnummer, der kunne anvendes efter behov, og som nazisterne i de fleste besatte områder så deres interesse i at forfølge med katastrofal konsekvens. Men uden klangbund virkede nummeret ikke. Det kunne imødegås med enkle midler selv af et land, der var forsvarsløst og besat: med vedholdende afvisning af selve antagelsen om, at der fandtes et jødisk problem.

Tanken er både opbyggelig og skræmmende. Når det er så let at vække den nationale chauvinisme, er det ikke, fordi vi alle til syvende og

sidst frygter og foragter de anderledes. Det er, fordi vi fra tid til anden tillader ledende politikere at gøre mistænksomheden over for de andre til deres politiske instrument.