Smuk udgivelse giver Kierkegaards bønner et helt nyt liv og tilgængelighed

Spredt rundt om i Søren Kierkegaards forfatterskab findes i omegnen af 100 bønner. De findes både i de udgivne skrifter og i hans papirer og journaler

Kierkegaards bønner har fået nyt liv gennem udgivelsen ”Længslen er din gave”. I Søren Kierkegaards egen tekst har bønnerne form af prosa, men i denne udgivelse er de opsat som poesi, hvilket givet dem et helt nyt liv og tilgængelighed. –
Kierkegaards bønner har fået nyt liv gennem udgivelsen ”Længslen er din gave”. I Søren Kierkegaards egen tekst har bønnerne form af prosa, men i denne udgivelse er de opsat som poesi, hvilket givet dem et helt nyt liv og tilgængelighed. – . Foto: Ritzau Scanpix.

Tilbage i 1956 blev der udgivet en samling af bønnerne på amerikansk, men nu har vi glæden af en ny dansk udgivelse af bønnerne. Bønnerne er nyopsat, indledt og kommenteret af Joakim Garff, Povl Götke og Eberhard Harbsmeier.

I Søren Kierkegaards egen tekst har bønnerne form af prosa, men i denne udgivelse er de opsat som poesi, hvilket givet dem et helt nyt liv og tilgængelighed. Bønnerne vil kunne læses som digte, de vil kunne finde plads som en del af egen bønspraksis, og de vil også kunne finde anvendelse ved andagter og gudstjenester. Udgivelsen er med egne ord en brugsbog i omfattende forstand.

Bønnerne inddeles i afsnittene Fader, Søn og Helligånd. Og blot et enkelt blik på afsnittenes størrelse afslører, at disse tre inddelinger ikke er lige store. Over halvdelen af bønnerne er rettet mod Faderen, en mindre portion til Kristus og nogle ganske få til Helligånden. Det er Faderen, der er Kierkegaards dominerende samtalepartner. Bønnerne til Kristus optræder også først fra 1847 og endog særligt i forbindelse med skriftet ”Indøvelse i christendom” fra 1850, hvilket Povl Götke også gør opmærksom på i sit glimrende efterord. Inddelingen er et valg, for det er ikke altid entydigt, hvor bønnen skal placeres, hvilket for eksempel ses i bønnen ”Sygdommen til døden”, der mere er trinitarisk end kristologisk, altså mere rettet mod treenigheden end mod Sønnen alene. Ligeledes en bøn som ”Det kommer fra Gud”, som også er placeret under afsnittet ”Sønnen”. Det er et teologisk valg, hvor bønnerne placeres.

De første bønner fra Kierkegaards hånd finder vi sagens natur i hans journaler og notesbøger. Den første trykte bøn og derved offentliggjorte, finder vi i ”Enten-Eller”, som med god ret kan siges at indlede det egentlige forfatterskab. Forud for ”Enten-Eller” er udgået ”Af en endnu levendes papirer” fra 1838 om H.C. Andersen, og det er en af historiens underligheder, at den første bog om H.C. Andersen er den første bog af Søren Kierkegaard, og dernæst universitetsafhandlingen ”Om begrebet ironi” fra 1841.

Med ”Enten-Eller” indledes forfatterskabet for alvor. Værket er en gennemgang af valgets kategori, hvilket vendes og drejes i forskellige udformninger, indtil værket så at sige dekonstruerer sig selv i den afsluttende prædiken, som i Kierkegaards pseudonyme univers hævdes at være skrevet af en jysk præst.

Efter flere hundrede siders gennemgang af valget, afsluttes værket med prædikenen ”Ultimatum”, med undertitlen ”Det opbyggelige, der ligger i den tanke, at mod Gud have vi altid uret”. Valget sættes i en vis forstand ud af spillet, således at man ikke ved et ret valg kan placere sig, hvor man har ret over for Gud.

At man har uret over for Gud betyder, at Guds handlen over for os er ren nåde. Det kommer til udtryk i bønnen, der indleder prædikenen, hvor Kierkegaard beder Faderen om, at vi må lære at bede ret. Og at bede ret, som Eberhard Harbsmeier er inde på i sit oplysende bidrag til udgivelsen, er at forholde sig til Guds uforanderlighed, som betyder, at bønnen ikke kan forandre Gud, men forandrer den bedende. Den bedende bliver inderliggjort og bliver oprigtig. Den bedende skal gennemsigtigt grunde i den Gud, der har skabt ham. Således bliver også tavsheden, både Guds og menneskets, en væsentlig kategori i den kierkegaardske bønspraksis.

Det er et spørgsmål i Søren Kierkegaard-forskningen, om der finder et brud sted i forfatterskabet, således at den afsluttende voldsomme kirkekamp efter biskop Myn-sters død skal ses som en fortsættelse af forfatterskabet eller et nybrud. Selv hælder jeg til det første og ser kirkekampen som en følge af forfatterskabet, hvor den inderliggjorte Kierkegaard ikke kan forholde sig til ”det udvortes spektakel”.

Sandt er det, som også Joakim Garff redegør for i sin fremragende indledning, at der sker en ny fordybelse i Kierkegaards anliggende efter Corsar-striden i 1846, hvor Kierkegaard gøres til grin for hele Københavns befolkning, og i den grad føler sig udenfor, så meget at ulige bukseben næsten kan sammenlignes med Kristi kors. Garff anfører her, at Kierkegaard ved disse hændelser kommer til en dybere forståelse af kristendommen.

Alligevel er der en rød tråd gennem forfatterskabet, som kan følges fra prædikenen i ”Enten-Eller” til den opbyggelige tale fra 1855 ”Guds uforanderlighed”, som udkommer midt under kirkekampen. Og det ses også i bønnen, der ledsager talen. I bønnen er det igen den bedende, der forandres. Over for Gud har den bedende uret. Og Guds uforanderlighed er hans kærlighed, der betyder, at uforanderlighed ikke er ubevægelighed. Gud bevæger den bedende i sin kærlighed.

Guds kærlighed kan for Kierkegaard således også være skjult for mennesket, og derfor kan den bedende bede sig ikke fra lidelse, men ud i lidelse, se for eksempel i bønnen ”Da forandres alt” fra 1850. I den bøn er alt, hvad Gud gør ved os, uendelig kærlighed. Også adskillelse og udstødelse, som Guds skjulte kærlighed, hvilket udtrykkes i bønnen ”Gud taler, når han tier”. Og Kierkegaard er ikke kun individets tænker, hvilket dementeres i den smukke bøn ”Vi beder for alle” (1850). Også der er det nyt at hente.

Bøn hos Kierkegaard handler om forandring af den bedende. Det handler om bønnen som åndedræt, som strid og som tavshed. Sejren i bønnen er, at Gud sejrer.

Bogen med Kierkegaards bønner er en meget smuk udgivelse. Bønnerne er nænsomt sprogligt opdaterede, samtidig med at de sine steder har den gamle sprogdragt, der er som ”champagnefløjter”, som Joakim Garff flot udtrykker det. Det er i bedste forstand en poetisk teologi, der kan anvendes til egen opbyggelighed, men sandelig også i liturgisk sammenhæng, hvor bønnen til nytårsdag, ”Det nye år er nådens tid”, ville være et fint bidrag til prædikenen på årets første morgen.

Bogen er flot og sammenhængende illustreret af Sys Hindsbo, og gennem Garffs, Götkes og Harbsmeiers indledning og efterord er man godt rustet til at læse og atter genlæse bønnerne, der er udtryk for menneskets alvorlige kamp med sig og med Gud, for som det udtrykkes flere steder i bogen: For Kierkegaard er selvforhold det samme som gudsforhold.

Gæsteanmelder Thomas Reinholdt Rasmussen er uddannet teolog, sognepræst Sct. Catharinæ Kirke og provst i Hjørring Søndre Provsti.