Dronningens håndbibliotekar: Bøger kan også være magt

I et af landets fineste kulturhistoriske biblioteker, Dronningens Håndbibliotek på Amalienborg, har mange af de gamle bøger været midler i magtens tjeneste. Men der er også pudsige bøger, der giver nye detaljer om konger og dronningers liv gennem tiden. For eksempel en kronprinsesses forhold til en schweizisk præst med særdeles bløde hænder

Håndbiblioteket hedder sådan, fordi det oprindelig er skabt til kongehusets private brug – det skulle være ved hånden. Men her er heller ikke finere, end at håndbibliotekaren gerne tager imod helt almindelige danskere. De skal bare have et særligt formål med besøget. ”Man kan jo ringe eller skrive til mig og så ser vi på det. Vi tager for eksempel gerne imod grupper og foreninger eller selskaber, hvis de har en særlig interesse. Og vi har også jævnligt forskere, der kommer for at undersøge ting, der kun findes her,” siger Mikael Bøgh Rasmussen. –
Håndbiblioteket hedder sådan, fordi det oprindelig er skabt til kongehusets private brug – det skulle være ved hånden. Men her er heller ikke finere, end at håndbibliotekaren gerne tager imod helt almindelige danskere. De skal bare have et særligt formål med besøget. ”Man kan jo ringe eller skrive til mig og så ser vi på det. Vi tager for eksempel gerne imod grupper og foreninger eller selskaber, hvis de har en særlig interesse. Og vi har også jævnligt forskere, der kommer for at undersøge ting, der kun findes her,” siger Mikael Bøgh Rasmussen. – . Foto: Leif Tuxen.

”Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotekar”. Man forestiller sig en krumrygget herre, der, hvis ikke han bærer hvid paryk, så i det mindste går med halvmånebriller eller monokel. Men da døren til Amalienborg-museet går op, viser det sig, at den finurlige titel bæres af en helt almindelig udstrakt mand, der præsenterer sig som Mikael Bøgh Rasmussen.

Den smilende kunsthistoriker, den ellevte i stillingen siden Håndbibliotekets grundlæggelse i 1746, har i fire år haft til opgave at varetage nogle af landets fineste bøger i Dronningens Håndbibliotek under Kongernes Samling. Bogsamlingen på omtrent 100.000 bøger er tredelt og befinder sig fysisk tre forskellige steder: På Christiansborg er der en samling bøger med politisk og historisk indhold. Et fjernlager har hjemme et hemmeligt sted på Sjælland. Og størstedelen af samlingen er her på Amalienborg, i Christian VIII’s Palæ. I studiesalen på det, der kaldes beletagen, den smukke etage, finder vi ”creme de la creme”, de fineste og ældste bøger, der gennem tiden har været i kongehusets eje.

I studiesalen er der i hvert fald fem-seks meter til loftet og bøger fra gulv til loft, ni hylder i alt. Et lille termometer i blåt plastic viser temperaturen i rummet: præcis 19,4 grader. Foran de høje vinduer hænger gule gardiner i et tungt, silkeagtigt stof. På hylderne er der indimellem noget, der funkler i lyset fra slotspladsen. Og møblerne er vist den slags, man skal polere indimellem.

Det hedder et håndbibliotek, fordi det er et bibliotek, der er skabt til kongehuset. Men her er heller ikke finere, end at håndbibliotekaren gerne tager imod helt almindelige danskere.

Dronningens Håndbibliotek rummer danmarks største bogskat,kostbare og unikke værker.Håndbibliotekar Michael Bøgh Rasmussen leder biblioteket.
Dronningens Håndbibliotek rummer danmarks største bogskat,kostbare og unikke værker.Håndbibliotekar Michael Bøgh Rasmussen leder biblioteket.

”Man kan jo ringe eller skrive til mig på hjemmesiden, og så ser vi på det. Vi tager for eksempel gerne imod grupper og foreninger eller selskaber. Og vi har også jævnligt forskere, der kommer for at undersøge noget,” siger han.

Den nuværende regent er faktisk den første regent, der delvis har åbnet Håndbiblioteket for offentligheden. Ligesom hun i 1972, da hun blev udråbt til Dronning, ændrede formen ”allerunderdanigst”, der før var blevet brugt ved hilsener til kongehusets medlemmer, til ”ærbødigst”. Dronning Margrethe ville det sådan, og den proces med at give adgang til kongehusets gemmer er der for alvor kommet gang i de senere år. Der arbejdes på nye formidlingstiltag, og da der før efterårsferien var Kulturnat i København, kunne nysgerrige for første gang komme forbi uden aftale og kigge ind i Håndbiblioteket og spørge de ansatte til indholdet. Stadig pænt holdt tilbage af en snor, for det er kostelige sager, der gemmer sig her.

På et bord ligger nogle af disse skatte klar til os, gemt under stykker af beskyttende hvidt papir. Men først skal vi hilse på staben:

Der er konservator Lisbeth Lund, der med specialværktøj og skånsomme materialer sørger for, at bøgerne, der for manges vedkommende har hundreder af år på bagen, holder sig godt eller får tiltrængte reparationer. Arkivaren Julie Mørk-Hansen er i gang med at sortere og registrere papirer og breve fra Christian den Tiendes private bibliotek og sidder lige nu med en masse adgangskort og programmer, kongen fik under en regatta i Cannes i 1933. Samme år blev kongen i øvrigt æresborger i den sydfranske by. Og netop i dag har biblioteket fået ny studentermedhjælp, den historiestuderende Kristian Street, der skal hjælpe med at få registreret de mange gamle bøger, så de er søgbare for forskerne.

Håndbiblioteket er i øjeblikket i gang med at registrere Christian den Tiendes private bibliotek. Her er det en hel mappe fuld af adgangskort og programmer, som kongen har brugt under en regatta i Cannes i 1933. –
Håndbiblioteket er i øjeblikket i gang med at registrere Christian den Tiendes private bibliotek. Her er det en hel mappe fuld af adgangskort og programmer, som kongen har brugt under en regatta i Cannes i 1933. – Foto: Leif Tuxen

”Ja, det er virkelig et drømmestudiejob, det her,” siger studenten og smiler over hele femøren. Mikael Bøgh Rasmussen er også glad for sit arbejde som håndbibliotekar, selvom det vil være forkert at sige, at han omgås Majestæten til daglig. Men eksempelvis er det ham, der hvert forår står for at udvælge bøger til kongeskibet ”Dannebrog”, der også rummer sit eget sejlende håndbibliotek på otte-ni hyldemeter. Og får Majestæten brug for at vide noget om noget, kan hun blandt andet gå til ham.

Vi vender os mod det centrale bord, hvor Mikael Bøgh Rasmussens til lejligheden udvalgte skatte ligger gemt under papiret. Han løfter sløret for den første. Det er én af de oprindelige tegninger til det nye Christiansborg, som Christian den Sjette bestilte i 1731. Her er, kan man roligt sige, lidt flere krummelurer, end dem, der er på magtens centrum i dag.

”Det er et ret vildt udtryk, lidt a la sydtysk barok,” siger Mikael Bøgh Rasmussen.

”Det første Christiansborg endte jo med et noget mere moderat udtryk, men det her viser, hvilken pragt og opulens der var tænkt fra kongens side,” siger han.

Der er flere af den slags tegninger, der viser samspillet mellem enevældige konger og arkitekter. Og her er også bøger, der viser, hvordan forretningsmænd har forsøgt at indynde sig med dyre gaver til kongehuset. Det er en sådan bog, vi skal se på nu. Mikael Bøgh Rasmussen fisker en hvid pude med knitrende fyld op fra stolen under bordet, puffer den lidt op og placerer den på bordpladen.

”Det er sådan en støttepude, så bogen ikke knækker i ryggen,” smiler han.

Det kan gamle bøger nemlig godt, især hvis de ligesom den, vi skal se nu, har et omslag i træ.

”Ved du egentlig, hvad for en type det træ er, Klæstrups tegninger?”, råber Mikael Bøgh Rasmussen ud mod konservatoren Lisbeth på gangen.

”Nøddetræ,” råber hun tilbage.

Indholdet er en slags tegneserie bestående af satiretegninger af tegneren P.C. Klæstrup (som nogle vil kende for sin tilknytning til bladet Corsaren, hvor han blandt andet gjorde grin med Søren Kierkegaard), og som blev givet i gave til Frederik den Ottende af en københavnsk nålemager. I alt 600 små akvareller over hverdagen i 1800-tallet er der. Under overskriften ”Offentlige Foretagender” dækker Klæstrup på samme side så forskellige emner som slavernes frigørelse og oprettelsen af Thorvaldsens Museum.

”Dette er et godt eksempel på, at bøger har været primær underholdning på en anden måde, end vi kender det i dag. Man har siddet ved et bord med god belysning og bladret langsomt frem, side for side, og nærstuderet alle akvarellerne,” siger Mikael Bøgh Rasmussen, inden han lukker bogens forgyldte spænde i.

En meget mindre salmebog med rødt omslag fortæller en større historie om overgangen fra den oldenborgske til den glücksburgske linje i det danske kongehus, fortæller Mikael Bøgh Rasmussen. I en lillebitte blyindfattet ramme af glas indlagt i omslaget ligger seks små hårlokker i forskellige nuancer af blond, alle drejet, så de har en lille krølle.

Seks hårlokker fra seks prinser og prinsesser pryder omslaget på denne salmebog, der har tilhørt Enkedronning Caroline Amalie. –
Seks hårlokker fra seks prinser og prinsesser pryder omslaget på denne salmebog, der har tilhørt Enkedronning Caroline Amalie. – Foto: Leif Tuxen

Bogen er en gave fra dronning Louise, gift med Christian den Niende, der var den første glücksborgske konge i Danmark, til enkedronning Caroline Amalie, gift med Christian den Ottende, den næstsidste konge i huset Oldenborg. Hårlokkerne på omslaget er prinse -og prinsessekrøller fra de seks børn, dronning Louise fik.

”Christian den Niende blev gjort til tronfølger i 1855. Og jeg tror, bogen er givet på det tidspunkt, som en gestus, hvor det nye dynasti siger tak til det gamle. Det er typisk for biblioteket, at her er nogle gaver og nogle gestus og symboler, og selv i den mindste understregning, dedikation, eller en hårlok, kan der ligge en historie,” siger Mikael Bøgh Rasmussen.

Den sidste bog på bordet er umiddelbart undseelig: Men da Mikael Bøgh Rasmussen åbner den, sker der noget magisk. Et lille bibliotek i biblioteket!

Inden i bogomslaget ligger 24 nye små bøger i minatureformat, der hver især kan tages ud af deres kasser. ”An Maria von Dänemark” står der i omslaget og bag den lille sætning ligger også en god historie. Bogen har, fortæller Mikael Bøgh Rasmussen, tilhørt den senere dronning Marie og er en gave fra en af datidens største kendisser, den schweiziske præst og mystiker Johann Caspar Lavater, om hvem det siges, at han havde særdeles bløde hænder.

”Han var en superstjerne i 1700-tallet, og især kvinderne var vilde med ham. Han rejste Europa rundt, og alle de steder, han kom, havde han små minder og gaver med til sine kvindelige fans, som ofte var ved at komme op og skændes for at komme i nærheden af ham,” griner Mikael Bøgh Rasmussen.

En finurlig lille bog fortæller den virkelige historie om en ulykkelig prinsesse, der trøstes af en omrejsende mystiker. Bogen med de mange små bøger indeni er en gave fra den schweiziske præst Lavater til kronprinsesse Marie, givet i 1790.
En finurlig lille bog fortæller den virkelige historie om en ulykkelig prinsesse, der trøstes af en omrejsende mystiker. Bogen med de mange små bøger indeni er en gave fra den schweiziske præst Lavater til kronprinsesse Marie, givet i 1790. Foto: Leif Tuxen.

Lavater kom til Danmark i 1793 på invitation af Bernstorff-familien og mødte dér kronprinsessen, der var en følsom ung kvinde og på det tidspunkt havde mistet sit første barn. Mikael Bøgh Rasmussen tager en af de bittesmå bøger ud af æsken.

”Liebe” står der udenpå, og indeni er der på hver side et lille ordsprog på tysk om kærlighed. Håndbibliotekaren læser et par af ordsprogene højt og oversætter:

”’Kun kærligheden giver tingene den klareste erkendelse’ og ’Hvad kærligheden ved og formår aner kun kærligheden selv’. Det er nok ikke de dybeste indsigter, man får her. Digteren Jens Baggesen, som i flere år selv havde været fan, gjorde på et tidspunkt grin med Lavater og hans sentenser og skrev en parodi på ham; ’Immer liebere, liebste Liebe! Jemehr du die Liebe Liebst, je liebende liebt dein lieblich liebender Liebling!’,” fortæller Mikael Bøgh Rasmussen.

”Men måske har han gjort prinsessen glad. Så kunne hun kigge lidt på det og meditere over fænomener som kærlighed og raseri. Det er også en ret intim ting, som er pudsig og nem at gøre grin med. Men folk som ham har haft stor betydning i den følsomme tid, han levede i,” siger han.

Bogen hører til allerøverst oppe under loftet, hvor prinsessens bibliotek står. Når vi er gået, træder Mikael Bøgh Rasmussen op på den høje stige, der hører til her i bogsalen og sætter den fint på plads. Da vi siger farvel, rejser hans stab sig venligt fra deres skriveborde og hilser os farvel, før vi henter jakkerne.

”Vi håber, at vi i de kommende år kan åbne Håndbiblioteket mere, og vel bliver der ikke fri adgang fra gaden, men det er i hvert fald vigtigt, at folk ved, at biblioteket er her.”