Provst Børge Munk Povlsen smiler på omslaget af sin erindringsbog ”Når Valash propperne springer” læserne velkommen. Og det smil holder gennem det meste af den muntre bog, der er formet af forfatterens store fortælleglæde.
Titlen hentyder til en barndomsanekdote, angiveligt Povlsens indtil da største fejltagelse. Han, andenbydreng hos købmanden, var ellers ude i et seriøst ærinde, idet han ”med overlegen sikkerhed” belærte en kammerat om Archimedes’ lov. For at understrege en pointe gik han imidlertid med sin blyant så hårdt til kapslen på en Valash-sodavand, at der gik hul – med en gul eksplosion til følge. Det var så facinerende, at det måtte prøves igen. Det blev det så – 30 gange. Det kostede lige så mange af købmandens sodavand livet. For bydrengen betød eksplosionerne tab af både ugeløn og job.
Fra sit lager af anekdoter – formodentlig endnu større end købmandens af Valash – finder Munk Povlsen indledningen til de efterfølgende strømme af erindringer først og fremmest fra barndommen i Hurup i det nordvestlige Jylland i 1950’erne og 1960’erne.
Hans mor, der stammede fra et indremissionsk hjem i Nørre Vorupør, havde bagt to pandekager, den ene var blevet for stor, den anden for lille. Hvem skulle have hvilken pandekage? Hverken Børge eller hans storebror turde komme med et bud. Moderen erklærede sig forvisset om, at Jesus ville have valgt den lille og givet den store til sin bror. Storebroderen sagde så til Børge, at han godt måtte få lov til at være Jesus.
Dermed er tonen slået an.
De fleste af bogens tekster har været bragt som klummer i Fredericia Dagblad/Vejle Amts Folkeblad, andre som kronikker i andre aviser. Temaerne er mangfoldige, men sammenlagt siger de noget om en virkelighed, der var engang – beskrevet med en vitalitet, der giver genbrugen mening.
Det er i langt overvejende grad de lyse timer, der tælles. Men til sidst i bogen kommer alvoren tættere på. Således i beretningen om ”en lille vis pige”, der døde af leukæmi i en alder af 10 – samt ”Nu trænger jeg til at komme hjem!”. Titlen er et citat af faderen på dødslejet.
Af denne har vi forinden fået flere levende glimt. For eksempel i forbindelse med, at familien i 1960 fik fjernsyn på grund af de olympiske leje i Rom. Sport spillede en stor rolle. Og forfatteren dvæler gerne ved fodboldens betydning for ham, også som udøvende. Han holder af at mindes sig selv som den hvidhårede torpedo.
Faderen ”inviterede den halve by med på en kigger”. Moderen var vist ikke helt tilfreds med al den ulejlighed, som det indebar. Men faderens gæstfrihed havde en skjult dagsorden. Om gæsterne sagde han:
”Vi kan jo ikke vide, om de en dag skal have kørekort.”
Han var kørelærer.
I et afsnit, der for mig er et af bogens helt centrale, mindes Munk Povlsen morsomt og smukt den afdøde Thy-forfatter Egon Nielsen. Konkluderende hedder det om ham, at han ”var med til at åbne blikket for storheden i de nære ting og placere sin hjermegn og dens folk på fortællingens stjernehimmel”.