”Læs dem højt for din elskede nu og her i dagens Danmark anno 2019, og I vil opleve de 100 noveller, som var de skrevet i går. De handler om os moderne mennesker og vores dybe krise. De handler om kærlighedskrisen og Jordens undergang.”
Således skriver Bjørn Bredal i Politiken i sin anmeldelse af Giovanni Boccaccios ”Dekameron”, som netop er udkommet i en ny dansk oversættelse ved Thomas Harder på forlaget Hoff & Poulsen. Han betegner udgivelsen – og oversættelsen – som ”en sejr for humanismen”, kvitterer med seks røde hjerter og konkluderer:
”Hans (Thomas Harders, red.) danske oversættelse af mesterværket, som er skrevet på 1300-tallets folkelige italiensk, er på én gang så klassisk og så umiddelbar, at man føler, at man har Giovanni selv i mobiltelefonen fra Firenze.”
Det er 75 år siden, at ”Dekameron” sidst blev oversat til dansk, og den bliver ofte betegnet som novellens arnested. De 100 ”noveller, fabler, lignelser, historier, eller hvad vi nu skal kalde dem”, som Boccaccio selv så frejdigt udtrykte det, udspiller sig i 1348 i Firenze, hvor pesten hærgede og efter sigende skulle have slået tre fjerdedele af byens 100.000 indbyggere ihjel. Men i ”Dekameron” lader Giovanni Boccaccio syv damer, tre herrer samt et passende antal tjenestefolk flygte fra bylderne, og for at slå tiden ihjel fortæller de hinanden historier, der ifølge Søren Schauser i Berlingske ikke er for børn:
”Ikke færre end tre ud af fire fortællinger handler om aktiviteter efter solnedgang. Folk fra kirkens verden sniger sig konstant til syndige stunder og sover med hinanden på kryds og tværs.”
Han betoner den enorme indflydelse, som den snart 700 år gamle eventyrkreds har haft på europæisk kultur og litteratur og spørger som den eneste anmelder, om oversætteren mon har grebet arbejdet rigtigt an. Han konkluderer, at det formentlig er et spørgsmål om smag i sin sammenligning med Samuel Prahls ifølge ham mere flydende oversættelse fra 1912:
”Hvad skal man foretrække? Man kan for eksempel have begge ting stående: En klassisk version for dens djærve og måske lidt mere rytmiske sprog – og den nye for introduktionerne og nogle meget anvendelige noter til sidst plus Harders ret underholdende valg af ord mange steder.”
Det bliver til fem stjerner ud af seks til ”Dekameron” og altså en diskussion af den nye oversættelse, mens Mikkel Bruun Zangenberg i Weekendavisen opholder sig længere ved et andet af de centrale spørgsmål, som typisk opstår, når man over- eller opsætter de klassiske værker på ny, nemlig om de stadig har noget at sige os moderne mennesker:
”Så vi har altså disse 100 gnistrende vittige, provokerende, flabede, frække og forfinede noveller, der kommer til os hen over små 668 år. Er de nu særligt aktuelle?”
Det spørgsmål har Bjørn Bredal allerede svaret et stort og begejstret ja på, og Mikkel Bruun Zangenberg gør det samme i sin konstatering af, at ”Dekameron” er andet og meget mere end et pligtskyldigt mellemled i litteraturens evolution:
”Dels tilbyder den en (altid) stærkt tiltrængt modgift mod grovhed, nærighed og dumhed, dels fungerer den som en latterfremkaldende og tankevækkende trøst og opmuntring i mørke tider. På dén led er Boccaccio ikke alene Pinocchio, en producent af meget fantasifulde historier, men også ren, sød, uforfalsket Cocio for den tørstige nutidslæser.”
Også i Kristeligt Dagblad er der seks ud af seks fra Jeppe Krogsgaard Christensen, der fremhæver Thomas Harders oversættelse, som han kalder ”glasklar”, såvel som ”Dekamerons” eviggyldighed. Den nye udgivelse er ifølge ham ikke blot pensum for litteraturhistorisk interesserede, men også underholdende lystlæsning, og han sammenfatter med ordene:
”Med den nye pragtudgave af Giovanni Boccaccios ’Dekameron’ har vi fået en gave, vi ikke vidste, at vi ønskede os.”
Der er også flere anmeldere, der synes, at de har fået en gave med Elisa Kragerups opsætning af William Shakespeares erotiske forviklingskomedie ”En skærsommernatsdrøm” (skrevet omkring 1594-1596), der spiller på Betty Nansen Teatret. Stykket, der spiller til den 9. november, er nyoversat af Niels Brunse med omskrevne scener af Line Knutzon, og ifølge Jakob Steen Olsen i Berlingske er det ”en vild forestilling. Og nem at være vild med. Alt andet end langt ude i skoven, selvom det kunne se sådan ud. Så modig bør en klassikerfortolkning være. Så konsekvent bør teatret gennemføres”.
Han giver fem stjerner og finder, at opsætningen er ”lige til tiden. Den tid, hvor vi er ved at glemme reelt nærvær, øjenkontakt, personlige møder og egentlig tilstedeværelse for i stedet at forsvinde over i paralleluniverser på nettet”.
Der er også fem stjerner fra Alexander Vesterlund i Politiken, der finder, at ”En skærsommernatsdrøm” er ”narkotisk og sanselig” og ”et stærkt eksempel på, hvordan teatret kan åbne til fællesmenneskelige drømme og drifter”.
I sin noget mere forbeholdne anmeldelse til tre stjerner i Kristeligt Dagblad spørger Kathrine Maria Amann, om man må fortolke en klassiker og besvarer sit eget spørgsmål med et stort selvfølgelig, ”så længe det gøres med sans og forståelse for forlægget”. Hun synes, at det giver ”formidabel mening at forbinde Shakespeares theatrum mundi-poetik med nutidens evigt iscenesættende ungdomskultur”, og at ensemblet generelt ”spiller godt”, omend det bliver lidt letkøbt at kopiere det ikoniske Twin Peaks-univers så direkte. Og så er det de færreste, der kan slippe af sted med at agere medforfatter til Shakespeare, som Line Knutzon gør, da hun som teaterets husdramatiker har føjet nye scener til det gamle lystspil, og hendes ”infantile hverdagsrealisme” bliver alt andet lige et ”for umage møde med den elizabethanske ordkunst”.
Også Ida Holmegaard i Information slår sig på det, som hun kalder ”de store tonale sammenstød i teksten”, nemlig de steder, hvor Line Knutzon støder sammen med Shakespeare:
”Det hele kommer til at virke som en ret forudsigelig parodi (…) Jeg er stor fan af Knutzons generelle gakkethed, men podningen med det her aktuelle politiske stof virker forceret. Der kommer i hvert fald ikke noget særligt nytænkende eller vidende sjov ud af det.”
Hun finder dog, at opsætningen ”byder på fortryllende smuk scenograf og koreografi”, men at den også er ”nem at fare vild i og affejer snarere end engagerer sig i moderne begær og virkeligheder”. Dermed kommer hun i tvivl om, hvad de mange lag og virkeligheder egentlig vil med hinanden, ganske modsat Morten Hede fra Morgenavisens Jyllands-Posten, der køber hele pakken. Han mener nemlig, at Betty Nansen Teatrets version af ”En skærsommernatsdrøm” ganske enkelt er ”hylende morsom, meningsfuld, relevant og samtidig knaldgodt teaterhåndværk”, at Elisa Kragerup ikke blot er ”en fremragende instruktør, men også et forbillede for alle landets teaterledere”, og at det endnu en gang er lykkedes hende ”at fortolke en klassiker med et eviggyldigt tema og samtidig indføje sin egen kunstneriske stemme med en historiefortælling, der vil os noget lige nu og her i 2019”.
Han giver seks stjerner ud af seks, og som Linea Maja Ernst i Weekendavisen mener han ikke, at Elisa Kragerup sætter en fod forkert. Linea Maja Ernst kalder nemlig ”En skærsommernatsdrøm” for ”en kollektiv triumf” og konkluderer:
”Det, man akut trænger til her i mørkets og novembers anmarch, er naturligvis et nostalgisk måneskins eventyr ud i den lyse, forheksede midsommernat. Og fryd! Elisa Kragerups luksuriøse, drømske, drillende opsætning af ’En skærsommernatsdrøm’ leverer alle de lysende indre billeder, jeg vil klamre mig til gennem vinteren.”
I ”Bogen i tiden” skriver vi hver fredag om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig, aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.