Jeg levede en omtumlet tilværelse som barn. Min mor døde, da jeg var to år, og min far var ansat ved militæret og flyttede os meget rundt både i Danmark og i Norge. Som 14-årig kom jeg på kostskole, og det var der, musikken kom til mig. Eller jeg kom til den. For det hele startede en dag, hvor jeg som kostskoledreng en dag kom gående på gaden og hørte et nummer med The Rolling Stones ud gennem et åbentstående vindue. Det var sådan et countryrocknummer, der hedder ”It’s All Over Now”, der i løbet af 30 sekunder fik mig til at tænke: ”Wow, dét der vil jeg også lave. Jeg vil også være musiker”.
Det kunne sådan set have været mange andre sange, der satte mig i gang. For jeg var meget åben for musik i den alder. I stedet for at stå i lære mere firkantet set stod jeg sådan set i lære ved at suge al den musik, jeg så op til, til mig. Og da jeg begyndte at skrive sange som 15-16-årig efterlignede jeg som mange andre mine idoler, inden jeg fandt min egen stil.
Det var ikke, fordi jeg ville plagiere Stones, Beatles og Bob Dylan, men jeg ville gerne berøre folk, som de ramte mig med sjælen i deres musik. Sådan starter de fleste læreprocesser nok med, at man efterligner dem, man gerne vil ligne, inden man finder sit eget udtryk.
Og hvis jeg skal pege på ét nummer, der på en anden måde har formet mig som musiker, er det nok Bob Dylans kærlighedssang ”Sad Eyed Lady of the Lowlands” fra dobbelt-LP’en ”Blonde on Blonde”. Det er pladens absolut længste sang. Det er en stor kærlighedserklæring til den kvinde, han på det tidspunkt har fundet. I messende langt stræk beskriver han sin store kærlighed med en masse forskellige slags billeder, mens sangen i øvrigt er forholdsvis stille og rolig. Og den sang står en lille smule hypnotiserende for mig som et eksempel på, hvad musikken kan. Jeg må have været 16 år, da den plade udkom, og det var lige præcis i den retning, jeg gerne ville.
Jeg kan stadig huske, da jeg hørte den første gang. Det var hos en kammerat i Hellerup. Han havde nok lige købt den lidt tilfældigt i Fona, men for mig blev det et skelsættende møde med en musik, som kom til at inspirere mig dybt i en afgørende periode af mit liv.
Senere kunne jeg også nævne højskolesangbogen, der også har inspireret mig meget, eller Puccini, som også har lavet et par af verdens bedste melodier. Men ”Sad eyed lady of the Lowlands” åbnede mine ører for, hvad musik kan. Og sådan blev Bob Dylan en af mine største læremestre som sangskriver.
