Danmarks første børnebog, ”Børnespejlet”, udkom i 1568. Forfatteren Niels Bredal, der var rektor på latinskolen i Vejle, gennemgik i bogen kroppens funktioner, for meningen var, at børn skulle læse bogen, som de så sig selv i et spejl, og rette sig efter de anvisninger, forfatteren kom med. Blandt formaningerne lød: ”Munden skal ikke gabe eller åben stå, at fluer og myg derind flyve må.”
Indholdet af børnebøger er i dag det stik modsatte. Det mener Danmarks nye professor i børnelitteratur, Nina Christensen, der er leder af center for børns litteratur og medier på Aarhus Universitet. Hun ser en stadigt stigende tendens til, at børn, når de tilegner sig litteratur, ikke får serveret svar, men snarere får opstillet en række muligheder, som de selv kan tage stilling ud fra.
”I Danmark har vi en meget stærk og varieret produktion af bøger til børn og unge i alle aldre. Litteraturen er kendetegnet ved at være dannelsesfortællinger og reflektioner over, hvad det vil sige at være menneske. Børn er individer, der er i vækst eller udvikling, og derfor handler børnelitteratur ofte om forandrings- og udviklingsprocesser. Meget tit er det også tekster, der lægger op til samtale og diskussion,” siger Nina Christensen og tilføjer:
”Tendensen har været der i mange år, men er forstærket af, at vi i dag har en høj grad af tillid til, at børn skal have mulighed for at danne deres egen identitet.”
Hvor ser du nye eksempler på den tendens?
”Inden for den religiøse litteratur ser jeg det blandt andet i de nyfortolkninger af Bibelens fortællinger, der er udkommet. Eksempler er Kim Fupz Aakesons ’Næste’ og ’Da Gud var dreng’ af Claus Beck Nielsen/Madame Nielsen. Der er også en stor åbenhed for læserens fortolkning i Hanne Bartholins illustrationer til Ida Jessens gendigtninger i ’Bibelhistorier’. Tidligere ville tekster med en religiøs baggrund fremstå mere dogmatiske og klart fortælle, hvad der var rigtigt og forkert. I dag repræsenterer forfattere, der fortolker bibelske tekster, i højere grad spørgsmål og dilemmaer, børn og voksne må tage stilling til.
Som Danmarks eneste professor i børnelitteratur er det Nina Christensens opgave at samle og udrede både den historiske og den moderne viden om litteratur til børn og unge. Det er et emne, der generelt er stor opmærksomhed om, ikke mindst i en tid, hvor digitale medier og platforme bejler til børns tid og underholdningstrang.
”Digitaliseringen har medført store ændringer i de måder, børn modtager litterære oplevelser på. Børn i dag oplever typisk fortællinger på tværs af medier og har generelt ikke noget problem med, at en fiktiv karakter kan optræde i flere former,” siger Nina Christensen.
Selv ser hun heller ikke noget problem i, om en fortælling læses i en fysisk bog, på en tablet, eller om den bliver læst højt eller afspilles fra en smartphone. Hun føler sig overbevist om, at bøger og fortællinger via andre medier fortsat vil fungere side om side. Og hun er meget optimistisk på bogens vegne.
”På en måde har den digitale udvikling været en gevinst for bogen. I de senere år har vi nemlig set et større fokus på den fysiske bog som objekt. Det handler blandt andet om, at der gøres noget særligt ud af papirets kvalitet, at der laves sider, der kan foldes ud eller sanses på andre måder. Allerede i 1800-tallet fandtes der bøger med indlagte påklædningsdukker, så bogen har altid også været forbundet til leg. Men jeg oplever, at bogen som medie er blevet mere selvbevidst, og at den tendens er stærkere nu, end den var for 10 år siden,” siger Nina Christensen.
Hvor bevæger børnebogen sig hen, når du kigger på det indholdsmæssige?
”I de her år udkommer der mange bøger om klima, om flygtninge og immigration og om køn og identitet. På den måde er børne- og ungdomslitteraturen tydeligvis en del af sin samtid. En del af bøgerne er realistiske, men der er også eksempler på, at de samme emner kan behandles i en mere fantastisk ramme. Det sker blandt andet i Martin Glaz Serup og Lars Vegas’ billedbog ’Huset på havets bund’.”
Hvad betyder et professorat for anseelsen af børnelitteraturfeltet?
”Det er først og fremmest en anerkendelse af børnelitteratur som et emne, det er nødvendigt at forske i. Og så er det et rygklap til hele det felt af mennesker, der i deres daglige arbejde er med til at formidle litteratur til børn og sørge for, at børn får tilbud om at læse. Børn er det næste led i kæden af en læsende befolkning, og læsning er en meget vigtig vej til viden og æstetiske oplevelser. Det at kunne læse litteratur danner grundlag for at danne en kritisk bevidsthed og kunne deltage i et demokratisk samfund. I Danmark er vi dog ikke førende på feltet med vores enlige professorat. Lande som Sverige, Norge, Tyskland og England har flere professorer, der forsker i børnelitteratur.”