Bodil Jørgensen i åbent brev til ungdommen: Hold hjerterne åbne, og lad jer forundre

I bogen "Håb er en overset superkraft" giver 12 kulturpersonligheder gode råd til årets konfirmander. I dette uddrag fortæller skuespiller Bodil Jørgensen om, hvordan man holder fast i glæden, og om hvorfor Bibelen er værd at tage med ud på livets rejse

"Evnen til fordybelse og forundring og så det at have sit fadervor med sig – det tror jeg, er noget af det vigtigste og bedste at have med sig gennem livet," skriver Bodil Jørgensen i sin tekst med gode råd til nutidens unge.
"Evnen til fordybelse og forundring og så det at have sit fadervor med sig – det tror jeg, er noget af det vigtigste og bedste at have med sig gennem livet," skriver Bodil Jørgensen i sin tekst med gode råd til nutidens unge. . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Kære konfirmand

Jeg tror, at mange i din generation har åbne hjerter. I ved godt, hvad der er rigtigt. Vi bliver hele tiden mindet om, hvor meget der er på spil: Dagligt bliver vi konfronteret med den trussel på livet, der handler om klimaet, og jeg tror, at I er bedre end os ældre til at tage det ind og virkelig forstå det. For med alderen kan man blive bedøvet, man kan blive kynisk, og man kan blive fanget mere og mere ind i en tom forbrugslogik.

Det er ikke noget, der kun er sket i vores tid; vi kan jo læse beskrivelser af det mange steder i Bibelen. Der er historien om dansen om guldkalven i Det Gamle Testamente, og i Det Nye Testamente er der beretningen om Jesus, der rydder tempelpladsen for handlende. Det er det sted i evangelierne, hvor vi oplever Jesus allermest vred og rasende, og det tror jeg, at der er en grund til. Jeg tror, at vi skal tage det meget alvorligt, at vi ikke må reducere livet til noget, vi handler med; vi må ikke gøre naturen og hinanden til ting.

Inderst inde ved vi det godt, og når vi mærker, at vi er på vej i den retning, må vi handle på det. Sådan forstår jeg bibelcitatet: ”Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig.” Det er et voldsomt billede – man kan se for sig, hvordan man stikker sin hånd ind i øjenhulen og flår øjet ud. Det handler om, at vi må gøre noget; vi må handle, før vi ender i ondskaben. For ondskaben begynder altid med forargelsen, jalousien, fordømmelsen – det negative blik på andre. Og den kan udfolde sig, hvis vi er så bedøvede af forbrug og egoisme, at vi ikke tager ansvar for andre. Det er derfor, citatet fortsætter: ”Du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med at hele dit legeme kastes i Helvede.”

Bliv ved med at holde jeres hjerter åbne. Vi kommer så let til at fordømme andre og gå og snakke grimt om andre bag deres ryg. På sociale medier er det slemt, fordi vi så let kan fordømme og forarges, uden at vi møder dem, vi taler grimt om. Jeg har også tænkt over det i forhold til flygtninge og indvandrere og muslimer. Der bliver sagt så mange fordomsfulde ting, og det fører til had og fjendskab. Men hvor mange har lært en flygtningefamilie at kende og ladet den blive en del af deres liv? Gør vi det, bliver meget af det, vi måske forarges over, forståeligt, for så er de mennesker, der deler deres tanker med os, ikke blot fremmede.

Heldigvis er der mennesker, der forsøger at vække os, og jeg bliver så glad, når jeg møder sådan et menneske eller læser en bog eller hører et indslag i tv, som minder mig om det, jeg har mest lyst til at glemme. For nylig var den unge franske forfatter Édouard Louis i Danmark for at præsentere sin femte roman, "Forandringens metode". Alle hans romaner handler om hans opvækst i et barsk, fattigt miljø. De handler om mobning, alkoholisme, vold, voldtægt, racisme og homofobi. Jeg hørte ham fortælle om sin barndom, hvor han beskrev, at de var så fattige, at de stjal fritureolie i restauranternes baggårde for at have noget at stege mad i, og børnene blev slået, når de bad om ting, de ikke kunne få. Det er den slags, vi har lyst til at lukke øjnene og ørerne for. ”Men hvis dit højre øje forarger dig,” som det hed i den gamle bibeloversættelse. Det er et af de citater i Det Nye Testamente, som virkelig har vækket mig og fået mig til at se verden med nye øjne – og se det, vi ikke vil vide, fordi vi helst vil leve et behageligt liv og lægge ansvaret fra os. Men Kristus afkræver os handling.

En stribe af lys

Når jeg kigger på jeres generation, får jeg håb. I tager ansvar og er enormt omsorgsfulde over for hinanden. I rækker ud efter dem, der har det svært eller ikke kan finde vej i livet. I bekymrer jer for klimaet, og I vil kæmpe for forandring. Derfor kan vi lære noget af jer. I kan være med til at holde os fast på det moralske kodeks, som vi kan finde hos Jesus, og som vi burde pejle efter. Vi må spørge os selv: Har jeg egentlig gjort noget for min næste i dag? Har jeg kigget op og set solen og lyset? Har jeg takket for dagen?

I har fat i den lange ende, for I ved de her ting, og I handler. Og det skal I blive ved med – også selv om det kan synes som et stort og tungt ansvar at bære. Men det kan I bære, hvis I tager til jer, hvad I også siger ja til i jeres konfirmation: I er Guds børn. Vi er alle Guds børn, og Jesus gik i døden for os. Gud kom til os i skikkelse af et menneske, så vi kan identificere os med den guddom – det er fuldstændig genialt. Og så er det sådan set lige meget for mig, om jomfrufødslen og alt det er sandt. Der var en mand, der levede og gik på Jorden, og han var revolutionær, og han var et fantastisk menneske, der hele tiden samlede de svageste op. Og det er jo også noget, vi skal vækkes til. Vi skal hives ud af den bedøvelse og ligegyldighed, som hele tiden frister os. Evnen til fordybelse og forundring og så det at have sit fadervor med sig – at kende til Bibelen og have fået troen – det, tror jeg, er noget af det vigtigste og bedste at have med sig gennem livet. Og hvad det angår, har jeg været heldig. Troen har været med mig altid – fra jeg var lille og bad Fadervor, og min far lod døren stå på klem, så der var en stribe lys. Den lille stribe lys – sammen med Fadervor – gjorde, at jeg kunne sove. Det føltes trygt og godt. Og mine egne børn har vist haft det meget på samme måde. Når jeg har været hjemme, har jeg altid bedt Fadervor med dem, når de skulle sove, og takket for dagen. Når jeg så har været afsted på turné, har de sagt til mig, at de ikke har sovet lige så godt og trygt – der manglede et ritual og en påmindelse om, at vi kan hvile i Guds hånd, at der er noget, der er større end os.

Jeg er vokset op ved Vejen, ude på landet i det sydlige Jylland, og kirke og kristendom var en del af livet og hverdagen. Jeg var tit med min mormor i kirke; hun var organist. Hun var bondekone og fik syv børn og kunne spille klaver og havde været på højskole, hvor hun mødte min morfar. De flyttede så ind på den fædrene gård, men min mormor fik sit klaver med, og så blev hun ansat som organist i den lokale kirke.

Når jeg var med hende i kirke, sad jeg ved hendes fødder og kunne se, hvordan hun brugte orglets pedaler, og jeg kunne kigge ned på menigheden. Min mormor kunne virkelig spille orgel; hun gav den fuld gas, så taget nærmest løftede sig, og jeg blev meget betaget af orgelbruset og den der følelse af at være helt til stede et sted, hvor det var godt at være. Efter gudstjenesten cyklede vi hjem; jeg sad bag på min mormors cykel. Vi gik også tit en tur på kirkegården, hvor min oldemor og oldefar lå begravet.

Min far gik gerne i kirke, og jeg gik nogle gange med ham. Han var en meget ydmyg mand, som gik op i at gøre sin pligt. Da han var gået på pension, blev han medlem af menighedsrådet. Min mor havde det lidt anderledes med at gå i kirke. Hun mente, at det let kunne blive noget med, at man kom i kirke for at vise de andre, hvor from man var. Hun syntes lige så godt, at hun kunne sidde derhjemme og få noget fra hånden, mens hun hørte gudstjenesten i radioen. Men min mor havde kristendommen med sig i sin måde at leve på. Begge mine forældre var skolelærere. Min mor inviterede elever, der havde svært ved at lære at læse, hjem til os, så hun kunne give dem ekstraundervisning. Hun fik ikke penge for det; hun kunne bare ikke klare at se, at de blev hægtet af.

Mine forældre underviste på den lokale skole, hvor jeg også gik, og jeg havde min far til kristendom. Jeg græd meget i de timer, for min far var så god til at fortælle, og jeg levede mig så meget ind i det. Jeg kunne på en eller anden måde godt lide tragedien; jeg ønskede mig også bøger, som var sørgelige, så jeg kunne græde over dem. Tragedien i evangelierne havde stor tiltrækningskraft på mig.

Der er jo ikke noget mere tragisk end Kristi død – påskedagene, som er så intense – og så det, at han tilgiver dem, der korsfæster ham, og vender den anden kind til. Som barn så jeg evangeliernes fortællinger meget tydeligt for mig; det var næsten, som om jeg var der selv.

Jeg så for mig, hvordan Jesus vandrede rundt og mødte alle de her forskellige mennesker, og hele påskefortællingen stod meget klart for mig – lige fra hans indtog i Jerusalem palmesøndag, hvor han bliver hyldet af folkemængden, til hans død på korset og genopstandelsen.

Nye dybder i Bibelen

Fortællingen om Jesu lidelse og død er et evigt spørgsmål til os. Ville du have gjort det samme? Ville du have ofret dig? Ville du have forladt din familie og fulgt Jesus, hvis han spurgte dig? Vil du gøre det nu? Vil du rive dit højre øje ud, hvis det forarger dig og ”bringer dig til fald”? Det er vigtigt, at vi bliver ved med at høre det spørgsmål og overveje det. Og at vi stiller spørgsmålet på nye måder, så vi kan høre det. Det er jo også derfor, temaet går igen i så mange kunstværker. Og hver gang det udspilles i en film eller et teaterstykke eller en bog, griber det mig dybt.

Filmene om Hvidstengruppen, den berømte danske modstandsgruppe under Anden Verdenskrig, stillede samme spørgsmål: Ville du have sat dit liv på spil? Ingen af os kender svaret om os selv, men vi skal blive ved med at spørge os selv og hinanden – og høre, at Kristus spørger os. Jeg tror, det er sådan, vi kan undgå at ende med bare at gå bedøvede rundt på gågaden – fra butik til butik.

Jeg har bevaret min fascination af Bibelen, fra jeg var barn. Jeg har den med, når jeg er på turné – enten som fysisk bog eller på iPad’en – og læser ofte i den. Det er nok blot at læse en enkelt lignelse, så er man igen fyldt op af forundring og nysgerrighed og får den der trang til at komme lidt dybere ned i livets gåder. Der er så mange fuldstændig fantastiske beretninger i Bibelen, som altid inviterer os til at gå lidt dybere ind i sindet og ind i menneskets natur.

Tag nu bare historien om den fortabte søn, hvor den yngste søn rejser ud og bruger hele sin del af faderens formue og vender hjem og beder sin far om tilgivelse – og får den. Det er jo ét lag i historien. Men der er også laget med de to brødres forhold. Den ældste bror, som har passet sit arbejde hjemme på gården og opført sig ordentligt, bliver jo jaloux, da faderen tager imod den yngste uden at bære nag og tilgiver ham alt. Og vi kan jo godt forstå den ældste søn, for vi ville til enhver tid tænke det samme: Han skred med alle pengene, og så kommer han bare hjem og tror, at alt er godt igen. Vi forstår den ældste bror så godt. Men vi skal altid forstå lidt mere.

Guds kærlighed er ubegrænset, og der er nok til os alle. På den måde kan man blive ved med at finde nye dybder i Bibelen, og dens fortællinger kan tale ind i vores liv – og blive ved med at stille de vigtige spørgsmål til os. Min datter går til konfirmationsforberedelse nu, og undervejs laver præsten en form for guidede meditationer, hvor alle ligger ned med lukkede øjne, mens præsten læser en bibelfortælling, som de så skal forestille sig, at de er en del af. Det, tror jeg, er en god måde at få det ind under huden – og ind i hjertet. Og jeg tror, at de fleste i jeres alder er gode til at tage det ind – gode til at forundres over, hvor stort og mangfoldigt og fantastisk livet er.

Det kan handle om alt muligt forskelligt; man kan læse eller betages over naturen eller de forskellige måder, mennesker lever på. Jeg har en guddatter, der interesserer sig for bregner, og vi kan sammen blive helt betagede over denne ældgamle plante. Min datter og jeg har besøgt mange moskéer for at se, hvordan der er i muslimernes gudshuse, og det er jo betagende og kan også lære os en masse.

I må aldrig miste nysgerrigheden, for der er så meget i verden, som I skal opdage og udforske og forundres over. Der er arter, der endnu ikke er opdaget i havets dyb. Man skal selv ud og mærke, hvad det vil sige at fryse og svede og få sol og sne på næsen. Og man skal interessere sig for, hvor tingene kommer fra, for så bliver man mindet om, hvor stort skaberværket er, og man bliver lidt mere ydmyg over for livet. For vi mennesker kan ganske vist meget, men den kraft, der får kornet til at gro på marken, er en livskraft, vi ikke selv kan skabe. Jeg tror også, at det er den livskraft, der får os til at stå op og leve endnu en dag, selv når vi bliver ramt af ulykke og sygdom og andre svære ting. For det gør vi jo.

Taknemmelighed

Jeg har også oplevet sygdom og dødsfald og har selv været tæt på at dø, og jeg kunne jo godt tænke på det som modgang. Men sådan føler jeg det ikke. Fordi jeg har troen, føles det i stedet som erfaringer. Jeg er kommet stærkere ud på den anden side – med en taknemmelighed, som betyder, at jeg gør mig mere umage med livet. Jeg interesserer mig for livet og døden – og gør mig umage med ikke at falde i bedøvelsens grå univers.

Det voldsomste, jeg har oplevet, var i 2014, da jeg var ude for en ulykke under en filmoptagelse. Jeg faldt af en traktor og blev ramt af den. I dagene efter blev det hele mere og mere mørkt, og det hele faldt ligesom fra hinanden. Hvem var jeg? Hvor var mit liv? Jeg var bange, for jeg frygtede tomheden i mørket. Men så gav jeg slip og opdagede, at jeg kunne følge med ind i mørket. For der var trøst. Det var en god erkendelse: at Gud også bor i mørket. Og at derinde kunne jeg give slip på alle tankerne om, hvordan alting skulle gå – også uden mig.

Min datter var kun seks år på det tidspunkt, og det var en frygtelig tanke at skulle slippe hende – og at efterlade mine tre børn. Men i mørket mærkede jeg, at da jeg gav slip, var der noget andet, der greb det – én, der tog over, og jeg tror, at det var Gud.

Det er en uendelig stor trøst, og det gør, at jeg ikke er bange for døden. Jeg kan være bange for at skulle sige farvel for tidligt til dem, jeg gerne vil dele mit liv med og være der for. Men jeg er overbevist om, at når jeg dør, så går livet videre også uden mig, og Gud vil tage sig af det.

Vi kan ikke vide, hvornår vi skal dø, så vi må prøve at give slip på den tanke og leve livet med taknemmelighed og nysgerrighed. Uden at være alt for bange for at lave fejl. Man skal ikke være så bange for at gøre noget, man kommer til at fortryde.

Fortrydelse er en erfaring og en ny start. Man kommer til at fortryde og lære at leve med det, man fortrød. Det er ikke noget nederlag. Det kan tage tid at samle kræfter til at rejse sig og gå videre. Men man skal gå videre med oprejst pande – og tage fortrydelsen på sig som en erfaring, man bliver klogere af. Erfaringer er gode, selv om det er dårlige erfaringer. De er med til at forme én. Og måske kan de også være med til at vække én – holde én vågen, så man ikke ender i den der bedøvede tilstand, hvor forundringen er forsvundet, og forargelsen sniger sig ind

Teksten er et uddrag fra bogen "Håb er en overset superkraft. 12 taler til konfirmanden". Talerne er indsamlet af journalist og forfatter Malene Fenger-Grøndahl, og bogen udkommer den 16. marts på Bibelselskabets Forlag.