Bør danskere lave kunst om Grønland? Debatten er begyndt

Det diskuteres nu, om en dansk instruktør, hvis dokumentarfilm om grønlandsk ungdom for længst har haft premiere, egentlig havde ret til at lave den film. Debatten lægger sig op af et væld af andre aktuelle sager om såkaldt ”kulturel appropriation”

Dokumentaren ”Kampen om Grønland” følger fire unge grønlændere. Fra venstre: Kaaleeraq M. Andersen, Paninnguaq Heilmann, Josef Tarrak-Petrussen og Tillie Martinussen. – Foto: Fra ”Kampen om Grønland” © Copenhagen Film Company Kort & Dok

Må man som vestlig og privilegeret fortælle om andre kulturer end den, man selv tilhører? Det er ét af de spørgsmål, der cirkles mest om i kulturens verden og som skaber mest ravage lige for tiden.

Romantiserer sangerinden Beyoncé Afrika på sit nye album ”Black is King”? Var det forkert af den danske filminstruktør Malou Reymann at sætte en ciskønnet mand til at spille transkvinde i filmen ”En helt almindelig familie”, der havde premiere i foråret? Og, som det er fremme i sagen om den amerikanske forfatter Jeanine Cummins bog ”American Dirt”, der udkommer i næste uge: Skal man selv være mexicansk immigrant for at skrive om mexicanske immigranter?

Den seneste debat om kulturtyveri – eller ”kulturel appropriation”, som fænomenet er døbt – er ganske nær og handler om den danske filminstruktør Kenneth Sorento og hans dokumentarfilm ”Kampen om Grønland”. Filmen skulle have åbnet dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX tilbage i marts, men så kom coronavirussen. I stedet blev det muligt at streame filmen, og den blev også vist på DR. Filmen følger fire grønlandske unge: Tre af filmens hovedpersoner har et ønske om løsrivelse fra Danmark, én af dem er den unge rapper Josef Tarrak-Petrussen.

I én af filmens scener fremfører han sit store hit ”Tupilak” foran et begejstret publikum i Nuuk. På et tidspunkt under koncerten holder han et dannebrogsflag op og kaster det så ned på scenegulvet med aggressive bevægelser – publikum hujer. Én af filmens andre hovedpersoner, politikeren Tillie Martinussen, kæmper på den modsatte fløj for et øget samarbejde med Danmark, og det møder hård kritik fra andre unge, der eksempelvis kan finde på at påpege, at hun er halvt dansk og derfor ikke bør udtale sig på grønlænderes vegne.

Kenneth Sorento har til flere medier fortalt, at han har brugt ni år på at lave ”Kampen om Grønland”, der fik en pæn modtagelse af anmeldere i både Danmark og Grønland ved premieren. Den har en grønlandsk medinstruktør, Malik Kleist, og grønlandsk producer, Jørgen Chemnitz, men det er ikke godt nok for en række vigtige, internationale festivaler, der har givet afslag på at vise filmen.

Festivalen ImagineNativeFilm Festival i Toronto har begrundet sit afslag til Kenneth Sorento med, at det er et krav, at instruktøren skal være af et ”oprindeligt folk” for at være berettiget til en fremvisning. Til Jyllands-Posten siger Kenneth Sorento, at han af Det Danske Filminstitut har fået besked om, at han ikke skal gøre sig nogen forhåbninger om at blive optaget på de toneangivende dokumentarfilmfestivaler, ”fordi jeg er dansker, der skildrer et oprindeligt folk, jeg ikke selv tilhører. Og at jeg slet ikke skal regne med International Documentary Film Festival Amsterdam, der ellers er en af de vigtigste.”

Instruktøren kalder selv situationen ”ubeskriveligt frustrerende”. Én af filmens medvirkende, den måske mest løsrivelsesorienterede af de fire unge, Paninnguaq Heilmann, har i en video givet sin støtte til Kenneth Sorento:

”For mig og mange grønlændere føles det ikke som om, filmen er blevet instrueret af en hvid mand, det føles, som om den bliver fortalt indefra, fordi vi fortæller historien med vores stemmer,” siger hun i videoen.

For Anne Knudsen, tidligere chefredaktør ved Weekendavisen og antropolog, opvokset i Grønland, handler debatten helt tydeligt om ”kulturel appropriation”, der måske bedst kan oversættes med overtagelse af andre kulturers fortællinger.

”Altså, det er jo dén debat, der kører i USA og smitter over hele jorden. At man ikke må optræde som transperson, hvis man ikke selv er det, at mænd ikke må skrive om moderskab, at voksne ikke må skrive om børn. På den ene side er det en håbløs diskussion, nærmest grotesk, for det meste af vores kultur er skabt folk, der prøver at sætte sig ind i, hvordan andre end de selv har det. At man ikke kan fortælle om noget uden at være det, kan vi relativt nemt blive enige med hinanden om, er noget vrøvl,” siger hun.

”På den anden side er der jo en kerne eller grund til, at der er en debat. Folk har igennem i historien tilskrevet indfødte folk synspunkter, de ikke har selv. Lige i det aktuelle tilfælde med dokumentarfilmen har instruktøren jo faktisk spurgt grønlænderne selv, men man skal være vældig opmærksom på, at man kan komme til at tale på andres vegne, at man skriver på folk. Hvis man prøver at sætte sig ind i, hvordan det må være, så kan man jo godt forstå følelsen: At man som kvinde eksempelvis kan blive enormt træt af at få lagt ord i munden af mænd,” siger hun.

Debatten åbner samtidig for en større pose af mulige ”tyveri”-sager. Hvad med Knud Rasmussens bøger? Per Kirkebys malerier? Og alle de mange andre danske kulturprodukter om Grønland? Den svenske instruktør Isabella Eklöf er for øjeblikket i gang med en filmatisering af Kim Leines selvbiografiske roman ”Kalak” fra 2007, hvor hovedpersonen blandt andet beskriver sin seksuelle fascination af grønlandske kvinders træk. Eklöf har til netmediet Kulturmonitor fortalt, at der er ”svære, aktive valg”, hun må træffe omkring fremstillingen af grønlænderne i filmen.

Lige præcis i forhold til Grønland er det faktisk Anne Knudsens oplevelse, at det ofte ikke er grønlænderne selv, der føler sig krænkede.

”Det er tit folk, der ikke selv er grønlændere, der har de mest rabiate synspunkter. Folk kommer tit til Grønland med en medbragt indignation og så skal grønlænderne illustrere den indignation. Én som Kim Leine er vældig vred på grønlændernes vegne. Det træffer man faktisk ganske ofte. Der er skabt meget kunst og mange fortællinger om Grønland, og noget af det er virkelig skønmaleri af de indfødte. Der er i tidens løb lavet meget, der enten er meget romantisk eller beskriver Grønland som den rene elendighed. Det er en sjofelhed at fremstille folk, så de ikke kan genkende sig selv overhovedet. Og jeg tror faktisk, der er mange grønlændere, der ikke kan genkende, at det skulle være krænkende med en dansk instruktør.”

En anden ting, som filmen også illustrerer, er, at mange grønlændere også er lidt danske, selvfølgelig som et resultat af kolonihistorien, men også fordi, der er en høj grad af sammenvævning: Mange danskere har været i Grønland, og langt de fleste grønlændere har været i Danmark på et tidspunkt i løbet af deres liv.

Det kan gøre det svært at afgøre, hvem der er berettiget til at fortælle en historie, mener Anne Knudsen.

”Hvis man skulle gå linen ud, skulle man jo tage blodprøver fra folk, før de så måtte udtale sig. I Grønland kan man roligt sige, at der ikke findes en eneste grønlænder, der ikke har dansk eller europæisk blod i årerne. De har været i kontakt med europæere i 500 år og danskere i 300 år. Men det er vigtigt at sige, at det ikke forhindrer, at de har et andet syn på tingene end danskere har.”

Én, der måske ved, hvordan Kenneth Sorento har det, er den danske arkitekt Christine Bjerke, der er redaktør og medforfatter til antologien ”FX Beauties”, der i foråret skulle være udkommet i USA på universitetsforlaget Columbia Books on Architecture and the City. Bogen blev dog trukket tilbage kort før udgivelsen – fordi Christine Bjerke i nogle kritikeres øjne overtog en anden kulturs fortælling i en del af bogen.

Christine Bjerke har igennem en længere årrække fulgt en voksende gruppe af kvinder i Japan, der handler med digital valuta hjemmefra, for at tjene penge til husholdningen og opbygge selvstændighed og frigørelse, samtidig med, at mange af kvinderne opfylder nogle forventninger om at være traditionelle husmødre.

”Jeg har fået kritik for, at jeg går ind og beskriver en anden kultur, som ikke er min egen. Bogen var trykt, men ikke sendt ud til udgivelse endnu, så folk reagerede ikke på bogens indhold, men på det, de havde læst om bogen på sociale medier. Det blev udelukkende det, at mit blik var et blik udefra, der var afgørende for kritikken,” fortæller Christine Bjerke.

Efter aflysningen fik Christine Bjerke mails fra flere japanske kvinder. De følte, at andre talte på deres vegne, fortæller hun.

”De følte ikke, det var krænkende, det jeg havde lavet. De følte det som noget, der skabte debat og fokus omkring dem. For mig personligt har det været et chok. Jeg har aldrig mødt den form for kritik af projektet før. Jeg har altid fået den modsatte respons, at jeg forsøgte at se folk i øjenhøjde og opbygge en relation, og at det var styret af en dialog og nogle ønsker fra kvinderne selv. Da jeg opstartede projektet som ligger til grund for bogen, sagde de selv: ’Vi har brug for, at der kommer blikke udefra, fordi det stadig er så tabuiseret i Japan, det vi gør.’ Hvis der så kommer et værktøj, som en bog, så kan de sige: ’Der er nogle ude i verden, der finder os vigtige nok til at beskrive’,” siger Christine Bjerke.

I forhold til ”Kampen om Grønland” finder Christine Bjerke det interessant, men også bekymrende, at filminstruktørens metode, proces og resten af filmholdet ser ud til at være helt ude af begrundelsen, når festivalerne vælger at takke nej til at vise filmen. At det er ”den danske instruktør”, der som symbol virker afgørende for afslagene. Sagen er en god anledning til få diskuteret spørgsmålene om ”kulturel appropriation” til bunds, mener hun:

”Hvad er det krænkende? Hvem er krænkede? Og kan man få noget godt ud af netop at lade et vestligt blik fortælle om andre kulturer? Jeg mener, det er vigtigt, at vi får debatteret det, inden det bliver normaliseret, som det er ved at ske i USA. At det bliver den nye norm, at man ikke kan fortælle om andre kulturer end den, man selv tilhører, i dette tilfælde, at det skal være en grønlandsk instruktør, der laver dokumentarfilm om Grønland. I hele verden tror jeg, at lige meget hvilken kultur, man kommer fra, er det, at andre ser ens kultur udefra med til at udvikle samfund. Jeg er en hvid person, der beskriver en anden etnicitet og kultur, det er helt rigtigt. Men det er den grundlæggende respekt og intentionen bag, der er vigtig. Man kan også fortælle om andre kulturer på en måde, som er mere ødelæggende end givende, hvor man fjerner stemmer i stedet for at aktivere dem. Men hvordan skal man nogensinde nå derhen, når man afskriver dialogen på forhånd? Vi lukker os jo om vores egne kulturer,” siger hun.

At ”Kampen om Grønland” går glip af at komme på filmfestivaler, kan måske lyde som et luksusproblem. Men for en instruktør, der har arbejdet i årevis på en dokumentarfilm, er det både et tab af kunstnerisk anerkendelse, salgsmuligheder og muligheder for at få finansieret næste film, fortæller Ane Mandrup, der er afdelingschef for dokumentar i Det Danske Filminstitut.

”Det har stor betydning,” siger hun.

Samtidig er det rigtigt, at filminstituttet oplyste Kenneth Sorento om den strømning, der nu går gennem festivalverdenen.

”At vi advarede ham, er måske så meget sagt. Han blev oplyst om vores erfaring med den internationale festivalverden, og det er, at der er et stort fokus på, at oprindelige folk skal fortælle deres egen historie. Det er noget, som helt åbent er meldt ud i pressemeddelelser fra flere festivaler. Da den internationale dokumentarfilmfestival i Amsterdam, IDFA, for nogle år siden fik ny leder, skrev han, at der var en ubalance i stemmer. At der var dele af verden, der ikke var repræsenteret i samme grad som vestlige stemmer, og at han ønskede at rette op på den historiske ubalance,” siger hun.

Dansk dokumentarfilm har en stærk tradition for rejse ud i verden og over lang tid komme tæt på og involvere sig i de mennesker og samfund, de portrætterer, siger Ane Mandrup.

”Det hænger blandt andet sammen med, at Danmark er et ret lille land. I USA kan man rejse langt inden for landets grænser, i Danmark er det anderledes. Og vi vil blive ved med at støtte instruktørerne i at rejse ud, men det er klart, at den samtale om, hvem, der ejer historierne og kan fortælle dem, den har vi også. Vi inviterede sidste år en amerikansk producent til en samtale om, hvad det betyder, når man er instruktør i et land med ressourcer, at vi er dem, der bærer analysen af vores samtid i forhold til andre dele af verden, hvor filminstruktører ikke har de samme ressourcer og midler til at rejse ud. Det har betydning, at det er os, der bærer analysen. Men vi vil fortsætte med at rejse ud.”