Jeg opfatter mig selv som en meget læsende person, og det har jeg altid været. Jeg har rigtig mange bøger i mit hjem. Jeg er en litterær hasselmus, der elsker at samle forråd, og bøger er for mig helt umulige at skille mig af med igen.
Jeg læser hele tiden, men de store, tunge og komplicerede værker, som kræver gode, lange læsestræk, gemmer jeg ofte til ferierne. Som regel har jeg både en fagbog, en roman og en digtsamling, jeg er i gang med. I løbet af de seneste år er jeg også kommet godt i gang med at lytte til lydbøger. Det var lidt svært, fordi jeg altid har holdt meget af fysisk at holde bogen i hænderne, men det er praktisk, når jeg har brug for at køre langt i min bil.
Der er mange bøger, der har gjort stort indtryk på mig. Jeg husker, at Thomas Manns ”Huset Buddenbrook” gjorde stort indtryk på mig, allerede da jeg så en filmatisering på tysk tv, og siden har jeg læst bogen flere gange. Den forener en fin skildring af den historiske periode, den foregår i, med kloge betragtninger om samfundets institutioner og dynamikker, men derudover giver den et helt unikt indblik i den menneskelige psyke. Mann skilder mesterligt konflikten mellem menneskene som rationelle og som de sansende, følende væsener, vi også er.
Jens Andersens Astrid Lindgren-biografi, ”Denne dag, et liv” var også en meget stor oplevelse at læse. Jeg blev meget overrasket over at læse om den meget eksistentielle tilgang, hun havde til sit forfatterskab. Hun valgte at bruge børnebogsformatet til at tage de helt store spørgsmål om identitet, ensomhed og om at tage de vilkår på sig, man har fået, frem for at sidde og have ondt af sig selv. Jens Andersen gen-giver en scene, hvor Pippi Langstrømpe sidder alene i sin villa, og Tommy og Annika tror, hun er ensom. Det er hun ikke. Pippi er stærk på de vilkår, at i bund og grund må vi mennesker kunne være i verden med os selv, forankret eksistentielt i for eksempel en tro på Gud, og derudfra kan vi så relatere til andre.
I de mere besværlige perioder af mit liv har Søren Kierkegaards ”Kærlighedens gerninger” ofte ligget på mit natbord, fordi jeg oplever, at den har en perspektivgivende effekt, der får mig til at opgive selvfortabelsen og lære at leve livet med de opgaver, jeg har fået som menneske. Livet er én stor bod med opgaver, som man kan prøve at lade være med at tage på sig, eller som man kan løse lige så tumpet som sidste gang. Men man kan lige så godt først som sidst erkende, at man må tage det på sig. At hver opgave er en gave, du kan vokse ved.
Samme filosofi om at omfavne opgaven og gøre sig umage finder jeg i Peter Bastians ”Mesterlære”, som jeg synes er fyldt med livserfaring og eksistentiel indsigt. Ligesom Thomas Mann er Peter Bastian optaget af balancen mellem den side af livet, der lader sig opstille i skemaer, strukturer og rationaler, og den side, der handler om æstetik, følelser og relationer.
Jeg har læst en del faglitteratur om arkitektur og sundhedsvidenskab, som er mine fagfelter. Og lige nu læser jeg en del EU-stof og opslagsværker om europæiske forhold.
Samtidig sørger jeg for til stadighed at læse digte som et lille stykke slik – eller en kraftfuld sproglig vitaminpille – i hverdagen. Især holder jeg af Søren Ulrik Thomsen, Henrik Nordbrandt, Jørgen Leth og Ursula Andkjær Olsen.