Egentlig har jeg det allerbedst, når jeg er tanketom, sang C.V. Jørgensen vist engang. Og hvor kunne man ønske sig at være både lykkelig, dum og tanketom, når man læser en så uelastisk og snørklet filosofisk bog som den franske forfatter og filosof Bertrand Vergelys ”Giv os i dag...” med undertitlen: ”Bønnens filosofi”.
Dum, ja, eller uskyldig, ugarderet. For det er paradoksalt nok det, denne bog handler om: at opnå et direkte forhold til livet gennem en bevidsthed om, at vi eksisterer. Og at eksistensen er større end den enkelte. Og – og her kommer det tricky ind – at dette forhold fremkaldes af lige dele tænkning og bøn. For ”når tænkningen lever, er den på en gang tænkning og liv”.
Derfor er filosofi og bøn ikke hinandens modsætninger, men hinandens befordrere, siger Vergely.
Og derfor er det tænkende menneske, som på Sokrates’ tid, nærmere eksistensens kerne – eller rettere dens dobbelthed af tanke og væren – end andre. Vi er altså ikke i et nådefuldt modtagerforhold. Vi må selv gøre en indsats. Hvilket vi får en hel række eksempler på fra antikken over positivismen til moderniteten.
Det udgangspunkt kan være rigtigt eller forkert. Lad det stå et øjeblik. Mere problematisk er det, at det er skrevet i et næsten uigennemtrængeligt sprog. Fremdeles vikles de historiske referencer og Vergelys helt egne påstande ufiltreret (og dermed dybt uakademisk) ind i hinanden.
Læg hertil et væld af cirkelslutninger a la: ”Hvis vi kommer i harmoni med alting og får harmonien til at blomstre, så er vi ikke i modstrid med nogen ting, og ingenting er i modstrid med os.” Kan man svare andet end ja?
Værst er dog en række hårrejsende generaliseringer. Tag bare: ”Det eneste, der interesserer menneskene, er dem selv.” Eller: ”Vi lever i en verden, der er domineret af et rovdyragtigt intellekt og en morbid rationalitet.” Og hvor der er generaliseringer, er der fordømmelser. En bøn i en mexicansk kirke beskrives som nærmest ”dyrisk”. Og mennesker, der føler, at livet er meningsløst, kaldes ”lunefulde børn, der ødelægger deres legetøj”.
Så bøn kan være ynkelig og dyrisk, hvis den ikke foregår på den helt rigtige måde. Og der er ingen tvivl om, hvem der er eksaminator med stok og gulerod i den vergelyske bønsskole.
Især første del af ”Giv os i dag…” er fatal. Og i begyndelsen undrede jeg mig ganske enkelt over, at forlaget ville udgive den. Midtvejs lander vi i et noget mildere stemningsleje og slutter helt acceptabelt. Det vil sige forståeligt.
For aha! Handler det i grunden ikke om det, vi i kristen terminologi kalder Helligånden? Intellektuelt forklædt som ”overeksistensen” eller ”det omsiggribende”. Handler det ikke om at få fat i det strømmende lag, livet udsender og genererer? Når vi åbner for det. I bøn og tanke. I Vergelys tilfælde desværre med alt for stor vægt på det sidste.
Vejen til den konklusion er lang. Og ikke 256 sider, men det halve kunne have sagt det samme. Bedre.
Gæsteanmelder Liselotte Wiemer er foredragsholder og sognepræst i Sydhavn Sogn, København.
Læs interview med forfatteren om bogen på