Bob Dylan maler ikke kun med ord

Statens Museum for Kunst viser en anden side af den verdenskendte sangskriver Bob Dylan, der også som kunstmaler fortæller historier

Bob Dylan: Regnskov, 2010. Akryl på lærred. --
Bob Dylan: Regnskov, 2010. Akryl på lærred. --. Foto: Statens Museum for Kunst.

En amerikaner iført lang, sort jakke, sorte jeans og hvid T-shirt kommer pludselig ind i den lukkede udstillingssal, som Statens Museum for Kunst i dag åbner for offentligheden. Med sig har den modne amerikanske mand to kvinder og museets direktør, Karsten Ohrt, der stolt viser VIP-gæsterne frem til salen, hvor 40 malerier af rockpoeten Bob Dylan bliver udstillet for første gang nogensinde.

"Wow, I har virkelig lavet et fantastisk arbejde her. Jeg er vant til at se dem på Bob Dylans kontor, hvor 40 malerier virker som en enorm mængde, men her får de jo et helt andet udtryk," siger manden, der viser sig at være Bob Dylans manager. Bob Dylan er i gang med en koncertrække i USA; men selv hvis han kom til landet, har han alligevel ry for at undvige pressen. Heller ikke manageren giver interview, end ikke til museumskataloget.

Alligevel er det et stort scoop for det danske museum at kunne holde verdenspremiere på de 40 billeder af Bob Dylan, der til gengæld har udtalt sig om sin malerkunst på sin egen hjemmeside:

"Jeg har altid malet. Jeg har altid holdt fast ved det på den ene eller den anden måde. Hvis jeg kunne have udtrykt de samme ting i en sang, så havde jeg skrevet en sang i stedet for," skriver den store sangskriver, der elsker farver, selvom han ofte går i sort.

"Man kan få masser af oplysninger fra farvernes betydning. Hver farve har en bestemt stemning og følelse. Rød er for eksempel en meget vital farve. Koboltblå er uenighedens farve," skriver Bob Dylan, der selv maler alt mellem himmel og jord:

"Jeg tegner bare, hvad der interesserer mig, og så maler jeg det. Rækker af huse, frugtplantager, rækker af træstammer, det kan være hvad som helst. Jeg kan tage en skål med frugt og gøre den til et drama om liv og død. Kvinder er magtfulde skikkelser, så jeg maler dem på den måde. Jeg kan finde på at male folk, der bor i trailerparker. Men jeg kunne også male bedsteborgere. Jeg prøver ikke at komme med sociale kommentarer eller leve op til nogens visioner, og jeg kan finde motiver hvor som helst. Jeg tror, at det på en eller anden måde kommer fra den folkelige kultur, jeg voksede op med."

Bob Dylan har været en flittig maler siden 1960?erne, men først for tre år siden udstillede han en række af sine akvareller. Og det fik kuratoren fra Statens Museums for Kunst, Kasper Monrad, til at kontakte den amerikanske multikunstner. Det viste sig, at Bob Dylan kendte Statens Museums for Kunst som museumsgæst i forvejen. Måske allerede fra 1996, hvor den store verdenskunstner gav koncert i Den Grå Hal på Christiania to aftener i træk. Og de 40 malerier, der nu er udstillet på Statens Museum for Kunst, er faktisk også skabt med København i tankerne. For mens motiverne er hentet fra en rejse til Braslien, var det kuratoren Kasper Monrad fra Statens Museum for Kunst, der opfordrede Bob Dylan til at male en ny samling billeder til udstilling i Danmark:

"Faktisk var det meningen, at vi "kun" skulle udstille hans akvareller og nogle få nye billeder, men Bob Dylan fik blod på tanden og har malet 40 malerier, siden vi fik kontakt i 2008. Og det er vel at mærke i samme periode, hvor han har givet 100 koncerter og udgivet to cd?er, så han er meget produktiv. Men jeg tror, at vi fangede ham på et godt tidspunkt. For han er også en kunstner, der godt kan lide at arbejde med projekter, der har en deadline. Jeg har mødt Bob Dylan et par gange i forbindelse med planlægningen af udstillingen, og han er meget ydmyg omkring sin egen malerkunst. Og jeg tror faktisk, at grunden til, at det er lykkedes os at overtale ham til at udstille her, netop er, at det ikke foregår i New York, men i lille København", siger Kasper Monrad, da Kristeligt Dagblad bliver vist rundt før de amerikanske gæster.

"Flere journalister har spurgt mig, om hans billeder ville blive udstillet, hvis han ikke var Bob Dylan, men jeg synes ikke, at man kan adskille ham fra værkerne. Ud over at det selvfølgelig skaber en enorm medieinteresse omkring museet at udstille hans værker, synes jeg også selv, at det er spændende at se, hvad en så stor kunstnerisk begavelse kan få ud af at male. H.C. Andersens papirklip er jo også interessante, selvom han primært er kendt for sine eventyr. Og Bob Dylan har helt klart også noget at byde på som malerkunstner. Men jeg kunne selvfølgelig sagtens komme i tanke om andre rockmusikere, der også maler, men nok skulle lade deres billeder blive hjemme," siger Kasper Monrad, der synes, at man kan se, at billederne er malet af en stor storyteller:

"Selvom Bob Dylan helt klart lægger sig i forlængelse af den klassiske malertradition, kan man tydeligt se, at han også er inspireret af filmkunsten. For de fleste af hans billeder er scener, hvor man tydeligt kan fornemme, at der har foregår noget før og efter. Han har også beskåret motiverne flere steder, så han zoomer ind på det, der interesserer ham. Og han har nok også brugt sine malerier som en pause fra sine evige selvrefleksioner som sangskriver. Han er jo kendt for at se dybt ind i selv sig. Men som maler kan han nøjes med at vise det, han ser."

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk

Bob Dylan: The Brazil Series. Statens Museum for Kunst. Åbner i dag og vises til den 30. januar 2011.