Seks stadier på troens vej
Reidar Aasgaard, professor i idéhistorie ved Universitetet i Oslo, Norge.
Bob Dylan har altid brugt Bibelen i sit værk. Nogle fans blev bestyrtede, da han i 1979 stod frem med forkyndende tekster, men det må være, fordi de har overset, at Bibelen var med fra starten af karrieren, der har haft seks faser.
I 1960-1966 refererede han ofte til Bibelen, men på en almenkulturel måde som del af amerikansk sangtradition.
I 1967-1973 kan man se, at Dylan nu har læst og forstået Bibelen bedre. Han bruger den som en ressource til at tolke livet og verden ud fra og som grundlag for kulturkritik.
I 1974-1978 sker der en modning af teksterne, som bliver mere personlige og refererer til Bibelen på eksistentielt nærgående vis.
I 1979-1981 kommer så hans gospelfase, hvor sangene rummer en direkte opfordring til omvendelse. Det er en karismatisk kristen periode, hvor der indgår prædikener i koncerterne.
I femte fase, 1982-1991, forkynder han ikke så meget, men det er ikke udtryk for, at han har mistet troen.
”Jeg har leveret mit budskab,” har han sagt. Nu påtog han sig en ny rolle. Perioden er præget af selvkritik og eftertænksomhed.
Den sjette fase har varet siden 1992. Dylan er blevet ældre og mere resigneret, men stadig samfundskritisk. Bibelen er stadig en vigtig ressource, og teksterne rummer et apokalyptisk håb og forestillinger om liv efter døden.
I forbindelse med udgivelsen sidste år af albummet ”Rough and Rowdy Ways”, sluttede han en hilsen til sine fans med ordene:
”Pas på jer selv, vær opmærksomme, og må Gud være med jer.”
De ord opsummerer Bob Dylans holdning til religion, som den har udviklet sig gennem hele hans karriere.
En omskaber af litterære giganter
Nina Goss, forfatter og adjungeret professor ved Fordham University i New York
Bob Dylans litterære indflydelse er en historie om eftermontering, ikke inspiration.
Det kan komme til udtryk i en udspekuleret samklang med en litterær forfader, som når han tager den romantiske digter John Keats’ digt ”Ode to a Nightingale” fra 1819 ind i sangen ”Mr. Tambourine Man” fra 1965.
En træt og retningsløs kunstner underkaster sig en anden musikers vitalitet. Sangen opløser sangerens verden i ren følelse og fantasi. En drøm, en transcendent vision om at stå alene, fri, vild og flygtig.
Denne eftermontering kan være en cut-and-paste af brudstrykker fra Homer eller Poe, der synges i de mest i vildledende sammenhænge.
Sangen ”I contain multitudes” fra 2020 er en krydsning mellem Walt Whitmans skabelse af det kollektive jeg i digtet ”Song of Myself” fra 1855 og Dylans egen fabulerende selvrefleksion. Resultatet er et lærestykke i, hvordan fortid og nutid kan foldes sammen til en ny helhed.
Når han er bedst, synger Bob Dylan former og tekster fra gamle giganter ind i en fortsat litterær vekselvirkning, der skaber nye former for fortolkning og nye svar.
En musikalsk smeltedigel
Peter Vuust, professor ved Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Universitet, komponist og musiker.
Bob Dylans musik er kompositorisk meget enkel. I alle melodier er der alligevel noget, der ikke passer ind. Dét gør dem langtidsholdbare.
Musikken er skrevet i folkemusiktraditionen, hvor melodien underordner sig sangen. Ingen påstår, at Bob Dylan er en teknisk dygtig sanger. Hans guitarspil er ikke ækvilibristisk, og hans mundharpespil består nærmest i, at han tager instrumentet i munden og blæser ind og ud.
Men hans evne som musiker er, at der midt i et ellers grumset billede pludselig er en akkord, der lyder utrolig godt. En trøffel, man som gris er nødt til at komme ned og finde.
Som komponist har han haft kolossal indflydelse. Han kom fra folkemusikken og vakte skandale ved at bruge elektrisk guitar. Dermed viste han alle andre, at genrer kan blandes. Man må godt.
Bob Dylans musik har altid været en smeltedigel af genrer og altid i udvikling.