I morgen er det store bededag. Eller ”store bods- og bededag”, som det hed, da biskop Hans Bagger i 1686 fik samlet en række bods- og bededage til én helligdag. Gennem de sidste årtier er dagen i stigende grad overtaget af de mange konfirmationer, og det har gode og såre praktiske grunde, men selvom jeg kommer til at savne mine konfirmander i den kommende weekend, vil jeg også nyde for første gang i mange år at kunne holde en gudstjeneste på den store bods- og bededag.
At gøre bod er ifølge ordbogen at ”vise i handling, at man angrer sine synder”, og mens det var en helt naturlig del af kristen- og kirkelivet i de forgangne århundreder, så går det moderne menneske ikke gerne bodsgang. Det er der ikke megen autonomi og selvophøjelse i, og medmindre man tror på en almægtig, handlende Gud, så kan det højst give mening i en eller anden social eller psykologisk forstand. Det moderne menneske ved (vi tror, vi ved), at det ikke ændrer meget på verdens gang, at vi gør bod, og derfor har corona-håndteringen i det forgangne år ikke budt på offentlig bøn, øget kirkegang og styrket salmesang, men snarere det omvendte.
Det var noget andet, da pesten hærgede i 1625, og Christian IV udsendte en pestforordning, hvor det blandt andet – som det allerførste – lød:
”Når nu sygdommen med sikkerhed viser sig i den nærmeste egn, skal der først og fremmest ske bøn og gudspåkaldelse for at afvende Guds vrede og straf. Derudover skal folk opfordres til at gøre bod.”
Engang var man overbevist om, at det måtte være folkets egen skyld, når landet blev ramt af ulykke, for det måtte være Guds straf eller prøvelse. Sådan tænker vi heldigvis ikke i dag, og jeg er helt tryg ved, at vi i det forgangne år ikke kun har henvist til kirkegang, men har lyttet til virologer, Søren Brostrøm og sundhedsmyndighederne, men: Nu skal vi i kirke! Og det vil være passende at benytte den tilstundende helligdag på at gøre bod i betydningen at overveje, om vi kunne have gjort noget anderledes. Som enkeltpersoner eller som samfund. Og ikke mindst således, at det ender i klædelig ydmyghed og taknemmelighed over, at vi er her endnu. Og dertil bøn om, at Gud fortsat vil holde hånden over os og under os i både medgang og modgangstider som dem, der har præget det forgangne år.
I det år har salmesang ikke været en del af kuren, men tværtimod en risiko for at sprede epidemien yderligere. Det har gjort ondt på os i den lutherske, salmesyngende kirke, men fra nu af må der synges, og fra nu af skal der synges, så kirketaget løfter sig. Sangen er ikke længere farlig og forbudt, men den kan atter blive livgivende og fællesskabsstyrkende. Tak for det!
På den kommende bededag kan vi således synge om bod med Luthers ”Af dybsens nød, o Gud, til dig” (Den Danske Salmebog (DDS) 496), med den næsten lige så gamle ”Herre, jeg har handlet ilde” (DDS 501) eller med andre salmer fra de dele af Den Danske Salmebog.
Men for ikke at gå helt i sort bør vi også synge om bøn og tak. Vi kan gøre det med klassikere som ”Nu bede vi den Helligånd” (DDS 289), men mange gode, nye salmer byder sig også til, for eksempel Johannes Johansens ”Herre, gør mit liv til bøn” (DDS 588). Og vi kan fortsat synge påskesalmer frem mod pinse, for eksempel ”Krist stod op af døde” (DDS 218) eller en nyere klassiker som ”Opstandelsen er lige her” (blandt andet i ”100 salmer”), som minder os om, at påskemorgens livgivende opstandelseskraft stadig er virkelighed.
Uanset hvad vi synger, skal der – som på alle andre søndage – synges lovsang. Over livet, over opstandelsen, over foråret og over, at der er lys på den anden side af corona.
Vi gør ikke længere bod, som man gjorde engang, men vi kan gøre det ved at synge.
At ændre bodsgangen til bodssangen er ikke blot et udtryk for moderne, syndsfornægtende, feel good-kristendom. Det er snarere at have fundet den grundlutherske ro og glæde i, at ”Fred til bod for bittert savn / Gud os gav i Jesu navn”, som Grundtvig siger det (DDS 426): at vi har fået fred i stedet for savn og uro.
Det er ikke bare en salme værd, men mange. Og jeg glæder mig til, at vi skal synge dem! Sammen!
I klummen Sang&Salmer skriver sognepræst og historiker Morten Skovsted løbende om udviklingen inden for musik og sang i kirken.