Hvad der frem for alt karakteriserer Bob Dylan, er generøsitet. Han har skrevet sange og komponeret musik siden begyndelsen af 1960'erne. Han har rejst med sin musik over hele verden lige siden med talløse koncerter, og han har skabt et lydspor til generationer af mennesker, som har flettet sig fuldkomment ind som en del af eksistensen.
Bob Dylans dedikation til sin metier kunne ligne en besættelse. Reelt er det en lidenskabelig nysgerrighed over for sprogets og musikkens væsen. Dylan arbejder virkelig, som om han skylder verden noget. Som om han skylder livet nogle svar på, hvad det giver ham, og hvad det giver os andre, der bevæger os igennem det i de øjeblikke, der rækker fra evighed og til evighed.
Nogle har igennem årene opfattet Bob Dylan som utilnærmelig, indesluttet, ja ligefrem tavs, når han ikke lige spiller og synger. Og selv da, fordi han langt fra altid giver publikum det, de forventer, således at det element af genkendelse, der skaber tryghed, udebliver. Nogle har set ham som sakrosankt, fordi andre har løftet ham ind i en sfære hinsides almindelige dødelige. Som et ikon.
At det ikke forholder sig sådan, har Bob Dylan selv igennem årene givet flere eksempler på. I sin musik og dens lyrik, men også når han lader ordene stå uden musikledsagelse, som i 2004, hvor han udgav sine erindringer fra de dengang mere end 40 år i liv og musik, ”Krøniker” (”Chronicles”). De var sjove, vidunderligt sanset og præcist husket, sprogligt temmelig suveræne og igen og frem for alt: generøse. Dylan skrev med kolossal beundring om de sangere og musikere, der er hans forbilleder, og som han har lært noget af. Han anser tydeligvis inspirationen fra dem som en gave.
Prismatisk selvportræt
Med dagens globale udgivelse, ”Den moderne sang”, har Bob Dylan valgt at koncentrere sig om de forbilleder og de sange, der har betydet noget særligt for ham, og som på en eller anden måde både rammer ned i tiden og også overskrider den. Det er blevet til flere end 60 essays om enkeltsange og bag dem albums. Sange, der på den ene eller den anden måde slår hul i tiden, flår huden af og stikker kniven ind i hjertet, så det bløder af følelse. Sange og sangere, der lader himlen græde, og som afsætter tårespor hos alle, der er åbne for at lytte med. Eller sange, der er så radikalt egensindige, destruktive og frenetisk pumpende, at de nærmest slår over og bliver rensende; en katarsis, en udfrielse.
”Den moderne sang” er hverken kronologisk eller pædagogisk, men lystbetonet og lidt tilfældig, skødesløs som Bob Dylans poetiske og musikalske univers jo tilsyneladende også kan være det. Dylan skriver fortrinsvis om amerikanske sange og musikere, selv om der er enkelte nedslag i britisk musik, The Who, Elvis Costello og The Clash, men det er ikke her Dylan er mest inspireret.
Han undgår klogeligt også at skrive om nogle af de helt store fra sin egen generation, som han angiveligt beundrer og endda har spillet med, som The Beatles og The Rolling Stones. Men hovedpersonerne optræder alligevel rundt omkring i bogen som referencer, John Lennon, Mick Jagger og Keith Richards. Dylan skriver heller ikke om sine egne sange, og dog er bogen alligevel et prismatisk selvportræt.
Dylan pakker skatte ud
Med et langt livs nærmest ubegribeligt omfattende encyklopædiske viden om sprog, litteratur og musik pakker Bob Dylan sine skatte ud. Men han gør det også med et langt livs virkeliggjorte tilegnelse af og erfaring med musik, ord og eksistens. Dylan skriver sig som sanger ind i alle de andres sange og gør dem til sine.
I hovedparten, og i de klart bedste af disse i princippet ustandselige og ustoppelige essays, lader Dylan præsentationen og tolkningen følge to spor: Først parafraserer han sangens strofer med sine egne ord, prosalyrisk og selvbefrugtende associativt, som i en slags parallel sang. Det er strømførende og rasende indlevet! Dernæst beskriver han essayistisk sangen som en del af sangerens liv og tid med sarkastiske, ironiske og vidende sidebemærkninger og polemiske udfald mod tidsåndens – lige nu – politiske korrekthed og overpædagogiske forsøg på at gøre alt forståeligt på laveste niveau.
Bob Dylan er absolut ikke "woke", heller ikke hvad angår kønskvotering. Bortset fra Rosemary Clooney, Judy Garland, Nina Simone og Cher indtager kvinden andre roller i hans univers end sangerens og musikerens. Hun er snarere enten muse eller Medea. Sådan får det være; Dylan er og har altid været hinsides pædagogisk rækkevidde. Man aner et par gange undervejs, at en desperat forlagsredaktør har været inde over for at forhindre Dylan i at gå i nogle af de kønspolitiske fælder, han selv skriver frem. Men det glemmer man igen.
For Bob Dylan skriver frem for alt med den hengivnes fulde indlevelse og sitrende sensibilitet.
Der er ingen tvivl om, hvad Bob Dylan synes er en god sang. Det er en sang, der rører mennesket dybt og inderligt, en, der hensætter lytteren i en frydefuld fortvivlelse. Skulle nogen have været i tvivl, så er det ikke længere muligt. Dylan er en gennemgribende emotionel kunstner. Dylan advarer imod at forveksle tradition med forstening og nostalgi. For ham er der intet nostalgisk over den klassiske sang og balladen, for folk ”tænker overhovedet ikke på det slid og den sved, den vrede og det blod, der er gået til at lave den”. Det gør Dylan, derfor hans indlevelse i de forskellige sanges univers og temperament.
Et egensindigt udvalg
Selv om Bob Dylan ikke skriver om en eneste af sine egne sange, men udelukkende om andres, er hans bog om den moderne sang et spejl, han holder op og ser sig selv i. Det er den store amerikanske sangbog, Dylan ser ind i. Og igen: det er – som det altid er – ikke lige præcis de sange og artister, man forventer at møde. Det er ikke en officiel kanon over populærmusikkens klassikere, men et helt egensindigt udvalg af mestendels americana fra 1950'erne og 1960'erne.
Selvfølgelig er der de helt store idoler, som Dylan beundrer næsegrus og ikke synes, nogen andre sangere kommer i nærheden af, langt fra heller ham selv: Hank Williams, Willie Nelson og Frank Sinatra. Men der er også en Johnny Paycheck, hvis sang ”Old Violin” han fremskriver som et mesterstykke: ”Sange som denne kan indspilles af andre, men aldrig for alvor komme til at tilhøre andre”.
Det er essentielt for ”Den moderne sang”, at Bob Dylan ikke går uden om det banale, men direkte ind i det. Som en sandhed, som det egentlige, det væsentlige. Næsten hver eneste af de sange, Dylan fremhæver, er han helt inde i, som var de uomgængelige, eksistentielle og emotionelle vidnesbyrd, livets allerdybeste bekendelser. Det er sindssygt godt gjort, modigt og rigtigt.
Det behøver ikke at være Shakespeares sonetter eller Kierkegaardsbegrebet angst, det kan godt være ”If You Dont Know Me By Now” med Harold Melvin & The Blue Notes, som Dylan udlægger som en rygradsrislende lovsang. Et spørgsmål om at (til-)tro, så den Anden, den elskede, ja himlen åbner sig. En sang er, uanset, hvor banal den kan synes, noget der – som al anden kunst – skal ”få dig til at tænke over dig selv – og alle dine handlinger”.
Og det netop, fordi ord og melodi i en sang er uadskillelige og budskabet – hvis der er et sådant – går direkte ind i lytterens følelsesregister med en sigende enkelthed, der ”destillerer tankegangene ned til det essentielle”. Hvis sangeren er stor nok, bliver sangen dybsindig alene på grund af sangerens frasering og eminente register.
Sangenes sus
Bob Dylan skriver primært om sange inden for genrerne folkemusik, country, soul, rockabilly, rock and roll og rhythm and blues. Hans helt er – som i mange af hans egne sange – fribytteren, den fredløse ude på landevejene, den stigmatiserede, der bliver eksponent for det sociale oprør og retfærdigheden, ja, sandheden. Men i sidste ende også bliver lig med ham, der hang på korset for 2000 år siden. Derfor skriver Dylan også smukt og forrevet om lidelsesikoner som sangskriverne Townes van Zandt og Warren Zevon, der skrev og sang meningsfuldt, ubønhørligt og autentisk. Sange, der som Dylan skriver i en anden forbindelse, er ”hinsides opstandelsen og suser direkte hen over hovedet på dig”.
Selv om ”Den moderne sang” er løs i kompositionen og splintret i formen, er den, læst i et stræk, en slags musikalsk poetik og en rejse ind i eksistensens krystallinske øjeblikke. En sangens filosofi, som titlen er på den engelske udgave. Bob Dylan skriver, at grunden til, at en sang fungerer, og at dens lapidariske udsagn samler sig til et hele, er ”hjernens kreativitet”. Dette, at vi som mennesker er medskabende og i stand til at udfylde huller og sprækker og nærme os forhold i eksistensen, vi ikke ved noget om. I sangen nærmer vi os mysteriet. Det kan ligge i det uforudsigelige, som en sang kan rumme, eller i det improviserede og tilsyneladende ufærdige, som alligevel kommer til at virke helstøbt.
En sang virker ved gentagelsen. Gentagne melodilinjer og rim, der med nobelpristagerens ord skaber en struktur, der er ”ligesom et espalier under en vinranke, så resten af sangen kan strejfe rundt efter behag”. Bob Dylan gør selv det samme i denne bog. Strejfer rundt under et espalier, som han har rejst over den evig unge og derfor moderne sang. Generøst plukker han de modne druer og presser spirituel mening ud af dem. Essens.
Bob Dylan: Den moderne sang. Oversat af Jakob Levinsen. 340 sider. 350 kroner. Gutkind.