Tara Westover voksede op i delstaten Idaho i en øde bjergegn sammen med sine forældre og sine fem søskende. De var mormoner, levede så godt som afskåret fra omverdenen, faderen samlede og solgte skrot, moderen helbredte ad alternativ vej, og deres skepsis over for det omgivende samfund var betragtelig.
Børnene blev undervist hjemme – i det omfang de overhovedet gjorde det – da navnlig faderen fandt, at alt, hvad der var at vide, stod i de gamle, hellige bøger. Først som 17-årig kom Tara i skole, og hun er nu professor i Cambridge i England og har i parentes bemærket ingen kontakt til sin familie.
Tara Westovers ”Oplyst” (på dansk ved Peter Rønnov-Jessen, udgivet på Lindhardt & Ringhof) har gået sin sejrsgang i verden over, er netop udkommet på dansk, og hvis man skal tro anmelderne, er der god grund til at tro, at succesen også bliver en realitet i Danmark.
Således er der fem stjerner ud af seks fra Michael Bach Henriksen i Kristeligt Dagblad, der mener, at Tara Westover fortjener al den ros, hun er blevet mødt med. Ifølge ham hviler erindringsromanen på to ærkeamerikanske forestillinger, nemlig at USA er grundlagt som et fristed for troende mennesker, og at det er grundlagt på oplysningsidealer, den ”simrer af polspænding mellem tro og oplysning” – uden dog nogensinde at blive fordømmende – og han konkluderer:
”Men det er et udtryk for bogens store bankende hjerte og Westovers generøsitet, at hun ikke ét sted afsværger arven fra forældrene, men hele tiden skriver med stor forståelse om dem. ’Oplyst’ er ikke et bittert opgør med ’indskrænket tro’ fra en person, der nu er ankommet til videnskabens oplyste haller og véd bedre, men en intens historie om en opvækst, der nok var særlig, men trækker brede spor tilbage til amerikansk historie.”
Også i Morgenavisen Jyllands-Posten er der fem ud af seks fra Christian Møgeltoft, der er dybt fascineret af det, som han kalder forfatterens bevægelse ”fra middelalderligt mørke til en doktorgrad”.
Han læser ”Oplyst” som ”en flammende advarsel mod religiøs fanatisme”, Tara Westovers eget eksempel som ”det mest vidunderlige bevis på værdien af uddannelse” og mener, at ”bogen burde være pligtlæsning i danske skoler, hvor mange af vores privilegerede unge har svært ved at se fidusen i at studere videre”.
I Weekendavisen bemærker Siri Ranva Hjelm Jacobsen også, at Tara Westover skildrer sin oplysnings- og uddannelsesproces uden ”fordømmelsens dirrende finger”, omend den er et opgør med det absolutte perspektiv, og at det ikke er lidelsen i den særlige opvækst, der er pointen:
”’Oplyst’ handler om, hvad oplysning er, og hvorfor den er en forudsætning for at danne sig en selvstændig personlighed. Det er en bog om, at frihed altid er frihed til at vide, hvem der skriver éns historie – og til at erklære sig uenig med dem. Om hvor sårbare vi mennesker bliver, hvor udsatte og små, når vi nægtes eller nægter os selv adgang til perspektiver, der udfordrer vores normer.”
En anden forfatter, der de senere år har været på manges læber, når det gælder tro, er journalist og forfatter Charlotte Rørth. Hun udgav i 2015 bogen ”Jeg mødte Jesus. Bekendelser fra en modvilligt troende” om sit møde med Kristus i sakristiet i den spanske by Úbeda, hvilket kom til at vælte hendes kulturkristne verdenssyn. Den blev i 2017 fulgt op af ”Vi mødte Jesus. Og hvad kommer det andre ved?”, og nu er hun så klar med endnu en bog, nemlig ”Gud, du er jo lige her. Sådan lever jeg med min tro”, der netop er udkommet på Gyldendal.
Hvis man skal tro Lone Kühlmann i Berlingske, har vi efterhånden hørt nok til den historie. Hun giver tre stjerner og skriver:
”Måske fordi hele historien er fortalt i tidligere bøger, er denne her meget længe om at komme i gang (…) først knap 100 sider inde i bogen er der lidt konkret anvisning på, hvad hun rent faktisk gør for at blive et bedre troende menneske.”
Men hun indrømmer dog, at Charlotte Rørths tommelfingerregler for at leve med sin tro med fordel kan bruges af alle, der ønsker at leve som et ordentligt menneske:
”At møde folk uden fordomme, at være frimodige om vores egne tanker, at lytte med nænsomhed, at opsøge venner, man kan blive klogere af at tale med, at læse, at tænke, at udvide sit praktiske og intellektuelle råderum, at skaffe sig plads til det reflekterende i et travlt liv, at fastholde sin forundring eller for den sags skyld sin nysgerrighed.”
Også Henriette Bacher Lind noterer sig i Morgenavisen Jyllands-Posten, at der ikke er meget nyt under solen i Charlotte Rørths tredje bog, men at hun skriver befriende nøgternt om sine oplevelser, og at hun selv som sognepræst altid har været vanvittig skeptisk, når nogen fortalte, at de havde mødt Jesus eller Gud – indtil hun læste Charlotte Rørth, der skriver ærligt om sine oplevelser og om at bryde ud af skabet som troende. Det bliver til tre stjerner ud af seks, præcis som i Kristeligt Dagblad, hvor Sørine Godtfredsen finder, at det er ”umuligt at forholde sig til en skribent, der omtaler tidens religiøse sammenstød uden at forsøge at forstå essensen af islam. Det er for letkøbt at skrive luftigt om ligheden for Gud, for religioner er forskellige, det kommer ingen af os uden om, og således får Charlotte Rørth understreget, hvor afgørende det er, at vi har skarpe lutheranske teologer, der sætter kristendommen i forhold til det verdslige og sondrer mellem tro og politik”.
Men hun roser også Charlotte Rørth for at være en væsentlig stemme i samtalen om tro og kristendom og for ”med sine bøger, sine hundredvis af foredrag og sin voksende forståelse af kirkens rum har haft og stadig vil have meget stor betydning for manges fornyede kristne bevidsthed”.
Det samme gør Jens Bærentzen i sin begejstrede anmeldelse i Weekendavisen, hvor han kommer med et bud på, hvorfor ”Jeg mødte Jesus. Bekendelser fra en modvillig kristen” blev så stor en succes: ”Det blev den ikke mindst, fordi Charlotte Rørth insisterede på at tage hele sin egen skepsis og hele sin faglige kunnen med i bearbejdelsen af, hvad der var hændt hende. Bogen var alt andet end sensationalistisk.”
Og han affejer på forhånd alle de betænkeligheder og automatreaktioner, der kunne tænkes at komme – at det er en bog, der handler om det samme som de to andre, at det er nummer tre på fire år, og at det er gået for hurtigt – og han finder, at de forsvinder, så snart man er inde i fremstillingen, primært på grund af Charlotte Rørths fordringsløse, men troværdige stil, der møder læseren med åbent ansigt og adresserer de helt store spørgsmål uden at have færdige svar på rede hånd:
”Skal man tale om en målgruppe, er det ikke utænkeligt, at Charlotte Rørth først og fremmest har haft den person for øje, hun selv var for ti år siden, før de omvæltende begivenheder, og før den dybe sorg ramte familien gennem en søns død. Læseren skal være gjort af meget hårdt materiale for ikke at mærke den taknemmelige forundring forplante sig, som Rørth bærer med sig fra både glæder og sorger. Samt lysten til at tænke videre over den tilværelse, vi er fælles om.”
I ”bogen i tiden” skriver vi hver fredag om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.