Dylan er rockens original, poet, gigant og sure gamle mand

Bob Dylan er netop blevet hædret med den prestigefyldte Nobels litteraturpris. Læs eller genlæs vores portræt af Dylan i anledning af hans 75 års fødselsdag. Det er historien om manden, som nogle ser som det største navn i amerikansk musikhistorie, mens andre undrer sig over, at en mærkelig gammel folkesanger med ”en stemme som sand og lim” skal have så megen opmærksomhed

Originalen med mundharmonikaen, guitaren og den raspende stemme har de seneste 55 år i gennemsnit udgivet et nyt album hvert eneste år.  I alt er hans plader solgt i mere end 125 millioner eksemplarer, og flere af hans album anerkendes bredt som nogle af den nyere musikhistories mest betydningsfulde. Tirsdag fylder Bob Dylan 75 år.
Originalen med mundharmonikaen, guitaren og den raspende stemme har de seneste 55 år i gennemsnit udgivet et nyt album hvert eneste år. I alt er hans plader solgt i mere end 125 millioner eksemplarer, og flere af hans album anerkendes bredt som nogle af den nyere musikhistories mest betydningsfulde. Tirsdag fylder Bob Dylan 75 år. .

”Når det kommer til stykket er han ikke en fremragende mundharmonika-spiller, ikke en fremragende guitarist og heller ikke en fremragende sanger. Han er bare en original. Og jeg ville bare have den originalitet til at træde frem.”

Sådan forklarede pladeproduceren og talentspejderen John Hammond i et interview i 1968, hvorfor han syv år tidligere havde tilbudt en 20-årig knøs fra Minnesota en pladekontrakt. Den unge mand blev opdaget, fordi han var inviteret indenfor hos Columbia Records i New York af folkesangeren Carolyn Hester for at spille mundharmonika på hendes tredje plade.

Produceren fornemmede, at akkompagnatøren havde langt større potentiale end solisten, hvis karriere snart ebbede ud.

Originalen med mundharmonikaen, guitaren og den raspende stemme havde derimod en stor fremtid for sig. I de 55 år, som er gået siden da, har han i gennemsnit udgivet et nyt album hvert eneste år. I alt er hans plader solgt i mere end 125 millioner eksemplarer, og flere af hans album anerkendes bredt som nogle af den nyere musikhistories mest betydningsfulde.

Hans sange er blevet fremført og indspillet af tusindvis af andre kunstnere. Endnu flere har skrevet deres egne sange under kraftig inspiration fra ham. Tonsvis af videnskabelige afhandlinger er udarbejdet på universiteter over hele verden i et forsøg på at afkode hans tekster. Og i de seneste 20 år er han blevet tildelt den ene hædersbevisning efter den anden, er æresdoktor i musik og har løbende været bragt på bane som kandidat til Nobelprisen i litteratur.

Hans navn er Bob Dylan, og tirsdag den 24. maj er hans 75-års fødselsdag.

Egentlig hed han Robert Allen Zimmerman, nedstammede fra ukrainske og litauiske jøder og voksede op i en almindelig amerikansk kernefamilie i den lille, uanseelige nordstatsby Hibbing, Minnesota. Han var vild med al slags musik, og da han i 1950’erne gik i high school, var han med i et rockband, der spillede sange af tidens store navne Little Richard og Elvis Presley.

Men snart begyndte rockgenrens glade dansemusik med overfladiske kærlighedstekster at kede ham. I stedet kastede han sin kærlighed på folkemusikken og ikke mindst Woody Guthrie, som var kendt for sine enkle sange, fremført solo med akustisk guitar og fyldt med politiske slagord. I 1961 droppede han ud af sit universitetsstudium og tog til New York for at forsøge at slå igennem i musikverdenen og for at opsøge det næsten 30 år ældre idol, der var uhelbredeligt syg og langtidsindlagt på hospital.

Det lykkedes den helt almindelige collegedreng fra provinsen at markedsføre sig som Guthries arvtager. En reinkarnation af en gammel, omrejsende sanger og storyteller, med en stemme hærdet at mange år på landevejen og med et efternavn, der hyldede den walisiske digter og dranker Dylan Thomas. Sangene på det første album kredsede om tunge emner som sorg og død. Det var ikke smukt i traditionel forstand, men det var højst originalt.

Bob Dylan var aldrig så optaget af vellyd, som han var af ord. Mens andre musikere øvede sig på deres instrumenter, sad han på biblioteket og gennemlæste 100 år gamle avisartikler fra tiden omkring den amerikanske borgerkrig for at tilegne sig et særligt uramerikansk poetisk sprog. Samtidig fulgte han med i sin samtids beat-poesi og politiske begivenheder og smeltede det hele sammen til den Bob Dylan, som i årene 1962-65 blev indbegrebet af folk music.

Han sang protestsange mod krig og slagsange for borgerrettigheder, blandet op med skæve, knubbede kærlighedssange og rablende talking blues-numre. Altid akustisk, for for tidens folkemusikere var det helligbrøde at sætte strøm til guitaren.

Det gjorde Bob Dylan så. Han var nu et etableret navn, der gav koncerter verden over, og som på sin musikalske kometfærd var stødt på rockbands som The Beatles og The Animals, der havde vakt hans interesse. På folk-festivalen i Newport i 1965 optrådte han med elektrisk guitar og backing band til publikums store bestyrtelse og mishag.

Pave Johannes Paul 2. hilser på Bob Dylan, efter musikeren holdt koncert for katolske unge i Italien i 1997.
Pave Johannes Paul 2. hilser på Bob Dylan, efter musikeren holdt koncert for katolske unge i Italien i 1997.

Han trådte ud af sin protestsanger-ham og etablerede sig som en helt ny type rockstjerne, der ikke holdt sig til tre vers og et fængende omkvæd, men kombinerede en rå rocklyd med et voksent, krævende tekstunivers fyldt med sproglige eksperimenter og litterære referencer.

Dylans talent som komponist består i, at han skriver nogle enkle melodier, baseret på få, basale guitarakkorder, som har en forbløffende slidstyrke og kan arrangeres på tusind forskellige måder. Mens andre musikere finpudser i månedsvis i pladestudiet for at give deres sang den helt rigtige lyd, er Bob Dylans sange groft sagt en idé, en tekst og nogle akkorder, som han fremfører på en ny måde hver gang, og hvor han sammen med et hold dygtige musikere nærmest improviserer arrangementet direkte frem under pladeindspilningen.

Sammen med den kendsgerning, at sangteksterne i de år sprøjtede ud af skrivemaskinen som én lang bevidsthedsstrøm, gjorde denne indspilningsmetode det muligt for Bob Dylan på under halvandet år at udgive tre skelsættende rockalbum, ”Bringing It All Back Home”, ”Highway 61 Revisited” og dobbeltalbummet ”Blonde on Blonde”. Sidstnævnte udkom i maj 1966 og er således lige fyldt 50 år.

Derefter trak han sig tilbage fra rock-udtrykket og skiftede på ny gear. Ligesom The Beatles holdt han op med at tage på de tumultagtige koncert-turnéer og prioriterede i stedet at stifte familie. Musikalsk vendte han tilbage til den mere akustiske lyd og eksperimenterede nu med genrer som country, gospel og soul. 
 
Såvel tekstligt som i sit personlige religiøse liv fik han en vækkelse, som førte til, at han i årene 1979-82 erstattede de subtile bibelreferencer og den underliggende kristne tematik, som indtil da og siden da har været et vigtigt element i tekstuniverset, med direkte missionsvirksomhed. Hvilket ikke just vakte begejstring hos den brede skare af musikkritikere og Dylan-fans.

Midt i 1980’erne var Bob Dylan tydeligvis i krise som sangskriver, og mange iagttagere mente, at han var brændt ud. Så dukkede han pludselig op med kommerciel succes i fritidsbandet The Traveling Wilburys, og i 1989 udgav han et nyt mesterværk i form af albummet ”Oh Mercy”. Folkesangeren, rockstjernen, den eksperimenterende kunstner og prædikanten smeltede sammen til en helt femte Bob Dylan, der forenede det hele og ikke længere var i tvivl om retningen.

Godt hjulpet af den canadiske producer Daniel Lanois skabte han i pladens lyd en tidløs klang af alvor og livsvisdom. Såvel melodier som tekster var på én og samme gang brandaktuelle og født gamle som Metusalem.

Året forinden havde Dylan indledt sin ”uendelige turné”, som har varet lige siden. Pensionering kommer ikke på tale for den 75-årige, der ellers snildt kunne trække sig tilbage til det komfortable millionærliv i Malibu, Californien, og hans anden kunstnerkarriere som maler. 

Bob Dylan leverer stadig op mod 100 koncerter samt et nyt album om året. I fredags udsendte han et nyt album, som er det 37. studiealbum og bærer titlen ”Fallen Angels”.

Foto: Mandel Ngan/AFP

Bob Dylans sangkatalog er broget. Ikke alle sange er lige godt skruet sammen, ikke alle album er lige interessante, og den sangstemme, som en ung David Bowie allerede i 1971 i en hyldestsang omtalte som ”en stemme af sand og lim”, er ikke blevet mere blankpoleret med årene. Der findes da også fortsat en stor del af verdens musikpublikum, som aldrig har forstået, at der kan være noget interessant ved en hæs gammel folkesanger, som lige siden han var 20 år har fremstået som en sur, gammel mand, når han performer på en scene.

Men få – om nogen – har præget det seneste halve århundredes populærmusik mere end originalen og poeten Bob Dylan, der lærte verden, at folkemusik, rock og høje litterære ambitioner kan gå hånd i hånd. Og integriteten er så kraftigt i behold, at han på sine gamle dage har kunnet slippe af sted med lidt af hvert uden at støde sin trofaste fanskare fra sig At udgive sange, hvor dele af teksten var tyvstjålet fra andre kunstnere, at lave en juleplade og at indsynge gamle jazzklassikere i sinatrask crooner-stil som på det seneste album. 
 
Til fanskaren hører præsident Barack Obama, som i 2012 tildelte den gamle protestsanger nationens fineste civile hædersbevisning, The Presidential Medal of Freedom, og ved den lejlighed gav ham følgende skudsmål:

”Der er ingen større gigant i amerikansk musikhistorie."